Sangen i centrum
Populær
The Boy That Got Away har lavet en af de bedste og mest naturligt flydende rockudgivelser i 2014.
2014 var et temmelig godt dansk rockår. Vi fik perler at høre fra eksempelvis Black Book Lodge og Pet The Preacher, og en del flere. Faktisk så mange flere, at nogle var lige ved at drukne i strømningen. The Boy That Got Away var én af dem. Både hvad angår det ene og det andet. Så derfor tager vi udspringet og tager på perlefiskeri.
Tilbage i november udgav The Boy That Got Away deres selvbetitlede debutalbum, som overordnet set er en meget veldrejet rockudgivelse. Stilen er hen ad det sene Soundgarden, Dizzy Mizz Lizzy og Audioslave, så det er ikke, fordi det er på denne udgivelse, at du kommer til at høre dén med Satan. Men godt er det nu (alligevel), for det er en meget, meget velskrevet og veloptaget omgang riffrock, vi har med at gøre her.
Sangene forløber meget ørehængende og ligetil. Tempoet er generelt i det muntre hjørne pånær 'July' og 'The Rest of My Days', som er en akustisk blueset omgang, mens sidstnævnte både favner Bon Jovi og Kaizers Orchestra i detaljerne. Og dette understreger én af udgivelsens styrker: Den overordnede sangskrivning er enkel på den modne og naturlige måde, så er der mange fine detaljer og krummelurer overalt på pladen, hvilket gør den meget lytteværdig.
En anden af 'The Boy That Got Away's styrker er vokalen. Tim Alvin Boström hedder sangeren, og han har en meget veldrejet og -trænet rockvokal. Uden at han forvrænger mere end en smule hæshed, så kan han komme vidt omkring i udtryk. Fra det inderlige til det kraftfuldt rockede. Klangen hører bestemt hjemme i Chris Cornell-land, men er alligevel sin egen, også selv om man tænker ”Tim Christensen!” på en sang som 'Evermore'.
Det er nu også vokal, som er centrum for numrene på bekostning af guitaren. Du vil med andre ord ikke blive knust af forvrængningen eller mismodet, men hvis du holder af en god, gedigen rocksang, er pladen noget for dig.