Copenhell 2014: Hypnotiserende rocktrip
Populær
De hypede psykedeliske stonerrockere Uncle Acid & the Deadbeats fik godt tag i publikum på Copenhell og leverede et tæt sammenspillet trip.
I deres bedste stunder lyder Uncle Acid som et møde mellem Rolling Stones, Black Sabbath og Charles Manson (som bandet da også dedikerede en sang til) i Guyana, i deres værste som ordinær retrorock med alt for mange smarte kultrock-gimmicks. Fredag på Copenhell var klart blandt bandets bedste stunder.
Bandets rockmusik har et tungt, hypnotisk dirrende psych-groove, som besidder en sært ondsindet paranoid stemning; det er de mørke og dystre sider af 60’erne, bandet fokuserer på, ikke fred og kærlighed, og syreonklen selv, K.R. Starrs, har en nasal og monoton vokal, der understøtter den let urovækkende vibe.
Stagediving og groove
Om det skyldes denne vibe, eller det blot var et feststemt publikum, skal jeg ikke kunne sige, men Uncle Acid fik – noget overraskende – en gedigen omgang crowdsurfing og moshpit i gang blandt nogle meget unge mennesker. Ikke lige, hvad man ville have sat sine penge på på forhånd, for Uncle Acid & the Deadbeats er ikke ligefrem verdens mest moshegnede bands. Det var lidt forstyrrende for koncertoplevelsen, at man hele tiden skulle vare sig for at få en flyvende folkeskoleelev uden pitetikette i hovedet, og der var også en enkelt, der måtte hjælpes ud efter at være kommet til skade. Men om ikke andet kan man da sige, at rocken igen blev farlig og det til en koncert, hvor man mindst ventede det – selvom det, heldigvis, var meget langt fra Altamont-tilstande. Men det siger et eller andet om bandet, at de kan få den reaktion frem i deres publikum med deres forholdsvis udknaldede musik.
Især hittet ’Mind Crawler’ og singlen ’Poison Apple’ satte gang i publikum, men generelt var der høj klasse fra start til slut hos Uncle Acid & the Deadbeats, og adskillige næver blev løftet mod himlen, mens bandet satte i med et hypnotiserende og mildt trancefremkaldende groove. Bandet fremstod som en enhed, der ville kunne holde skidtet kørende, til verden gik under, på én gang mekanisk og organisk. Deri ligger også faren ved Uncle Acids udtryk, for hvis ikke man indfanges af groovet, kan det blive ret monotont, fordi bandet mangler en sang eller to, der for alvor skiller sig ud. Men oven på en koncert som denne er der grund til at tro på hypen.