Metaldiktator: Fear Factory – 'Demanufacture'

71gV8eEKluL._SL1421_

Fear Factorys 'Demanufacture' ændrede i 1995 på godt og ondt det metalliske landskab i overgangen til det nye årtusinde. Hybridmetallens vigtigste plade fylder 25 i år, og vi dykker ned i en verden, hvor groove, keyboards og rigelig rumklang skabte nye tendenser i metallen.

Kunstner
Titel
Demanufacture
Dato
13-06-1995
Trackliste
1. Demanufacture
2. Self Bias Resistor
3. Zero Signal
4. Replica
5. New Breed
6. Dog Day Sunrise
7. Body Hammer
8. Flashpoint
9. H-K (Hunter-Killer)
10. Pisschrist
11. A Therapy for Pain
Forfatter
Karakter
666

Et tungt stempel falder på plads. Rungende og definitivt. Og endnu ét. Mens den adspredte, maskinelle dunken runger ud i baggrunden, tager de konstante, maskingeværlydende stortrommer over. Tætte og insisterende. En skærende hvinen breder lydbilledet ud, og kort efter introduceres en riffende, groovy, tungt nedstemt og uimodståelig guitar, der hugger al harmoni endeligt i stykker. Et svævende ambient-keyboard melder sig ind, og et millisekunds stilhed opstår, inden de ovenstående endelig finder samlet fodfæste og slipper den helvedshybrid, der er er Fear Factory, løs. En knastør ren vokal, rungende og samtidig renskrabet; to linjer skønsang toner frem, inden den skraldebrøler sig frem til at ”my gun will be your angel of mercy”. Et øjebliks fald i intensiteten giver plads til, at et abrupt, endegyldigt pistolskud kan trænge igennem. Et pistolskud, der dræber det analoge, det menneskelige og det relatérbare i musikken. Et pistolskud, der indringer maskinernes æra i metallen på godt og på ondt. Skuddet er Fear Factory. Det nye årtusinde står for døren.

Havde Fear Factory udgivet andenpladen 'Demanufacture' et halvt år tidligere, i stedet for i juni 1995, ville den også have opnået den status af kronologisk midtpunkt i 90'erne, som den rent kunstnerisk skulle vise sig at få. De kim, som navnlig bandets bærende trio, forsanger Burton C. Bell, guitarist Dino Cazares og trommeslager Raymond Herrera, såede i den tidlige sommer i 1995, mens grungen sejrede og junkede sig selv endegyldigt ihjel, numetallens første par bands udgav plader i en genre, der endnu ikke hed numetal, og dødsmetalsværvægterne At the Gates, Dissection og Morbid Angel udgav de sidste af deres plader, der ville have en varig værdi for genren, skulle hurtigt finde frugtbar jord og sætte sit præg på metallens udvikling i resten af årtusindet og langt ind i det nye.

Først blandt det nye kuld bands, der skulle blive kendt som numetallen, siden i den noget overvurderede New Wave of American Heavy Metal og dernæst langt ind i metalcorens formative år. For slet ikke at snakke om den brug af elektronik i metallen (på 'Demanufacture' skarpt eksekveret af plademixeren Rhys Fulber), som Ministry så småt havde populariseret og siden skruet ned for, men som Fear Factory om nogen blev ideologiske bannerførere på grænsen til det 21. århundrede.

Maskinernes æstetik
Det lå nok ikke i kortene da Los Angeles-kvartetten, fuldendt af livebassisten Andrew Shives, i 1992 udgav debuten 'Soul of a New Machine'. Bevares, den maskinelle tematik var på plads, mixet mellem en grindende hidsighed, dødsmetal, groove og en tenderende ren vokal var så småt under udvikling, og man kunne fornemme nye ideer under opsejling på førsteudgivelsen. Dog er den rå, krads og en smule primitiv i sin tilgang til det hybridmetalliske koncept, som Fear Factory havde i tankerne.

Mens man fornemmer både en stræben efter den melodiske vokal og groovet i eksempelvis 'Scapegoat', er inspirationen fra bands som Napalm Death, Ministry og i særdeleshed Godflesh til at tage og føle på. Roadrunner Records' kunstneriske chef Monte Conner, der i 90'erne ligeledes udviklede bands som Machine Head, Type O Negative og Slipknot blandt mange andre, kan nok ikke fritages for at have haft en vis indflydelse på bandets mere finpudsede, strømlinede og målrettede tilgang til den mindre rå, men meget mere effektfulde genrehybrid, som 'Demanufacture' skulle blive. Conners virkelige indflydelse, kombineret med bandets egne fuldt blomstrende visioner, lå dog endnu et par år ude i fremtiden.

Da kalenderen var skiftet til 1995, havde Fear Factory efterhånden fundet opskriften. Den bemærkelsesværdige, men kunstnerisk set helt unødvendige remix-ep 'Fear Is the Mindkiller' havde understreget bandets interesse i det maskinelle og elektroniske; en interesse, der nu stod frem i fuldt flor på 'Demanufacture'. Pladens lyriske og visuelle tema var, med udgangspunkt i filmen 'The Terminator', menneskets kamp mod maskinen. Et tema, der siden har fulgt bandet tæt gennem karrieren. Coverets brystkasse med den ene række ribben erstattet af en stregkode antydede den æstetik og tilgang, som den ovenfor beskrevne åbning af titelnummeret bekræftede; Fear Factory turde tænke nyt og videreudvikle de spæde skridt, som tidligere nævnte elektrometallere havde trådt.

Ét element, der understregede det maskinelle i Fear Factorys udtryk, var Herreras simple, men knusende hårde trommearbejde. Mens 'Demanufacture' generelt blev vel modtaget ved sin udgivelse, var der hist og her murren i krogene fra både metalfans og andre musikere, der mente at Herreras brug af click track og navnlig trommetriggere var ”snyd”. Mens nogle, i en tid før djent og tech-død, mente, at det ødelagde den organiske lyd og det menneskelige aspekt i trommespillet, passede det som fod i hose med det udtryk, Fear Factory efterstræbte. Gungrende tunge og repetitive rytmer og simple fills, til tider i et hidsigt tempo, understregede blot Herreras rolle som den kliniske, effektive trommerobot, hvis indflydelse blot tager til på bekostning af mennesket. Hør bare 'Body Hammer' som et eksempel på, hvor relativt simpelt Raymond Herrera egentlig spilede, samtidig med at tommerne genererer maksimal effekt, pladens tema taget i betragtning. At bandet i samme sang benytter sig af en hammers klang mod en ambolt for at gennemtrumfe sangens rytmik, er en mindre genistreg, når man netop vil fremme det industrielle frem for det menneskelige aspekt i musikken.

Maskinens sejr over den mere menneskelige velklang får vi også serveret i Cazares' guitarspil. Og basspil, for den sags skyld, for trods bandets rekruttering af den nye bassist Christian Olde Wolbers overlod den egensindige Dino Cazares alligevel ikke indspilningerne af bassen til andre end sig selv. Guitarsoli, hængende toner og store velklange eksisterede ikke i Fear Factorys univers. Guitaren var ligeledes et apparat, der skulle fremme det kolde, industrielle udtryk i musikken. Udgangspunktet var stadig i dødsmetallens tørre, huggende og lynhurtige riffs, næsten grænsende til grindcore i eksempelvis 'Flashpoint', men målet var lige så meget at skabe en groovy, fængende metal uden hverken at blive funky eller alternative på den ene side eller forfalde til unødigt guitarlir på den anden. Som det kan høres i førstesinglen 'Replica' eller 'Self Bias Resistor', skulle det være simpelt, voldsomt, ørehængende og, frem for alt, knivskarpt. Det skulle være lyden af en maskine, der spillede koldt og fejlfrit, frem for et menneske, der lagde sin sjæl, sit særpræg og sin indføling i instrumenteringen. Det var tørt, mekanisk og klinisk. Det var maskinernes æstetik.

Front Line Assemblys Rhys Fulber, der gennem årene blev at regne for bandets uofficielle femte medlem, stod for de atmosfæriske keyboards, der både tilføjede såvel elektroniske elementer som enkelte diskrete melodilinjer, f.eks. i 'Zero Signal'. Hans mix af selve pladen med fokus på de elektroniske input frem for guitarerne havde også en ikke uvæsentlig betydning for 'Demanufacture' som færdigt produkt, selv om producer Colin Richardson opponerede stærkt mod det umetalliske fokus.

Manden, der besejrede maskinen
Det var dog forsanger Burton C. Bell, der stod som manden, som udgjorde modpolen til den kværnende musikalske maskine, og som med sin unikke og siden ofte kopierede sangstil gav Fear Factory det organiske præg, som for alvor fik dem til at stå frem fra mængden.

Bell, der i albumcoveret tituleredes ”dry lung vocal martyr” leverede sine rå, tørre og bastante brøl i versene, mens der albummet igennem ofte gjordes plads til store, åbne hooks, sovset ind i rumklang, som både tilførte albummet noget af den maskinelle fremmedartethed, der syntes essentiel i tematikken for 'Demanufacture', og som samtidig gav mange af numrene et vist hitpotentiale, hvilket uden tvivl også har haft indflydelse på den modtagelse og status, albummet blev tildelt såvel dengang i 1995 som nu. Det var en velklang baseret på et menneskeligt input, men gjort perfekt af elektronikkens nådesløse tilretning.

De fremmeste eksempler på, hvordan Bells store, rummelige rene vokal virkelig udfordrer musikkens kolde og kliniske udtryk, er den suicidale førstesingle 'Replica', Head of David-coveret 'Dog Day Sunrise' med dens messende, apokalyptisk gentagne mantra ”drag your feet through hollow streets” samt pladens moralske afslutter, den episke og gudsbespottende 'Pisschrist', hvor Bell næsten drillende synger menneskeheden ud med sit ”where is your saviour now?”, der lukker pladens måske skarpest komponerede og mest ambitiøse nummer ned. Alt dette selv om pladens endelige lukker, 'A Therapy for Pain', faktisk er den skæring, hvor Bell virkelig får lov at synge igennem. Sangen, der vel nærmest kan beskrives som en industrial-powerballade, er ikke en skidt komposition, men har altid stået som en aparte afslutning, som ikke helt synes at passe ind i 'Demanufacture's kolde, industrielle tematik. 

Død, groove og store omkvæd
Helhedsindtrykket af enkeltdelene ovenfor var et koldt, klinisk, fejlfrit og futuristisk album. Et album, der ændrede spillereglerne for, hvordan metal skulle skæres. Pladen blandede tyngden og de huggende riffs fra dødsmetallen, elektronikken og trommernes simple, hårdtslående rytmik fra industrialen, en groovyness, som bands som Machine Head, Sepultura, Pantera og Korn først i de senere år var begyndt at introducere til metallen, og samtidig en sans for det store, fængende vokalhook, hvis plads i Fear Factorys maskinelle brutalitet på papiret syntes sær, men virkede perfekt. Pludselig blev det store, velklingende omkvæd ikke blot et semi-smagløst levn fra 80'erne. Det var nu ikke blot tilladt igen, selv for den mere ekstreme metal; det var endda velset. Dermed blev grunden lagt til en ny vokalstil, hvor skregne eller growlede vers og fængende omkvæd blev standarden.

Machine Heads Robb Flynn demonstrerede den allerede to år senere på 'The More Things Change ...', og numetal-bands fra Korn til Linkin Park, fra Spineshank til Slipknot og alle derimellem adopterede den som den nye comme il faut. Det samme gjorde Killswitch Engage, da de i 2002 brød igennem med andenpladen 'Alive or Just Breathing' og dermed lagde en af de tungeste og mest solide byggesten i metalcorens fundament.

Havde Fear Factory haft Ministry og Godflesh som sine egne store, industrielle inspirationskilder, blev de med 'Demanufacture' pludselig selv inspirationen for de industrial-inspirerede bands, der fulgte. Førnævnte Slipknot og Spineshank og bands som Static-X, Rob Zombie, Gravity Kills, og til en vis grad Strapping Young Lad og Meshuggah samt hjemlige Mnemic var alle orkestre, der næppe nogensinde havde haft den lyd uden Fear Factorys eksistens.

'Demanufacture' var hybridmetal. Reglerne var ikke bare omskrevet. De var makuleret; revet i stykker.

En parentes i metallen bør løftes
At Fear Factory, med 'Demanufacture' som det tungeste argument, den dag i dag ikke har fået den plads i metalhistorien, som de måske fortjener, har bandet i høj grad sig selv at takke for. Pladen blev fulgt op af to ganske hæderlige udgivelser, 'Obsolete' fra 1998 og tre år senere 'Digimortal', men trods de store ambitioner blev bandet aldrig helt løftet op i sværvægter-klassen. Samtidig begyndte der at være murren i krogene, hvor den notorisk samarbejdsvanskelige Dino Cazares syntes at være det primære problem. Kombineret med knas med Roadrunner Records førte det til Cazares' afgang fra bandet, hvorefter den resterende trio sammen med nytilkomne Byron Stroud indspillede udmærkede 'Archetype' i 2004 og dernæst aldeles forglemmelige 'Transgression'.

Endnu flere kurrer på tråden fulgte, inden Bell og Cazares blev venner igen, smed Olde Wolbers og Herrera ud, og mens halvhjertede slagsmål om rettighederne til bandnavnet fulgte, udgav gruppen endnu tre plader, der om noget understregede, at tiden og de gode ideer var løbet fra Fear Factory, der for længst var blevet overhalet af deres egne protegeer, som igen havde inspireret nye generationer.

Tilbage står dog stadig 'Demanufacture'. Som en evigt ung plade, der tog et brutalt opgør med status quo i en af metallens brydningstider, og som efterlod et metallisk landskab, der aldrig ville blive det samme.