Copenhell 25: Rave på Refshaleøen
Populær
The Prodigy viste os, at ravekulturen ikke er død, og at de faktisk havde en plads på Copenhell.
Omen
Light Up the Sky
The Day Is My Enemy
Beyond the Deathray / Firestarter
Roadblox
Poison / Badass Fill
No Good (Start the Dance)
Their Law
Get Your Fight On
Invaders Must Die
Breathe
Ekstra:
Smack My Bitch Up
Take Me to the Hospital
We Live Forever
Out of Space
Diskussionerne har været mange. Kunne Copenhell tillade sig at booke The Prodigy på en metalfestival?
Først og fremmest: Copenhell er ikke (udelukkende) en metalfestival, og dernæst viste denne koncert uden skyggen af tvivl, at The Prodigy bestemt har et hjem på Refshaleøen.
Igennem en hitparade af gamle og nyere bangere dansede og hoppede publikum foran Helvíti. Festen var beviset. Så skulle det være slået fast.
The Prodigy lagde ud med det måske mest berømte tværfløjtesample nogensinde, nemlig den ikoniske intro til ’Voodoo People’, som vi fik i en hårdtpumpet version, der var skåret lidt hårdere end den oprindelige pladeversion. Det var kendetegnende for hele koncerten. Vi fik ravede klassikere og nyklassikere serveret i let omkalfatrede og ofte mere muskuløse versioner. ’Voodoo People’ fungerede perfekt som partystarter, og koncerten kom fra land på effektiv vis. Også det efterfølgende ’Omen’ fra ’Invaders Must Die’-albummet var vellykket. Det føles sært at kalde det for et af deres nyere numre, det er fra 2009, men snittet lægges vel lidt efter ’The Fat of the Land’-albummet.
Maxim Reality udfyldte fint sin rolle som hypeman hen over Liam Howlett og livebandets tunge breakbeats og optimistiske ravede synthlyde, som i The Prodigys verden har fået et dystopisk skær. Det sidste var tydeligt på ’The Day Is My Enemy’, som i liveversionen havde fået et skud krigstrommer i tilgift til det allestedsnærværende breakbeat. Det var også her, at et mønster i koncerten begyndte at vise sig; de intenderet stemningsfulde stykker mellem numrene var netop det. Stemningsfulde, men de havde måske ikke en kompositorisk tyngde til, at man kunne trække dem så langt, som de blev trukket. Klart, formålet med dem var at skabe dynamik, så dropsene kunne virke stærkere, men de blev generelt en smule for lange.
Et sted, hvor den dynamik dog virkede rigtig godt, var, da ’Beyond the Deathray’, som ulmede fint, blev til ’Firestarter’, efter at et billede af Keith Flints øjne blev vist på storskærmen. ’Firestarter’ var nænsomt redigeret, så Maxim ikke skulle gå i Keith Flints fodspor på lige netop denne sang, som vel er den, flest forbinder ham med. Generelt gjorde Maxim det dog fint i rollen som både sig selv og Keith på flere sange. Bevares, det bliver aldrig det samme uden Keith, men der er bestemt et relevant Prodigy her efter hans tragiske bortgang. Numre som ’Roadblox’ og ’The Day Is My Enemy’ fra albummet af samme navn fra 2015 fungerede også godt og demonstrerede fint, at The Prodigys grundopskrift, mørk grundstemning, et enormt breakbeat, dyb bas, ravesynths og 303-acidlinjer, også kunne være relevant efter årtusindskiftet.
Et personligt højdepunkt var, da vi fik en fin trilogi fra The Prodigys andet album, ’Music for the Jilted Generation’ med ’Poison’, ’No Good (Start the Dance)’ og ’Their Law’, samarbejdet med Pop Will Eat Itself, som var en protest mod Storbritanniens anti-rave-lov the Criminal Justice Bill. Nuvel, den lov er for længst fortid, og ravekulturen er nået ind i bedstefarstadiet, men The Prodigy har numre, der er stærke nok til, at de stadig kan tale til folks dansefødder og sans for oprør. Det fik vi at mærke denne aften, når The Prodigy ikke lige sumpede for længe i et dystert, ambient stemningsstykke.
Aftenens mest problematiske nummer var ’Smack My Bitch Up’, det første ekstranummer. Det er et uhyre effektivt nummer, som også lød fedt denne aften, men her kom Maxim Reality altså lidt til kort i rollen som ersatz-Keith. Til gengæld var både ’Take Me to the Hospital’ og ’We Live Forever’, med lækkert bendet supersaw-synth, vellykkede. Det reggaeklingende, Max Romeo-samplende ’Out of Space’, som vi fik til allersidst, var også lækkert, men ak, alt for kort. Alt i alt må det dog siges, at Copenhells eksperiment med et elektronisk hovednavn var en succes, og det ville være spændende, om Copenhell udforskede elektronisk musik mere, både på de små og store scener. I ringer bare, hvis I skal have nogle navne.