Devildriver slingrer i mål

devildriver-dealingwithdemons

Her på Devilution har vi ikke altid været indbyrdes enige om d'herrer Devildriver. Hvis vi bare helt glemmer deres outlaw country-album, er vi vekslet fra under middel til over middel på bare få år.

Kunstner
Titel
Dealing with Demons I
Trackliste
1. Keep Away from Me
2. Vengeance Is Clear
3. Nest Of Vipers
4. Iona
5. Wishing
6. You Give Me a Reason to Drink
7. Witches
8. Dealing with Demons
9. The Damned Don't Cry
10. Scars Me Forever
Forfatter
Karakter
3

På 'Dealing with Demons I' slipper de – heldigvis for mig  mestendels helskindede fra deres anstrengelser, og jeg kan sige mig helt fri for alle hæmmende tilknytningsforhold, jeg har til bandet, eftersom jeg ikke har hørt dem i mange år.

Swing and a hit
Så hvordan står det så til, hér små 11 år efter jeg opgav at prøve at holde af dem? Sidste gang vi anmeldte noget originalt fra dem, fremhævede min kollega, hvordan frontmandens ”...noget generiske vokal får et positivt modspil i de melodiske passager...”, og at guitaristerne Tiemann og Mike Spreitzer er ”…ansvarlige for flere højdepunkter”. De er også denne gang medvirkende til at trække den groove metal, som Devildriver har været synonyme med, over i en langt mere melodisk dødsmetallet retning, og det, må jeg sige, har været afgørende for mit genhør med kvintetten.

’Keep Away from Me’ åbner ballet med skiftevis rullende frontalangreb og dundrende blastbeats fra trommerne, der fuldender en melodisk bredside fra guitarerne. Nummeret er velproduceret uden at lyde poleret og smager stadig af Devildriver  men uden at have den fesne bismag af stagnation. Desværre skal vi ikke længere end til pladens andet nummer, ’Vengeance is Clear’, der med sit Alien Ant Farm-riff varsler om en plade, der ikke er bange for at låne. Og det gælder bestemt også for deres eget bagkatalog, samt det hedengange Coal Chamber, hvor Dez Fafara også var forsanger.
’Nest of Vipers’ er en spøjs størrelse med en wah-wah-pedal, der er gået komplet i baglås, og som faktisk ellers gjorde så lidt væsen af sig, at det først var under renskrivningen af anmeldelsen, at det gik op for mig, at jeg manglede et nummer. Det er sjældent en god ting og giver mig anledning til at tænke om Devildriver, at de er lidt af et swing and a miss-band.

Bedre står det til på ’Iona’. Det musikalske samspil i rytmesektionen går op i en højere enhed, og gennemslagskraften i trommesektionen er næsten overvældende. Men den store overraskelse på pladen ligger lige i smørhullet: nummeret ’Wishing’, hvor Dez Fafara giver sig i kast med en ren vokal. Jeps. Du hørte rigtigt. Dez Fafara kanaliserer sin bløde 90’er-Ozzy Osbourne ud, og det står i god kontrast til deres solodrevne, moderne heavy metal, der bliver fremført med overbevisning.

Swing and a miss
Den resterende halvdel af pladen er en temmelig blandet landhandel. ’You Give Me a Reason to Drink’ får mig til at tænke på, dengang alle skulle hoppe i metal. ’Cyberwaste’ med Fear Factory spøger i kulissen, og det irriterer mig som lytter, at det mest interessante ved nummeret er noget, de har planket fra andre. ’Witches’ og ’Dealing with Demons’ lider begge under at lyde så meget som Devildriver, at de kunne have været skrevet når som helst i deres karriere og er både undselige og ikke mindst generiske. Det melodiske aspekt er strøget til fordel for at lyde ukonstruktivt knotne, og det er ikke fordi det er dårligt, det er bare ikke relevant.

Heldigvis afhjælper ’The Damned Don't Cry’ den begyndende kedsomhed. Dens huggende og kantede næsten Meshuggah-lydende djentede tilgang til musikken står i skarp kontrast til det melodiske element, jeg efterlyste. Det er ikke et skidt nummer, og i modsætning til de to foregående numre føles det faktisk som et autentisk nik i retning af deres tidligere lyd og ikke bare uinspireret opkog af forrige årtis rester.’Scars Me Forever’ lyder ret meget som om Gojira har været i rotation i studiet, for Dez' karakteristiske (og lad os nu bare indrømme det) ensformige vokal, har fået et skær af false chord-sang. Parret med det emotionelt storladne strengespil og ditto trommer runder det albummet af med manér.

’Dealing with Demons I’ er ikke en dårlig plade, og jeg vil ikke fraråde fans at lytte til den, skulle man have lyst til at høre fire-fem forskellige bands på én gang. Det er et musikalsk kludetæppe hæklet sammen af habile musikere til noget, der sagtens kan gå an. Min personlige smag har bevæget sig i en anden retning, siden jeg sidst satte Devildriver på med vilje, men det betyder ingenlunde, at jeg ikke har brudt mig om genhøret. Der er ikke de store overraskelser at hente, men indimellem lyner de og hiver en lækker solo, iørefaldende trommer eller en himmelsk bas ud af de opsmøgede ærmer.