Metaldiktator: Deicide – Once Upon the Cross
Med 'Once Upon the Cross' udgav Deicide en af halvfemsernes sidste store dødsmetalplader, der ubevidst naglede genren til korset. Heldigvis genopstod den senere!
2. Christ Denied
3. When Satan Rules His World
4. Kill the Christian
5. Trick or Betrayed
6. They Are the Children of the Underworld
7. Behind the Light Thou Shall Rise
8. To Be Dead
9. Confessional Rape
I 1995 udgiver Deicide deres tredje plade 'Once Upon the Cross', der har fængende riffs, lækre sange og en satanisk profil, der går lige i hjertekulen på bandets og genrens kernefans. Men samtidig bliver det også en af de sidste plader, der står i eftertiden som en plade fra storhedstiden. For dødsmetallen har toppet. Deicide topper her. Vi ser tilbage på en plade, der fylder 30 år på en Skærtorsdag d. 17. april 2025. Det kan næsten ikke passe bedre. Altså, det vil sige, det kunne det, hvis påsken lige var faldet én dag senere. For det var jo på Langfredag, Jesus røg op på korset.
Jesus' kødelige og dødelige modpart fra Florida, Glen Benton, er stadig forsanger og bassist i Deicide, der i årene forinden har gjort bandet populært med deres hurtige og sataniske dødsmetal. Vi har allerede begået en Metaldiktator over debutpladen 'Deicide', der netop fortæller historien om hvordan bandet blev til, og hvorfor tematikken blev så populær, som den blev, med de omvendte kors, i panden endda (!) og de blasfemiske tekster. Et par år senere udgiver de den meget hurtige og rasende populære opfølger 'Legion' i juni måned 1992. Den cementerer bandets position som et af de store navne fra Florida og det sendte dem bl.a. på turné i Europa samme efterår. Her gav de den famøse koncert i Stockholm, hvor der blev sprængt en bombe kort før koncerten. Aktivister protesterede mod Deicides angivelige dyremishandling og bandet spillede kun fire numre. Dagen efter gav de en hel koncert i Pumpehuset i Danmark.
Deicide var blevet populære og berygtede! Præcis som forsanger Glen Benton og pladeselskabet Roadrunner havde håbet på. Så da trommeslager Steve Asheim sætter sig ned for at skrive en opfølger, så er der pres på for at levere noget, der virker. Det er netop Asheim, der er den primære sangskriver i Deicide. Det er han stadig her 30 år senere. I 1994 indspiller han numrene lige så hurtigt som på 'Legion', så da bandet går i studiet med Scott Burns i Tampa, Florida, er der ni numre og musik til 22 minutter. Man bliver enige om at sætte tempoet en smule ned, og det er en god beslutning. Bevares, pladen bliver kun 28 minutter og 10 sekunder lang, så det er ikke fordi Deicide har skiftet dødsmetal ud med doom, men det lidt langsommere tempo gør lige akkurat, at man ligesom på debutpladen bedre kan høre melodien i de riffs, der er på pladen.
Lige fra åbningssangen, titelsangen 'Once Upon the Cross' over sange som 'When Satan Rules This World', 'They Are the Children of the Underworld' og 'Behind the Light Thou Shall Rise', er der fængende musik og det kan fans høre med det samme. Hvor 'Legion' kræver at man virkelig spidser ørerne, så er 'Once Upon the Cross' nemmere at tilgå. Teksterne er præcis som sangtitlerne antyder. Det er ikke filosofi på det allerdybeste niveau, men derimod en fortsat, ensidig kritik af særligt kristendommen og ikke mindst den amerikanske version. Hvor tv-præster lever godt af donationer og skattefrihed. Det gør de i øvrigt stadig her i 2025, så Bentons mission er ikke fuldendt endnu.
'Once Upon the Cross', som nævnt, indspillet i Morrisound Studios med Scott Burns bag knapperne, er blot en af de mange dødsmetalplader, der blev lavet her i halvfemserne. Den lyd, Burns stod for, var præcis den som både bands, pladeselskaber og, ultimativt, deres fans ville have. Så ingen slinger i valsen her. En tung, fyldig dødsmetallyd er hvad, der rammer lytteren, når denne sætter 'Once Upon the Cross' på. Glen Bentons dybe stemme er tydelig, guitarer fra brødrene Eric og og Brian Hoffman er som et savværk, mens trommerne fungerer som en maskine, der holder det hele på plads. Her er Steve Asheim stadig på toppen. Og Bentons bas er også klar i mixet, så teknisk en ganske veludført plade.
De kompromisløses kompromisser
For Deicide og Roadrunner er 'Once Upon the Cross' alvor. Begge parter ved, at der er et momentum og Bentons berygtede satanisme har, udover bomber, gjort bandet meget populært over hele verden. Så ud over musikken skal der også findes et cover. Glen Benton havde fundet den britiske kunstner Trevor Brown, der også er lidt kontroversiel, og han havde lavet et cover, hvor man ser Jesus obduceret efter han har været oppe at hænge på korset med den ene side af ribbenene lagt i siden, mens resten af indvoldene hænger ud. Målt op mod Cannibal Corpses samtidige omslag, var det her reelt ikke noget særligt, men fordi det er Jesus, så kommer Roadrunner alligevel og stikker en kæp i hjulet på Bentons planer og beder ham og bandet tænke sig om. Der bliver indgået et kompromis, og man laver et omslag, hvor Jesus er dækket af et hvidt klæde, og, ligesom Cannibal Corpses 'Tomb of the Mutilated', må man inde i omslaget finde det oprindelige design.
For her ville Roadrunner alligevel ikke tage chancen med at lægge sig alt for meget ud med såvel myndigheder, religiøse organisationer, og man var også bekymret for, om det kunne skræmme kunder væk. Frygten for de religiøses magt var reel nok. Selv de samples, der bruges på pladen i numrene 'Once Upon the Cross' og 'Trick or Betrayed' er fra en film, der blev kritiseret af de religiøse kræfter i USA. Filmen er 'The Last Temptation of Christ' fra 1987. Instruktøren Martin Scorsese kom til at mærke det og blev vældig kritiseret for at have filmatiseret en roman, der viste en Jesus, der blev fristet af jordens glæder.
Her ses den ucensurerede version af pladeomslaget:
Da 'Once Upon the Cross' udkom var den hurtigt en succes. De fængende numre sikrede, at genrens fans tog godt imod den, trods det, at den tempomæssigt var lidt en anden retning end forgængeren 'Legion'. I efteråret 1995 tog de igen til Europa, og den turné bragte dem til Danmark, hvor de gav koncert i bøde København og Aarhus. Med sig havde de landsmændene i Suffocation, der også havde udgivet deres tredje plade, 'Pierced From Within', i foråret 1995. Som bonus fik man som koncertgænger også danske Konkhra på disse shows. Dem vender vi også tilbage til!
Deicide live anno 1995 et par uger før de ramte Danmark:
Dødsmetallens deroute
For turnéen var en succes. Ligesom pladen. Alt var godt. Men det blev det ikke ved med at være. Dødsmetallen havde toppet. 'Once Upon the Cross' var god, men den vandt ikke nyt terræn. Den prædikede for de allerede omvendte. Det samme kan siges om de andre bands, der udgav klassiske dødsmetalplader i 1995, heriblandt førnævnte Suffocation. Morbid Angels 'Domination' var også fra den periode. Og selvom Death med 'Symbolic' afsøgte nyt terræn og At the Gates sidst på året udgav den fabelagtige 'Slaughter of the Soul', så var det sidste udkald.
For i denne periode forlod forsanger Chris Barnes sit band Cannibal Corpse. Han havde brugt tid på sit nye band Six Feet Under, og under indspilningerne til 'Vile' besluttede resten af bandet at erstatte ham med George 'Corpsegrinder' Fisher fra Monstrosity. Morbid Angel, genrens helt store band, tog også afsked med deres forsanger, David Vincent i 1996 og søreme om ikke også brasilianske Sepultura brød med deres forsanger Max Cavalera. Genren var i opbrud og pladerne, der udkom, var ikke i nærheden af forgængernes storhed. Cannibal Corpse-pladen 'Vile' var langt fra den forrige 'The Bleeding', og britiske Carcass udgav simpelthen en plade, der hed 'Swansong'. For også her var man kunstnerisk løbet tør for ideer.
Det blev ikke meget bedre i 1997, hvor Deicide selv fulgte 'Once Upon the Cross' op med 'Serpents of the Light'. Her fik Glen Benton omsider lov til at pryde omslaget med Jesus, men musikken var ikke helt på samme niveau som på de tre forrige plader. Obituary udgav 'Back From the Dead', hvor man forsøgte at genopfinde genren med nye elementer, men det endte med at tage livet af bandet, og i 1998 gik de helt i opløsning. For pladen var dårlig og det vidste både band, fans og pladeselskab. Så man trak stikket, og det blev symptomatisk for en genre, der i nogle år havde været i en nedadgående spiral. De store bands snublede, og enkelte gav helt op.
Danske Konkhra, der havde varmet op for Deicide der i 1995, udgav i 1997 pladen 'Weed Out the Weak'. Anders Lundemark havde hyret trommeslager Chris Kontos, der få år forinden havde været med til at vende metalverdenen op og med med Machine Heads debutplade 'Burn My Eyes', og dødsmetalguitaristen James Murphy, der havde spillet i bands som Death og Obituary, samt Testament, så på papiret et vildt line-up i et dansk band, der var i toppen af dansk dødsmetal. Pladen udkom bare for sent. Og trods det, at James Murphy endda turnerede med Konkhra i 1998, så kunne det hverken redde band eller genre og titlen, samt coveret, fik derfor uheldigvis en rammende beskrivelse af hele genrens helbredsmæssige tilstand i slutningen af halvfemserne.
Derfor står 'Once Upon the Cross' sammen med en håndfuld andre gode dødsmetalplader fra 1995 (førnævnte 'Symbolic', Domination', 'Pierced From Within', 'Slaughter of the Soul' og Fear Factorys 'Demanufacture') som nogle af de sidste rigtig gode skiver i genren. Derefter gik dødsmetallen kold, og det var vel først omkring årtusindskiftet, at Nile med deres 'Black Seeds of Vengeance' fik pustet nyt liv i en ret død genre, ligesom nyere navne som Opeth, Soilwork, Arch Enemy m.fl. forsøgte at videreføre genren på hver deres måde.