Et spøgelse uden kød på
Ghosts sjette album 'Skeletá' er en tynd omgang, der ikke bidrager til Tobias Forges kunstneriske virke med andet og mere end tomme kalorier.
2. Lachryma
3. Satanized
4. Guiding Lights
5. De Profundis Borealis
6. Cenotaph
7. Missilla Amori
8. Marks of the Evil One
9. Umbrea
10. Excelsis
'Skeletá' er Ghosts seneste og sjette fuldlængde, der er endnu et værk udtænkt og udført af manden bag. Tobias Forge. Der, præcis som sædvanligt, introducerer en nye version af sin helt egen pave. Nu hedder han Papa V Perpetua. Om denne udgave kommer til at sidde til evig tid er nok ret usikkert, som den seneste tid netop har vist, så har de fleste paver en udløbsdato. Og mens Vatikanet i Rom disse dage er ved at forberede sig på at finde en ny pave, så er Tobias Forge forbi det punkt. Han har fundet sin visuelle form, er i gang med en turné tværs over Europa og i dag lander pladen så i butikker og på samtlige streamingplatforme.
Når man hører 'Skeletá' er der dog ikke meget at komme efter. Den starter stille og flot med et drengekor og går derefter direkte videre i klassisk Ghost-musik, hvor fokus er på en blanding af 70'er- og 80'er-rock, med en guitarproduktion, der leder tankerne hen på navne som Def Leppard, KISS, Iron Maiden eller Journey. Man kan i hvert fald fint spotte tendenserne på tværs af samtlige sange.
Førstesingle 'Satanized' er jo en fed titel, men problemet med nummeret er, at det er en fattig udgave af 'Cirice' fra den 10 år gamle 'Meliora'. Og sådan er det desværre hele vejen igennem.
Lyrisk bevæger Forge sig med temaer om liv og død, refleksion og kærlighed. Så en plade, der utvivlsomt er udtænkt med hjertet på rette sted. Måske mest udtalte i de to sjælere 'Guiding Lights' og den afsluttende 'Excelsis'. Vi kan allerede nu forestille os, hvordan Royal Arena ser ud 17. maj 2025 når Ghost kigger forbi, hvis de vælger at spille en eller dem begge. Det bliver helt sikkert med lys over det hele. Husk dog lightere, da man jo skal aflevere mobiltelefonen, før man træder ind i salen.
Der er dog heller ikke noget behov for mobiltelefoner til den koncert. Hvorfor optage noget af det, der er på 'Skeletá'? Det er muligvis en af de svageste udgivelser fra Ghost. Mens produktionen er lige så flot og poleret som altid, så mangler sangene simpelthen bid. Der er ingen ørehængere. Ingen nerve. Det er en lang pastiche over foregående værker fra samme kunstners hånd, hvor det her anno 2025 virker, som om den kunstneriske brønd er ved at løbe tør for ideer.
Og det selvom han blandt andet har allieret sig med sine landsmænd Vincent Pontare og Salem Al Fakir, der begge har hjulpet navne som Avicii, Madonna, Sia og mange flere. Samt ligeledes svenske Max Grahn. Og de har helt sikkert været med til at gøre lyden så god, som den er. Det er præcis så poppet, som man kunne forvente med den slags samarbejder og Ghosts tidligere plader in mente.
Der mangler bare noget, der gør 'Skeletá' mindeværdig. Lige så pompøs en sang den afsluttende 'Excelsis' er, lige så hurtigt har man glemt den igen når nummeret slutter. Præcis ligesom de ellers udmærkede, førnævnte, guitarer, der på tværs af numrene leverer både parløb og soli, men det er tomme kalorier. Så vi kan ikke give pladen mere end et 2-tal. Det er ikke en decideret jammerdal, men niveauet fra nogle af de første plader rammer Ghost ikke med 'Skeletá'.
Seneste single er 'Peacefield', der blev smidt for et par dage siden. Nyd drengekoret, der i et splitsekund får dig til at tænke på Ringenes Herre eller Snemanden.