Den ekstrametalliske dimension: The Prodigy – Music for the Jilted Generation

The Prodigy blev voksne med en plade, der både var en protest mod britiske politikeres korstog mod dance-scenen og et kunstnerisk tigerspring med lidt elguitar.

Som det desværre var tilfældet med sidste uges artikel om Talk Talks ’The Colour of Spring’, tager denne hyldest afsæt i et dødsfald: Den tragiske begivenhed, der indtraf mandag d. 4. marts 2019, hvor hele verden stod op til nyheden om, at forsanger Keith Flint havde taget sit eget liv. Han havde i årtier været ansigtet udadtil i bandet The Prodigy, der tilbage i 1994 udsendte pladen ’Music for the Jilted Generation’, som denne artikel handler om. Det var dog ikke dødsfaldet, der var motivationen til at skrive denne artikel. Men den blev fremskyndet af samme årsag. 

’Music for the Jilted Generation’ udkom nemlig i juli måned 1994. På dette tidspunkt var heavy metal for alvor bredt populært, ikke mindst pga. grunge, Metallica, Sepultura og flere andre navne, der var braget igennem og blevet mainstream. Alligevel formåede The Prodigy at kile sig ind som et technoband, der fik sit gennembrud med denne plade.

The Prodigy blev dannet i 1990 i Essex. En kommune lidt nordøst for London. Her boede Liam Howlett i den lille by Braintree. Han var blevet blæst bagover af Grandmaster Flashs single ’The Adventures of Grandmaster Flash on the Wheels of Steel’, der blev udgivet tilbage i 1981. Den måde, som Grandmaster Flash samplede og hev i vinylen på, overbeviste unge Liam Howlett om, at musik ikke kun skulle spilles på en pladespiller, men også laves på pladespilleren.  Så som teenager gik det ud på at få råd til udstyret, og så øvede han sig ustandseligt. Ikke ulig en amerikaner ved navn Dr. Dre, der også i den grad hylder Grandmaster Flash for at være den største inspiration. Og således kan vi takke stormesteren for at have været ophav til mange kunstnere i vidt forskellige musikalske retninger.

Liam Howlett blev så god til at være DJ, at han begyndte at spille på natklubber. Howlett spillede på den lokale klub The Barn, hvor han mødte en ung Keith Flint. Sidstnævnte mødte så Howlett igen på en strand, hvor denne stod og spillede foran omkring 300 mennesker tidligt om morgenen. Keith Flint spurgte om en sang, som Howlett havde spillet ugen før. Howlett kunne huske den og de blev enige om, at Howlett ville lave et bånd med den sang og nogle andre til Keith Flint. Da Flint fik båndet, var der nogle af Howletts egne kompositioner på bagsiden, og Flint hørtre naturligvis først den sang, som han godt kunne lide og efterfølgende også Howletts sange. Han blev imponeret og kontaktede Howlett. Kort derefter mødtes de med deres fælles ven Leeroy Thornhill, der kunne danse, samt rapperen Keith Palmer, kendt som Maxim, og de blev enige om at lave et orkester.

Aflivningen af rave-scenen
Således blev The Prodigy født. Fire unge mennesker i slutningen af firserne, der var mødtes på baggrund af deres fælles kærlighed til elektronisk musik og natklubberne. Thornhill var god til at danse og lærte hurtigt Keith Flint dette, hvorefter The Prodigy var klar med både musik og dansere på scenen. De fik udgivet en debutplade, ’Experience’, i 1992, og singlen ’Charly’ derfra blev skelsættende, da ideen blev kopieret af rigtig mange andre, og man har i folkemunde krediteret netop ’Charly’ for at have aflivet rave-scenen i Storbritannien. 

Det var der dog mange andre årsager til. Ikke mindst de mange efterligninger og så det faktum, at de britiske politikere i midten af halvfemserne var ved at være trætte af, at de unge mennesker festede overalt og hele tiden. Med en omfattende lovgivningsændring fik Storbritannien gjort det forbudt at lave de såkaldte ’raves’, og det havde nogle ret omfattende konsekvenser for The Prodigy. De skulle bl.a. leve med, at der stod en mand ved mixerpulten og skruede bassen ned når de gav koncerter. Det gjorde Liam Howlett rasende, og reaktionen er i den grad at spore på deres næste plade. 

En af de historiske begivenheder, der var med til at få bægeret til at flyde over, var det ugelange rave, der foregik på Castlemorton Common Festival i maj 1992. Politiet forsøgte at lukke den årlige Avon Free Festival og gennede festivalgæsterne ud til Castlemorton, men ordensmagtens indblanding fik den modsatte effekt. Det kom i medierne, og så strømmede mere end 30.000 mennesker dertil. ”Invasionen” af Castlemorton var afgjort med til at forme den lovgivning, der havde til mål at umuliggøre den slags i fremtiden.

Generationen, der blev afvist af magthavnerne
Music for the Jilted Generation.

Titlen mere end antyder, at det her er musik, der er lavet til en specifik generation, der er blevet afvist af magthaverne. For Liam Howlett så det direkte angreb på sig selv og sin musik som en udfordring. Vreden blev hamret ind i musikken og står måske allermest tydeligt eksemplificeret ved sangen ’Their Law’, der åbner med citatet ’What we’re dealing with here is a total lack of respect for the law’, hvorefter en af The Prodigys tungeste sange starter med elguitar og et tungt riff. Da først bassen og beatet kimer ind, går sangen i gang og krydres med teksten ’Fuck ’em and their law!’, og så går sangen blot endnu tungere. Til at hjælpe sig på sangen allierede Howlett sig med rockbandet Pop Will Eat Itself, der bl.a. hjalp med arbejdet på den seksstrengede. 

Det var i den grad ’Their Law’, der fangede undertegnede i 1994. På det tidspunkt var jeg fordybet i døds- og black metal, men en klassekammerat fra gymnasiet insisterede på, at jeg skulle låne denne plade og starte med ’Their Law’. Der blev indvilliget, og resten er historie. Eget eksemplar blev anskaffet, og hele pladen blev hørt om og om igen.

Fra under- til overgrund
For ’Music for the Jilted Generation’ er mere og andet end ’Their Law’, der bedst kan betegnes som en krydsning mellem techno og heavy metal. Pladen indeholder et hav af finurlige sangkonstruktioner, hvoraf en lille håndfuld var så gode, at der blev lavet musikvideo til dem, og de blev spillet på MTV. Mest kendt er naturligvis ’Voodoo People’, der var første gang, The Prodigy for alvor skulle til at arbejde for at gøre en video særlig. 

Førstesinglen ’One Love’, der oprindeligt blev udsendt anonymt, fordi Howlett ville se, om The Prodigys publikum ville tage imod den drastiske ændring i stil, som de havde foretaget. Da de så skulle samle pladen, blev ’One Love’ skåret ind til benet og kortet lidt ned i forhold til den oprindelige single.

Den efterfølgende video til ’No Good (Start the Dance)’, hvor Keith Flint og Leeroy Thornhill ses danse, er stadig undergrund. Her møder man også Liam Howlett, der går gennem et rave-party med en hammer og banker væggene ned. Endnu en klar distancering fra det miljø, der var med til at skabe The Prodigy, men som bandet i den grad ikke længere havde brug for. At sample teksten ’You’re no good for me, I don’t need nobody’ viser også, at Howlett og The Prodigy var på vej væk fra den undergrund, de tidligere havde været en del af.



Og så var der også ’Poison’. Sangen, der blev Maxims gennembrud, og som var det eneste kunstneriske bidrag til pladen, der ikke udelukkende var lavet af Liam Howlett. Maxim havde fundet på teksterne til ’Poison’, og det blev i den grad brugt til at positionere Maxim som forsanger. På dette tidspunkt var Keith Flint og Leeroy Thornhill stadig blot dansere. Liam Howlett insisterede dog på, at selvom de andre medlemmer af bandet ikke bidrig til sangskrivningen, var de ikke desto mindre en yderst vigtig del af bandet til koncerterne, der stadig var en altafgørende drivkraft for The Prodigy. For på dette tidspunkt gav de masser af koncerter i Storbritannien. 



Pladen indeholder et hav af samples, hvor Liam Howlett låner fra så forskellige kunstnere som Nirvana, Moby, Baby D og Mark Snow, for blot at nævne nogle få stykker. Howlett modnes som kunstner på ’Music for the Jilted Generation’, og det kan høres. Han leger med flere lag i musikken end på debutpladen og afsøger grænserne for, hvad man kan og ikke kan genremæssigt. Det er også en lang plade, hvilket er et af pladens svage punkter. Særligt den sidste tredjedel i trilogien ’The Narcotic Suite’ er lang.

I musikvideoerne kan man også se antydningerne af det, der senere skulle udvikle sig på opfølgeren ’The Fat of the Land’, der i den grad blev The Prodigys gennembrud med ’Firestarter’, ’Breathe’ samt ikke mindst ’Smack My Bitch Up’. På musikvideoen til ’No Good (Start the Dance)’, ser man en ung Keith Flint danse uregerligt og sågar blive lagt i spændetrøje. Stadig med sit lange hår og uskyldsrene ansigt, men øjnene og mimikken antydede, at der lå mere og andet gemt inde bag.



Netop musikvideoerne, og det at The Prodigy ikke var bange for at bruge sig selv og deres ansigter, var oprøret mod undergrundscenen, der ikke ville vise ansigt i deres videoer. Det turde The Prodigy, og de brugte det aktivt. Sammen med kvaliteten af sangene var det med til at gøre The Prodigy til allemandseje. Pladen fik mestendels positive anmeldelser fra dagbladene og blev nævnt i både Rolling Stone, NME og The Guardian. Parret med eksponeringen fra MTV blev ’Music for the Jilted Generation’ et decideret gennembrud. Pladen nåede at ligge nummer 1 i Storbritannien og Finland, mens den var snublende tæt på i både Skotland, Frankrig, Sverige og New Zealand af alle steder. Den fik dobbelt platin i Storbritannien med mere end 600.000 solgte eksemplarer, og pludselig var The Prodigy et stort navn.

Det var dog ikke noget, Howlett og resten af The Prodigy havde regnet med. Pladen er indspillet og produceret af Liam Howlett selv, dog med hjælp fra Neil McLellan, der blev fast hjælper i studiet for bandet startende med netop denne plade, og hvis karriere også selv startede her, og som senere betød, at han kom til at arbejde sammen med kunstnere som Madonna, Oasis, Nine Inch Nails og Erasure. 

Pladens cover er ikke blandt Liam Howletts favoritter (ifølge dette interview med Clash Music i 2014), men billedet indeni er han godt tilfreds med. En ung mand med langt hår står på randen af en kløft. Der er en hængebro af træ, og på den anden side er det mørkt, politiet står klar, og storbyen forurener. På mandens side er der grønt, en festival i baggrunden, og han har en machete klar til at lade broen falde og afskære de onde magthavere fra de unge, der bare gerne vil feste. Oprindeligt faldt udgivelsen af ’Music for the Jilted Generation’ sammen med førnævnte lovændring, og mange så derfor billedet som en klar provokation, der sammen med musikken var en protest mod politikerne. Men senere har Howlett givet interviews, hvor han siger, at beslutningen om det billede blev truffet før lovændringen, så det var faktisk bare tilfældigt, at det lige blev sådan. 

Uanset Howletts egen distancering fra coveret, så er pladen en milepæl, hvilket Howlett også selv medgiver. Den sendte The Prodigy op i en anden liga og væk fra rave. Siden udviklede bandet sig yderligere på ’The Fat of the Land’, og særligt den nu afdøde Keith Flint blev ansigtet udadtil. Sådan var det ikke i 1994, hvor han stadig blot var danser. Der var musikken det bærende element, der gjorde Howlett og The Prodigy til stjerner i Storbritannien og verden. Pladen var en af de få udgivelser, der kunne få en hærdet heavy-fan til at udvide den musikalske horisont, og den står stadig i reolen og lyttes oftere end en del af heavy-pladerne. Den bringer minder om netværksspillet Doom 2 i gymnasiets it-lokale, og nostalgi er en stærk faktor, men musikken holder også stadig den dag i dag. ’Music for the Jilted Generation’ føles ikke bedaget. Tværtimod er den stadig relevant og et elektronisk brøl om frihed til ungdommen. 

Hvor langt væk fra metal er det her?

Lidt til venstre. Der er kun ganske få sange, hvoraf ’Their Law’ er den mest åbenlyse, hvor der bruges elguitar og tunge riffs, men intensiteten i musikken minder om heavy metal.

Er der overhovedet noget metal over det?

Som nævnt ovenfor er ’Their Law’ med en god guitar, og den punkede attitude mod magthaverne er noget, der jo kan findes i et væld af subgenrer i metalmusikken. 

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?

Hvis man kan lide at komme ud af sin komfortzone og få prøvet kræfter med den elektroniske musik, så er The Prodigy en god brobygger i den henseende. Den har dybe rødder i rave og dance, men tilgangen er meget direkte og uden omsvøb, præcis som vi kender den fra heavy metal. Derudover er det bare god musik.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?

Ikke alverden. Det vil være at strække sandheden en anelse, hvis man drister sig til at sige, at ’Music For the Jilted Generation’ kan åbne for flere lag i musikken som lytter efterfølgende. Pladen er mestendels anbefalet fordi den er god i sin genre og har førnævnte elementer, der gør den nogenlunde genkendelig for én, der normalt lytter til den tunge musik. For nok er The Prodigy techno, men det er tungt.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?

Overhovedet ikke. Bevares, man kan, hvis man virkelig vil det, lytte til Nine Inch Nails eller enkelte Marilyn Manson plader og finde enkelte elementer, der går igen. Men at heavy metal bands sampler elektronisk musik er jo ikke begrænset til disse to bands. Omvendt vil det også være aldeles ukorrekt at sige, at alle bands, der har gjort dette en enkelt gang eller to nu pludselig minder om The Prodigy. Hvis man derimod skulle sige noget, så er det, at The Prodigys gennembrudsplade ’The Fat of the Land’ fra 1997, der kom efter ’Music for the Jilted Generation’ måske om muligt er endnu mere hård og punket og dermed endnu tættere på heavy metal.