Undergang og genopstandelse
King Woman er tilbage og det i stor stil. Doom, shoegaze og alskens andre elementer blandes på deres hidtil bedste plade.
2. Morning Star
3. Boghz
4. Golgotha
5. Coil
6. Entwined
7. Psychic Wound
8. Ruse
9. Paradise Lost
Kristina Esfandiari, født af serbisk-iranske forældre, er noget af et multitalent. Siden hun forlod det Deafheaven-relaterede shoegaze-band Whirr, har hun udgivet et hav af plader i mange forskellige genrer, der næsten alle står fremragende på hver deres måde.
King Woman er hendes primære band, og også det der passer bedst ind på Devilution, da hun her, sammen med sin barndomsven Joseph Raygoza, guitarist Colin Gallagher og bassist Peter Arensdorf, kombinerer shoegazen, der er hendes evige følgesvend, med knoglerystende doom metal.
Dermed ikke sagt, at resten ikke kunne passe vores læsere godt, for dem, der savner The Prodigy, er der noiseprojektet NGHTCRWLR, for dem, der godt kan lide lidt moderne rap à la GVLLOW, servicerer Esfandiari os i Dalmatian, og hvis det skal være lidt blidere, er der æterisk dreampop i Miserable.
Men lad os nu kigge på King Woman.
Dynamik og progression
I sidste uge teasede redaktøren 'Celestial Blues' ved at sige, vi er i “den atmosfæriske stil”, og det har han for så vidt ret i, men det ville være at gøre pladen en bjørnetjeneste, hvis det stod som eneste beskrivelse, for der er sket rigtig meget med bandets lyd siden 'Created In The Image Of Suffering' fra 2017.
Både debut-EP'en 'Doubt' og ovenstående LP er fremragende udgivelser og frembringer en melankolsk og mørk fornemmelse, der læner sig opad det atmosfæriske, grænsende til det morfinøse, vokalarbejde og tung, langsom guitar, der frembringer mørke mentale kollager og drager os med ind i Esfandiaris kulsorte lyrik. Det gør 'Celestial Blues' også, men den gør så meget mere end det.
Hvis man skulle rette en kritik mod de to tidligere udgivelser, ville den knytte sig op på det repetitive element. Sangene var gode, men de mindede ofte meget om hinanden. Dette slipper Esfandiari m.fl. udenom på 'Celestial Blues', særligt ved at have fundet en formel for sangskrivning, der ikke kun læner sig op ad frontkvindens særlige vokal, men nu også ved at inddrage de øvrige instrumenter yderligere. Særligt trommeslager Raygoza får lov til at folde sig mere ud i denne omgang – førstesinglen 'Morning Star', hvor han leverer en absolut fremragende bund, der tilfører et helt nyt dynamisk lag, kan fremhæves. Det samme kan siges om den hektiske, noisy ‘Psychic Wound’.
Noget andet, der også er nyt på 'Celestial Blues', er en bemærkelsesværdig udvidelse af Esfandiaris egen performance. Det bedste eksempel på hendes tidligere vokaltalenter findes måske på coveret af The Stone Roses' 'I Wanna Be Adored', hvor hendes tilbagelænede og underspillede vokal virkelig kommer til sin ret, og den stil gentages også gennem denne udgivelse, men hun prøver også nye retninger, der virkelig fungerer: Titelnummeret byder på en lokkende sirenesang, mens vi overrumples af enormt veludført rå black metal-vokal allerede på tredje track, 'Boghz’, der var sidste single inden release. Dette udtryk af aggression var præcis hvad King Woman trængte til, og det suppleres fremragende af den skærende guitar, vi så første spor af allerede på EP'ens ‘King of Swords’.
Efterfølgeren, 'Golgotha', hiver os i den stik modsatte grøft, med sin mere rolige instrumentalisering og den nærmest Billie Eilishske næsten-rap midtvejs i sangen. Flowet er perfekt, og det hiver den repetitive sang ud af sine huller og giver præcis det knæk, den skal bruge for at nå næste stadie.
Det tabte paradis
Esfandiari er, som nævnt, ud af en immigrantfamilie, og med sig bragte de deres tro. De gik i en såkaldt “karismatisk kirke” – i Danmark er Pinsebevægelsen måske det mest kendte eksempel på dette. Fælles for disse typer kirker er, at fokus lægges på Helligånden og inddrager en stor del mysticisme i deres ritualer, der blandt andet omfatter håndspålæggelse, tungetale og profeti. Denne baggrund inddrager hun til fulde i albummets lyriske side, hvor hun særligt behandler Lucifers fald fra himmeriget på den navnkundige 'Morning Star', der ikke kun trækker tråde til Miltons 350 år gamle mesterværk, men også til Rolling Stones' noget nyere ditto, ‘Sympathy For The Devil’. På samme vis indtager hun rollen som Jesus selv på den hårdtslående hardcore-inspirerede 'Coil', hvor en parallel mellem Kristi død og korsfæstelse og kampen for at komme sig efter voldtægt drages til stor effekt. “I ressurrect!” skriges som et kampråb, og gåsehuden finder vej ned af ryggen.
Og det er det, der gør King Womans lyrik til noget særligt. Adskillige har skrevet om djævlen, og mange har også gjort det med en skelen til renæssance-poeten John Milton, og dette kan i sig selv være fedt. Men som med al kultur – og religion for den sags skyld – bliver det først vigtigt, når man bruger det til at forholde sig til sig selv og til omverdenen. Der er en tydeligt bearbejdelse af traumer og oplevelser at spore henover pladen, fra 'Celestial Blues' selv, der behandler en nærdødsoplevelse Esfandiari havde som barn, over 'Ruse', der er et noget mere rasende take på en historie a la Dylans 'It Ain’t Me Babe'.
'Celestial Blues' er et storværk, og det er det bedste, Kristina Esfandiari hidtil har produceret. Og det siger ellers ikke så lidt.