Gentappet vin på nye flasker

469426

Noisecore-pioneren og Mike Patton-legekammeraten Justin Pearson gentænker musikaliteten i punken og leverer en oprørsk plade, der er musikalsk nyskabende og samtidig tematisk alt det, punken altid har stået for.

Kunstner
Titel
Planet B
Dato
23-11-2018
Genre
Trackliste
1. Crustfund
2. (A) Not At All (B) Somewhat (C) Very Much
3. Join A Cult
4. Disease Control
5. Manure Rally
6. Mirror, Mirror, On the World
7. Big Karma
8. Brutal Evolution
9. Never Let Me Down Again
10. Come Bogeyman
11. The Beginning is Near
Forfatter
Karakter
4

Mike Patton er en mand, der sætter en ære i at bryde grænser mellem musikalske genrer og opfattelser. Det gør han både som musiker og som ansvarlig for Ipecac Recordings, der sender plader på gaden i et væld af genrer; alle med det fælles formål at udfordre lytteren og dennes standarder for, hvad musikken kan. En af Pattons nyeste legekammerater er Justin Pearson, der spillede bas i Pattons seneste bandprojekt, de hardcore-punkede Dead Cross.

Pearson selv regnes for en stilskaber inden for hard- og noisecore, og sammen med den elektroniske multiinstrumentalist Luke Henshaw har han i Planet B sat sig for at bevise, at punk er andet og mere end tempo, aggression og mutede power-akkorder. Den slags re-definerende eksperimenter er naturligvis Pattons og Ipecacs eksistensgrundlag, og netop navnet Mike Patton og pladeselskabet Ipecac Recordings er grunden til, at Planet B’s selvbetitlede debutplade overhovedet fangede undertegnedes opmærksomhed i første omgang. Og gudsketakoglov for det, da. For ’Planet B’ fortjener opmærksomhed.

Mødet mellem bassist og vokalist Pearson og den elektroniske ekvilibrist Henshaw munder ud i et album, der overraskende harmonisk blander Beastie Boys, aggrotech, dubstep, big beat og hiphop på melodisiden med rendyrket punk på vokal- og tekstsiden og i musikkens generelle attitude. En sælsom blanding, som er vrælende aggressiv og hypnotisk beroligende på en og samme tid adskillige gange i løbet af pladen.

Førstesinglen ’Crustfund’, går fra sin transcenderende dubstep-intro over i The Prodigy-inspirerede big beat-tendenser, mens Justin Pearson lyder som Beastie Boys’ Ad-Rock, når han er godt gal i skralden a la ’Sabotage’, og rapperen Kool Keith, som tidligere har arbejdet med både The Prodigy og Mike Patton, rapper om ”political monsters sitting with soups eating lobsters’. Det her er punk uden skyggen af guitarer og guitarister, der knap ved, hvordan man spiller på dem. Det er had til det etablerede, til Trump, til kapitalismen, racismen og ligegyldigheden.

Det er Pearson, der i ‘Manure Rally’ hen over et guitarløst underlægningsbeat, der kunne lyde som Marilyn Manson anno ’Mechanical Animals,’ proklamerer: ”severed head of the fat politic/ hate downwards and watch them die quick/ The Tiny Hands fear its violin’s tear while everyone can hear its shit is insincere”. Det er forbandet aggressivt uden egentlig at være særlig metallisk. Men pladen igennem bliver der flirtet med metallen og punken i et væk. Den mundrette ’(A) Not at all (B) Somewhat (C) Very Much’ og anti-det-hele hymnen ‘Disease Control’ minder begge om urovækkende intro-melodier til klassiske slasherfilm fra 80’erne, og ’Join A Cult’ leger med den punkede bigbeat-vibe, som Liam Howlett forevigede i The Prodigy, dengang Keith Flints to hanekamme var det fedeste af det fede i slut-90’erne.

Planet B skaber et evigt foranderligt musikalsk billede, da de har tilpas mange elektroniske strenge at spille på. Ikke desto mindre er den røde tråd, det ideologiske oprør og modstanden mod den etablerede magt det centrale omdrejningspunkt i samtlige pladens numre. Den forekommer både i form af en rytmeløs elektronisk hardcore-punk i ’Mirror, Mirror, On The World’, i de lange atmosfæriske klangflader i ’Big Karma’ og i den hviskende lette gæsteoptræden fra Becky Digiglio i ’Brutal Evolution’. Efter et noget overflødigt Depeche Mode-cover svinger tidligere Public Image Ltd.- og Killing Joke-trommeslager Martin Atkins forbi og bidrager til den inciterende og dystopiske ’Come Bogeyman’, der slutteligt står frem som et af pladens højdepunkter.

Planet B og ’Planet B’ er punken gentænkt og udført på en helt anderledes vis. Det er beviset på, at i DJ’ens guldalder er det også muligt at lave oprørsk musik, der kæmper mod status quo og de etablerede kræfter, selv om man blot har sin laptop med sig. Det er ikke et projekt, der lykkes fra start til slut, men det er anderledes, udfordrende og nytænkende i en grad, hvor man skylder sig selv at tage stilling til det.