Lovende, usofistikeret bulder
Populær
Det skaber en vis nysgerrighed blandet med sund skepsis, når et dansk hardcoreband, ingen rigtig har hørt om, kommer væltende med et debutalbum på Southern Lord.
Afmagt
Inferno
Knæl
Total destruktion
Blodets bånd
Yderste rand
Kvælende frygt
Der er uvægerligt noget Myrkur over det: Til trods for en god flok shows gennem de sidste 2 1/2 år og en hurtig heads-up fra Franco her på siden helt i starten, har der ikke rigtig været nogen buzz om Halshug, og så pludselig debuterer de på Southern Lord og bliver tippet af internationale medier som Close-Up og CVLT Nation til at være et af de navne, der skal holdes øje med i 2015. Dog er der nok ingen, der vil anklage dem for at forsøge at kapitalisere på en d-takt-bølge, og man skal heller ikke forvente den samme mainstreammediedækning af Halshug, selvom Ekstra Bladet har været der. Med en baggrund i miljøet omkring Ungdomshuset kan man så forhåbentlig også undgå den samme politiske naivitet som hende modellen fra Brooklyn.
Ikke at Halshug ligefrem er sofistiskerede i deres udtryk. Det er rå hardcore med masser af rumklang og masser af rockede riffs og en råbt vokal, og det ligger ikke langt fra sådan nogle som Hoax, som var pænt hypede i hardcorekredse for nogle år siden. Sange om vold og angst, der som oftest ikke er meget mere end et par få linjer eller enkelte ord råbt om og om igen. ”Afmagt! / Afmagt! / Afmagt! / Afmagt!” lyder omkvædet på 'Afmagt', og det formår faktisk at få det til at fremstå reelt afmægtigt, uden andre ord for sin desperation end den enkelte, knugende følelse, men det giver ikke indtryk af, at det er noget, der er tænkt videre over. Det er oplagt, 'Total destruktion' er en oplagt sangtitel, der ligger godt i munden og lyder sej at råbe – hvad Unsane jo sådan set fangede allerede i 1993, men det skal ikke ligge den unge københavnertrio til last.
Mere fart, mindre rock
Man kan ikke bebrejde Halshug, at de gør det, de gør. Det kan godt være, at de i januar betroede Devilution at ”den slags punk, vi spiller, [er] ikke så vellidt på den danske scene,” men for eksempel sådan nogle som Death Token har dog trods alt haft en temmelig stor stjerne på scenen i årevis, og de er en åbenlys reference for Halshug, selvom de på 'Blodets bånd' ikke kommer op i samme tempo. Det savner jeg, jeg savner farten: På trods af sine kun 17 minutter når debutalbummet alligevel at blive småmonotont, fordi de fleste numre kører i sådan et mellemhurtigt midttempo med 'Inferno' som en befriende afstikker. De skal så have den ros at de – bortset fra den ret rædderlige 'Knæl' og tildels den afsluttende 'Kvælende frygt' – ikke skejer ud i for motörheadismer som Disfear eller Anti-Cimex eller bruger andre billige kneb for at skabe variation; det er et klart fokuseret udtryk, de skaber på pladen. Men altså også bare et noget monotont udtryk.
Lasse Ballade fra Hjertestop har antiproduceret, og den buldrende øvelokalelyd sidder lige i skabet: Alt det, der skal være tydeligt, bliver lige nøjagtig tydeligt, der er intet, der for alvor skiller sig ud i den massive rumlen, det er sådan det skal være. Det er en trio, der er ikke nok instrumenter til at drukne noget alligevel. Med et job på årets Copenhell og en kontrakt hos Southern Lord kører det i hele taget ret godt for Halshug, og med det klare potentiale, de viser på 'Blodets bånd', kan man så bare håbe på, at det giver dem incitament til at klø på, udvikle sig, måske ligefrem nuancere udtrykket lidt uden at forfladige det. Spille hurtigere, finde nogle flere riffs, skære rock'n'rollen fra. Fokus er der, evnen er der, bare den stålsatte vilje også er der.