Ét skridt tilbage og op til hovednavnene
Zeal & Ardor fik slået en solid bolledej sammen tirsdag i Aarhus. Om man kunne lide bagværket afhang helt af, om hvidt brød er nok for én, eller man savnede lidt mere knas og kerner.
2. Wake of a Nation
3. Götterdämmerung
4. Ship on Fire
5. Erase
6. Gravedigger's Chant
7. Fend You Off
8. Kilonova
9. Blood in the River
10. Run
11. Tuskegee
12. Row Row
13. To My Ilk
14. Sugarcoat
15. Death to the Holy
16. Devil Is Fine
17. Trust No One
18. At the Seams
19. Don't You Dare
20. I Caught You
21. Clawing Out
Det er uhyre sjældent, at der bliver udsolgt til en metalkoncert i Aarhus. Endnu sjældnere, at det sker på byens største rytmiske spillested, Train, hvor vist kun Gojira og muligvis Mastodon har præsteret det i nyere tid. Således tæt sammenpakkede tog publikum imod Konvent; et noget aparte match at sætte dronende og drævende doomdød sammen med Zeal & Ardors noget mere melodiske og alternative tilgang til metallen. Det var heller ikke en ubetinget succes, omend de første par rækker gladelig tog imod den københavnske kvartets udgave af dødsmetallen.
Konvent gjorde sådan set, hvad Konvent gør, ganske fint. Det er tungt, bastant og dundrende, men samtidig også med en tendens til at blive en smule ensformigt for den neutrale lytter. Der er ikke de store progressioner eller temposkift i hverken musik eller vokal, og har man en fest med det? Bevares, så er det også fint. Personligt savner jeg en eller anden form for udvikling i Konvents ud- og aftryk. Specielt i liveregi bliver det hele en kende monotont, den ene sang står ikke ud i forhold til den anden, tredje eller fjerde, og man tager sig selv i brændende at ønske, at der lige om lidt sker noget uventet. Det gør der ikke. Det gør der virkelig ikke. Bandets take på doom-metallen er en velprøvet formel, som man ikke viger en tomme fra.
Således også denne aften. Konvent spillede ganske udmærket, der var ikke noget som sådan at sætte en finger på, men for størstedelen af publikum blev det aldrig vildt interessant.
Eliten på scenen
Noget mere udvikling må Zeal & Ardor siges at have undergået, siden debutalbummet 'Devil Is Fine' så dagens lys i 2016. Bandet har bevæget sig ud ad en mængde forskellige tangenter inden fjerdepladen 'Greif' sidste år skuffede noget med sit ”Jagten På Den Store, Nordamerikanske Rocksang-syndrom”. Og 'Greif' er også den væsentligste problematik denne tirsdag aften i Aarhus.
For Zeal & Ardor er et sublimt live-band. Lad os tampe det urokkeligt fast med syvtommersøm. Vi har efterhånden anmeldt dem en del gange, altid med positive oplevelser til følge. Og positiv var aftenens koncert på Train sådan set også. Bandet har et tæt på perfekt sammenspil, og vokalsamarbejdet mellem frontmand Manuel Gagneux og medvokalisterne Denis Wagner og Marc Obrist er uforligneligt. Det fungerer sådan set aldeles fremragende, specielt i ældre skæringer som 'Don't You Dare', 'Blood in the River' og 'Gravedigger's Chant', efter at lydniveauet fra pulten lige skulle justeres på plads efter indledende ujævnheder, der desværre tog noget af gennemslagskraften ud af bandets første par numre, deriblandt den ellers brølende tunge 'Götterdämmerung', der lød noget slap i forstærkerne.
Prisværdigt er det også, at Zeal & Ardor ikke er et orkester, der prøver at score de billige point på live-gimmicks. Bandet klør på fra start til slut uden den store sniksnak mellem numrene, men stadig med tilpas meget tilstedeværelse og store smil til, at publikum føler sin indsats anerkendt. At man kan nå at klemme 21 skæringer fra bagkataloget ind i en koncert på godt og vel 80 minutter vidner om, at man er kommet for at underholde sit publikum med musikken frem for sludder og stemmepauser.
Den runkne rosin i dejen
Men 'Greif', altså. Et album, der naturligt nok som bandets nyeste udgivelse er solidt repræsenteret i aftenens sætliste. Og et album der er alt det, man ville ønske Zeal & Ardor ikke var blevet til. 'Fend You Off' er ikke et godt nummer, medmindre man er typen, der kunne finde på at få Tim Christensens autograf tatoveret. 'Kilonova' og 'Sugarcoat' er i bund og grund også ganske uinteressante, og inklusionen af blandt andet den treenighed tog toppen af intensiteten på en koncert, der kunne have været meget mere.
Det er bemærkelsesværdigt, at det er halvgamle travere som 'Row Row' og 'Devil Is Fine', der for alvor engagerer publikum og fører til fællessang og de helt store klapsalver. Alligevel kan man have sin begrundede mistanke om, at 'Greif' bliver vejen frem for Zeal & Ardor. Bedømt på både mængden og sammensætningen af aftenens publikum, er Zeal & Ardor lige på nippet til for alvor at have slået hul igennem til det helt store, brede rockpublikum. Og det åbenbart med en plade, der i al sin rummelighed er noget intetsigende fra ende til anden. Hvis Zeal & Ardor vil helt op øverst på plakaten som et af de bands, der skal tage over, efterhånden som festivalernes klassiske hovednavne går på pension, så bliver det formentlig med 'Greif's mere rockede og tandløse islæt. Det er vel forståeligt nok, at bandet vælger at søge succesen. Men det er også en smule synd, at det bliver på bekostning af et kunstnerisk output, der har været og kunne være meget mere end det, Zeal & Ardor søger hen imod.
Uagtet at de stadig er et fremragende liveband, dengang som nu, og også en tirsdag aften i Aarhus. Det kan man trods alt ikke tage fra dem.