Ulvene ude af hi
For meget rutine, for lidt af den fordums saft og kraft forhindrede Wolves in the Throne Room i at levere den store onsdags-forløsning, hvor længe vi end havde ventet på denne aften.
2. Spirit of Lightning
3. Angrboda
4. Prayer of Transformation
5. I Will Lay Down My Bones Among the Rocks and Roots
For fem år siden gav Wolves in the Throne Room den første koncert, jeg dækkede for nærværende medie. Loppen dannede rammen, og der blev altovervejende fokuseret på fanfavoritten 'Two Hunters'. Siden da fik vi sidste år 'Primordial Arcana' at høre, som hurtigt gik i glemmebogen, og i aften skal det så stå tidens test, om pladen udmærker sig bedre fra scenekanten.
Stygian Bough åbner ballet, og først dagen forinden går det op for mig, at der er tale om et samarbejde mellem Bell Witch-duoen og Erik Moggridge fra én-mands dark folk-projektet Aerial Ruin, der i starten af pandemien udgav 'Stygian Bough Volume I', som lægger navn til teamworket. Et søvndyssende tungt et af slagsen, vel at mærke.
Moggridge åbner med den enkle to-akkords-baserede, melankolske sejtrækker, der indleder pladen, og vi står hurtigt med den her eftersmag af at stå på en festival på tredjedagen og lettere smadret se et åbningsnavn, der prøver at tvinge søvnen ud af øjenkrogene på den tungest mulige måde. Vokalen veksler mellem Moogridges dvælende, melankolske tone og trommeslager Jesse Screibmans brutale brøl, hvor man tilsyneladende altid kan vide sig sikker på, at Schreibman kun synger, når musikken bevæger sig heeelt ned i deres funeral doomede hjørne. Desværre er der ingen til at hjælpe ham, da hans lilletromme tidligt i sættet vælter, og efter et par minutters fumlen og justeren uden at afbryde den hyperlange intro, har han rutineret løst problemet på egen hånd. Det gennemgående hypersløve tempo var dog et lige aparte nok valg til at kickstarte aftenen, uanset at meget af sættet læner sig lidt mere op af den doomede retning, vi kender fra Bell Witch på egen hånd end af deres mere dvælende samarbejde, vi blev introduceret for i 2020. Schreibman fortjener dog cadeau for sin excentriske måde både at banke det tunge tempo ind med syvtommer søm, og for sin kreative udnyttelse af gulvbassen i slutningen af sættet, men det kræver mere end tekniske skills at overbevise et publikum, der, efterhånden som koncerten skrider frem, er forduftet ned i stueeteagen af kedsomhed.
Bedre går det for Incantation, der igennem 30 år har gjort sig til loyale ambassadører for den tromlende, groovy amerikanerdøds-skole. Efter et hurtigt brofist medlemmerne imellem sparkes sættet hårdt i gang med 'Demonic Incarnate', og så går det ellers over stok og sten i deres velkendte stil.
Det ville nok ærligt talt være tilfældigt, om jeg ville gætte på Incantation, hvis nogen testede mig i noget af deres musik – ikke, fordi jeg ikke kender dem, men simpelthen fordi de er så traditionelle og fastlåste, at det er meget svært at definere noget, der adskiller dem fra deres ligesindede. Det kunne være forfriskende at høre dem ekspandere deres univers, fx med lidt inspiration fra den 'Sabbath Bloody Sabbath'-trøje, som guitaristen bærer.
Flere af deres sange i aften har dog de her episke, lange 90er-groove-outroer ala 'Territory' (Sepultura) eller 'Davidian' (Machine Head), som de for så vidt mestrer udmærket som en krølle på halen, men når alt kommer til alt, så er det stadig meget svært at genkalde noget af det, vi hører her i aften, efter koncerten. Med det sagt har de betydeligt mere blod på tanden i aften, end vi har set fra dem i årevis, og deres Cavalera-agtige, camouwear-bærende frontmand John McEntee gør meget ud af at engagere sig med publikum og skabe lidt liv i salen ovenpå den døsige opvarmning forinden. At vi så i bund og grund hellere havde set Blood Incantation, som oprindeligt stod på programmet da touren blev offentliggjort, er så en anden sag, men når nu det ikke kan være anderledes, så var det mindre blodige alternativ nu også opgaven værdig i aften på trods af den jammerligt kedelige affære, det var at se dem sidste gang på Royal Metal Fest i 2019.
Wolves in the Trone Room er dog aftenens store trækplaster, som har lokket os ud på denne onsdag aften. En næsten ti minutter lang intro, der snildt kunne være hentet fra deres ambiente sidespring 'Celestite', afbrydes kun af en mand, der råber ”KOM NU FOR HELVEDE!” - og sådan var vi nok mange, der havde det. Bag de efterhånden vægtige tågebanker åbnes sættet med de to første skæringer fra 'Primordial Arcana', fulgt op af endnu mere røgudvikling under en længere, minimalistisk tromme-intro.
Da jeg første gang så dem på Loppen i 2009 var det levende lys og røgelse, der var deres særpræg i live-konteksten i klimavenlighedens navn. En forudsætning, der udspiller sig nemmere i rammer som Christiania end som her på Pumpehuset, hvor scenesætningen bliver modificeret efter omstændighederne. Det gør desværre settingen lidt mere blodfattig, ligesom de nye numre også fra scenekanten mangler den saft og kraft, vi tidligere har oplevet fra deres side. Det er en betydeligt mere professionel eftersmag, der præger dem i aften, delvis præget af shoegazede momenter såsom den absurd lange intro til 'Prayer of Transformation'. Bedst slipper de af sted med den dejligt varierede 'Angrboda', der demonstrerer nogle af Olympia-kvartettens stærkeste kvaliteter, og som derudover ikke eksekveres lige så rutinepræget som resten af sættet.
Det modsatte er desværre tilfældet, da de til sidst hiver den majestætiske 'I Will Lay Down My Bones Among the Rocks and Roots' frem fra fortidens gemmer. Samtlige 18 minutter bliver eksekveret så indstuderet og perfekt, at man nærmest lige så godt kan have smidt pladen på derhjemme – og det kan selvfølgelig også på sin vis i sig selv ses som en kraftpræstation, når nummeret nu er en af deres definitive signatursange. Der mangler dog den primale stemning af stearinlys, røgelse og naturinstallationer, samt den mere indlevende banddynamik, som var så gennemgående i Weaver-brødrenes tidligere konstellationer af bandet, dengang nummeret blev til. Outroen slår dog stadig lige hårdt, men det ændrer ikke på, at professionalismen og den indlærte perfektionisme i aften udvasker de dragende kvaliteter, Wolves in the Throne Room havde i deres velmagtsdage.
Deres atmosfæriske side får en lige lovligt søvnig eftersmag i længden, og når man tager sig i at stå og tænke på, hvad der venter af arbejdsopgaver på kontoret i morgen, så er det ikke mindst fordi ulvene ikke bider nok fra sig – og hvorfor nøjes med automatiseret perfektion, når vi kender dem for at præstere meget bedre?