Helstøbt og overvældende melankoli
Gaerea er et band, der nærmer sig et foreløbigt klimaks på karrierestigen. Det fik Aalborg at føle Skærtorsdag med en sublim præstation fra portugiserne.
Det er sjældent, man får lov at opleve aftenens hovednavn allerede klokken 18. Og når hovednavnet er portugisiske Gaerea med samt deres poetisk-melankolske variant af black metallen, er modsætningen mellem den halvlune nordjyske forårsdag uden for 1000Fryd og det musikalske mørke og kulde indenfor til at tage og føle på. Men kvintetten skulle nå sidste færge nordpå til Inferno Festival, og der var næppe mange på det udsolgte spillested, der havde det store imod at ventetiden frem mod aftenens oplevelse var et par timer kortere end vanligt. Publikum var klart denne skærtorsdag. Og jeg skal love for, at Gaerea var ligeså.
Den smukke og brutale 'The Poet's Ballet' åbnede aftenens festligheder, mens band og publikum stille og roligt fandt sig til rette med hinanden under den afdæmpede, instrumentale intro, men fra breakdownet godt og vel midtvejs gennem første nummer så ingen sig tilbage.
Den portugisiske kvintet, formummede bag deres velkendte masker, var opsatte på at levere varen; det var tydeligt. Der skulle spilles stærkt, der skulle spilles stramt, og intensiteten skulle holdes oppe fra ende til anden. Er det éns udgangspunkt er 1000Fryd et fremragende sted at optræde. Lokalet er småt, der er lavt til loftet, og publikum har kun ét sted at trække hen; helt op foran scenen. Hvor forsanger og bandboss Guilherme Henriques tog imod. Hævet 30 taknemmelige centimeter over såvel band som publikum dikterede han slagets gang. Dansende, svævende og kommunikerende med de sortmalede lemmer, der i sælsomme mønstre dirigerede musikken, malede den ud i rummet og ansporede publikum til mere, vildere, højere.
Et orkester tæt på toppen
Da jeg senest oplevede Gaerea for tre år siden var mit indtryk et band, der lod deres poetiske, storladne post-black tale for sig selv. Denne aften i Aalborg ville bandet interaktionen. Publikum blev inddraget, anerkendt og talt med, og det gjorde uden tvivl oplevelsen endnu stærkere for alle tilhørere. Og bandet selv var aldeles formidable i udførelsen af både gammelt og nyt.
Trods de store klange og melodiøsiteten i musikken gik intet tabt i den glimrende lydproduktion. Diogo Motas omfattende trommesæt kom til sin fulde ret under lidt ældre skæringer som 'Deluge' og 'Mirage', hvor specielt førstnævnte virkelig evner at demonstrere Gaereas mikstur af post-blackens store melodier og den klassiske black metals voldsomhed. Der var smæk på, men plads til følelser.
På bandets tredje fuldlængde, 'Coma', der så dagens lys sidste efterår, synes modsætningerne og spændvidden at være blevet større. Eksemplificeret ved hidsige og tunge 'Hope Shatters' der denne aften stod som en modpol til den noget mere afdæmpede og tusmørkefarvede 'Wilted Flower', som sine steder næsten mindede om eksempelvis doomede Saturnus i sin sorgfulde melodi-opbygning. Aftenens sæt blev dog lukket behørigt i black metallens ånd. 'Laude' var tung, brølende og bastant og ramte præcis, som den skulle. Midt i en medlevende moshpit, der understregede, at publikum havde fået præcis, hvad de havde håbet på. Og lidt til.
For Gaerea leverede en helstøbt præstation. Lyd, lys, spilleglæde, aggression og musikalitet gik op i en højere enhed. Det var svært at sætte en eneste finger på de 65 minutters sublim underholdning. Det skulle da lige være, at det stadig var lyst udenfor efter koncerten. Men vi lever med det. Gaerea gjorde det det hele værd.