ACW 24: Torsdag

En åbningsdag i alsidighedens navn - A Colossal Weekend lægger ud med oplevelser både i den blackede, rådne, doomede og kammermusikalske ånd.

Af uransagelige årsager vælger jeg i dag at tage metroen på vej mod aftenens brag på VEGA, i stedet for at cykle, som jeg plejer. Lidet vidende at Ringbanen tilsyneladende er helt lukket kl. 19 på en torsdag aften – og således ankommer jeg ad omveje tyve minutter inde i Offernats sæt.

Magelighed havde sin pris, og selvom jeg kun har nået et enkelt lyt af 'Where Nothing Grows' fangede jeg dog godt, at der var noget interessant i vente, da de joinede Durance of Hate-eventen sidste år. I øvrigt ligeledes på Basement, som de spiller på igen i dag, og på en eller anden måde går materialet mere rent ind denne gang i de tyve minutter, jeg når af sættet.
I mellemtiden er Offernat blevet til en duo, hvor Kaspar Luke (Alkymist, Bleeder m.fl.) fylder ud live på bas i dagens anledning, men ud over det er det fortsat en fusion af blackens intensitet, doomens tungsind og så de lange, progressive konstruktioner, der møder os. Sange, der kræver lidt for at gå ind under huden i al deres ambitiøse kompleksitet, men Offernat er bestemt et spændende, nyt bekendtskab, der fortjener mere spilletid for undertegnede, og de grumt udvaskede filtre på scenebelysningen gik strålende i spænd med musikkens sværttilgængelige karakter.

Således hastigt videre et par etager op, hvor Mortiferum holder den mørke tone intakt. Et band, jeg oplevede på Kill-Town tilbage i 2018, og det er da også den ånd, jeg forbinder dem med her ved genhør. Vel at mærke den søndags-prægede Kill-Town-stil, hvor dødsmetallen får et mere tungt og gustent skær, for det går bestemt heller ikke hurtigt for sig her i dag på Lille Vega. Insisterende tungt, beskidt og rallende suger Mortiferum al lys ud af lokalet, og velværen kommer til udtryk blandt de mest sortklædte dele af etablissementet. Selvfølgelig har frontmanden en trøje på med et band, der hedder Disciples of Misery. Selvfølgelig er skalaerne ude i den cthulhu-dystre ende. Selvfølgelig er bandlogoet på bagtæppet ren tjørnekrat. Man ved, hvad man får.
I bund og grund er det svært at sige noget om Mortiferum, vi ikke har sagt om mange andre bands i den mere doom-tunge ende af det rådne døds-spektrum. Det rykker for mig, og også for mange andre i salen, og jeg ser gerne Mortiferum igen ved anden lejlighed – også selvom jeg sikkert ville have svært ved at adskille dem fra andre ligesindede i en blindtest. Fremmødet er dog samtidig stille og roligt blevet lidt tyndere. Mange ville gerne være i god tid til Katla-showet i loungen ovenpå.

Selv har jeg til gengæld brug for lige at få et skud frisk luft i baggården med et par velkendte ansigter, før jeg fortsætter videre i festivalgamet. Så sjælden en gæst er Katla trods alt heller ikke, men tilsyneladende går jeg glip af bidrag fra bl.a. Ole Luk i starten, og mange fremhæver netop Katla i løbet af aftenen for den første halvdel af koncerten.
Det er da også tydeligt fra første øjeblik, jeg træder ind i loungen, at den tunge trio har publikum i sin hule hånd – Rasmus Bangs trommesæt er godt skudt frem på scenen, så han kan piske stemningen op med store armbevægelser, og 'Manslayer' groover som bare fanden, som aftenens sidste nummer. Artist In Residence-hæderen er fuldt fortjent, og i morgen venter gæstevisit fra bl.a. David Hernan fra netop hedengangne Solbrud, når Katla atter står på menuen, så lad os håbe, vi får det hele med i den ombæring!

Fra loungen og videre ned på Lille Vega, hvor der venter et gensyn med Gaerea - et navn, der kom på manges læber efter deres fremragende show på Copenhells Gehenna-scene sidste år, og fuldt berettiget!
For de ubekendte er vi ude i black af den post-smagende slags, med høj intensitet og et øre for de gode melodier, som hørt på deres seneste opus, den fortræffelige 'Mirage' (2022). Ganske vist er de gemt bag deres sorte masker, men indlevelsen er på ingen måde gemt væk – sangeren flyver energisk rundt op og ned af alle monitors, og råber af lungernes fulde kraft alle de 50 minutter, de har til rådighed. "WE ARE HERE TO DESTROOOOY!!!" farer det ud, da de sætter ind med den forrygende 'Salve' tidligt i sættet, for ligesom at hæve adrenalinkicket til 11. Lyden er godt med dem, særligt i de mere storladne passager, og det er i det hele taget sejt at se dem på så lille en indendørs scene, hvor alt kommer til sin ret.

Det bliver måske en smule udmattende, da vi når til det afrundende kvarter – dertil bliver udtrykket stadig en kende for ensidigt full-on aggro i længden – men det er en lille ridse i lakken, når Gaerea tydeligvis både har stærke bangere som 'Deluge' i sættet samt et band, der mestrer finesserne til fingerspidserne. Ikke mindst Diogo Meta, der holder det hele sammen, og også forstår at flette små finesser ind undervejs bag tønderne.
Jeg håber, det kommende album senere i år bygger videre på det, vi oplevede her i aften!

Sikke et stilskifte fra Gaerea, og så til foreningen af Afskys 'I Stilhed'-plade med Halvcirkels kammermusikalske orkestrering – ganske vist er musikken fortsat bygget op omkring forholdsvis enkle 3-4 akkords-sekvenser, som vi kender det fra den mere velkendte Afsky-stil, men det er alligevel så delikat og skrøbeligt her, og med melodilinier, der væver sig ind og ud mellem hinanden på tværs af flere akustiske guitarer og violiner. Ole Luk er givetvis ingen ekvilibrist, og nervøsiteten kan da også høres til tider, når hans guitarspil står mest alene – men det bidrager samtidig til at gøre oplevelsen mere nøgen og dybtfølt, på en måde jeg ikke har oplevet Ole Luk i nogen kontekst før. En smuk abstraktion, helt fri for tale undervejs, hvor jeg et par gange føler mig draget musikalsk tilbage til et gammelt teenage-crush, i form af Ulvers 'Kveldssanger', på den bedst tænkelige måde.
En oplevelse, jeg har belyst nærmere her.

Desværre bliver denne koncert efterfulgt af, hvad der nok er den mest følelsesforladte koncert, jeg endnu har set med Wolves in the Throne Room. Et band, jeg ellers har haft kær tilbage i storhedstiden omkring 'Two Hunters' (2007) og 'Black Cascade' (2009), og set et utal af gange, bl.a. som den første anmeldelse jeg nogensinde skrev for Devilution i.f.m. deres koncert på Loppen 2017 (hvor Afsky i øvrigt også varmede op!).
Sidenhen har ånden og magien dog stille og roligt fortaget sig, efterhånden som bandet er blevet mere og mere amerikansk og professionelt – og det er netop det, der irriterer mig i dag. Efter en halv time, hvor de bl.a. har spillet den fremragende 'Vastness and Sorrow', må jeg se mig selv gå midt i en anden, personlig favorit, 'Crystal Ammunition', og konstatere nedslukket, at Wolves bare har mistet det, der engang gjorde dem til noget særligt, præcis som jeg erfarede på Pumpehuset et par år tilbage.

Ikke alt forbliver ved det gamle, og fred være med det, så videre i teksten – der er jo også en dag i morgen, som du i øvrigt kan læse mere om fra min kollega her.