Same shit, different day
Populær
Efter en kortvarig pause, og Dez Fafaras mislykkede forsøg på gendannelse af Coal Chamber, er Devildriver tilbage. Trods ændringer i besætningen er der ingen nævneværdig udvikling. Til gengæld er der masser af typisk Devildriver.
Bad Deeds
My Night Sky
The Deception
Above It All
Daybreaker
Trust No One
Feeling Un-god-ly
Retribution
For What It's Worth
House Divided (Bonus Track)
Evil On Swift Wings (Bonus Track)
I 2012 blev Devildriver sat på pause. Siden da har forsanger Dez Fafara spildt sin tid med gendannelse og ny udgivelse med kammeraterne fra hedegangne Coal Chamber. En knap så vellykket affære, der meget vel kan være årsag til Devildrivers hurtige tilbagevenden. Dez Fafara er synonym med Devildriver, og det er i det band han gør sig bedst.
Resultatet er ‘Trust No One’. Devildrivers syvende fuldlængdeudgivelse siden debuten i 2003, med Fafara som eneste tilbageværende originalmedlem. Siden ‘Winter Kills’ (2013) har Neil Tiemann overtaget guitaren, Austin D’Amond (tidligere Chimera) har sat sig bag gryderne, mens Diego Ibarra (tidligere Static-X) er blevet hyret til at tage sig af bassen på bandets kommende turné. Et skifte, der kunne bevirke en udvikling af bandets lyd, men det skal man desværre lede længe efter. I stedet serverer kvintetten habil groove metal, der i grove træk er af samme type, som Devildriver har spillet i snart 15 år.
Skal man endelig påpege en mindre udvikling, er ‘Trust No One’ en smule mere melodisk end forrige udgivelse, i særdeleshed sammenlignet med debuten. Det klæder bandet, hvor især frontmandens letgenkendelige, men også noget generiske vokal får et positivt modspil i de melodiske passager. Især fra de to guitarister, Tiemann og Mike Spreitzer, der gennem albummet er ansvarlige for flere højdepunkter.
‘Testimony of Truth’ åbner kvintettens syvende udgivelse. Det starter lovende, og nummeret udvikler sig reelt ganske fint med et mindeværdigt riff. Men mere er der heller ikke at komme efter. Trods det gode riff er nummeret hurtigt glemt. Det samme gør sig gældende for pladens andet nummer ‘Bad Deeds’ og en stor del af resten af udgivelsen.
Bedst gør bandet sig på firkløveret ‘My Night Sky’, ‘This Deception’, ’For What It’s Worth’ og førstesinglen ‘Daybreaker’. Disse numre rejser sig fra det gennemsnitlige niveau og fremviser bandet fra deres bedste side. Det er på én gang groovy, tungt og hurtigt, mens de melodiske tiltag giver det ekstra element, der gør numrene mindeværdige. Her er det igen primært Tiemann og Mike Spreitzers input, der løfter numrene og giver kant. Resten af materialet er ikke dårligt, det er bare heller ikke rigtig godt.
Hvad angår Fafaras vokal, kan man enten elske eller hade den. Hans letgenkendelige raspende fraseringer er synonymt med Devildriver. Efter snart 15 års Devildriver er den desværre ved at være en smule enerverende at høre på. Der er rig mulighed for at veksle vokalmæssigt, og Fafara har evnerne. Han benytter sig bare ikke af dem på ‘Trust No One’. Det hjælper ikke på en plade, der i forvejen savner variation.
Albummets største problem er, at Devildriver er hørt bedre. Numrene er ganske potente og energiske, men flere mangler den rigtig gode melodi. Det bliver for trivielt, når Fafara & co. gentager de samme virkemidler. Da flere numre samtidig ikke formå af adskille sig, ender ‘Trust No One’ med at være en gennemsnitlig udgivelse med førnævnte højdepunkter. Når det er sagt, er ‘Trust No One’, et typisk Devildriver-album. Kan man lide kvintettens tidligere plader, kan man roligt kaste sig over denne syvende udgivelse.