Sprækker i sorgen

Populær
Sprækker i sorgen

Den californiske kvartet Lycus har kreeret et funeral doom-album, som genren tro er tung og sørgmodig, men også opløftende, melodisk og håbefuld.

Kunstner
Titel
Chasms
Dato
15-01-2016
Genre
Trackliste
1. Solar Chamber
2. Chasms
3. Mirage
4. Obsidian Eyes
Forfatter
Karakter
4

Det dybgrå cover sætter tonen. Her slipper lyset ikke ind. Her er der forfaldent og vissent. Her er det modløshed og tristesse, der regerer.

Artworket med skovsøen og det bare, knækkede træ er meget direkte i sin kommunikation og minder i sine grå nuancer om naturlandskabet fra genrekollegerne Bell Witchs storværk ’Four Phantoms’, der udkom sidste år.

Svaret skal findes i, at det er den italienske maler Paolo Girardi, der står bag artworket hos både Lycus og Bell Witch. Hans genkendelige penselstrøg kan også findes på plader af blandt andre Inquisition, Black Breath og Power Trip.

Alligevel er der noget, der ikke helt stemmer overens. For mens californiske Lycus spiller tung og sørgmodig funeral doom, så indeholder musikken også en stærkt opløftende og melodisk kvalitet, hvor mismodet slår sprækker, og lyset slipper ind. Det er endnu et aspekt, de deler med Bell Witch, men hos Lycus udføres det på anderledes facon end i Bell Witchs dronende duo-monotoni.

Stemning i katedralstørrelse

’Chasms’ er Lycus’ andet album. Det udkommer på Relapse Records og følger op på debuten ’Tempest’ fra 2013. I vanlig funeral doom-stil indeholder albummet blot fire numre, som tilsammen strækker sig over 43 minutter, og kun et nummer sniger sig ned under 10 minutters spilletid.

Lycus (et ord fra den græske mytologi og navnet på en tidligere hersker af byen Theben) mestrer en lang række virkemidler. De benytter sig af afveksling mellem afgrundsdyb growl og messende, ren vokal, variation mellem tunge riff og udstrakte clean-stykker og dynamik mellem helt langsomme doom-tempi og en black metallisk fræsen. Og så smider de endda også en smuk, melodisk cello ind i deres dommedagslydbillede.

’Solar Chamber’ starter hurtigere og med et mere friskt dobbeltpedalløb, end man ville forvente sig af et doom-album, og nummeret kommer vidt omkring i løbet af sine næsten 11 minutter. Her får man hurtigt fornemmelsen af det nærmest overdimensionerede rum i katedralstørrelse, Lycus tilsyneladende spiller i. Den brede rumklang og det lange ekko giver musikken et næsten pastoralt præg, der løfter bandet fra at være riffbaserede til i højere grad at være atmosfæriske og stemningstunge, og det åbenbarer sig tydeligst, når nummerets hovedriff sparkes i gang efter et par minutters intro. Herefter bevæger vi os fra dyb, messende skønsang til det helt frygtindgydende growl og over tremolo-picking og black-hastighed, før der leges med et dødsmetallisk dæmpet riff, phaserguitar og korsang. Det er godt sat sammen og flot forløst.

Titelnummeret bølger igennem sine 13 minutter frem og tilbage mellem stille uvished og deprimeret destruktion. Her gør celloen sin entre, og den tilføjer en melodisk nuance og grandiositet til den tunge dommedagsstemning. Det fortsætter ind i ’Mirage’, der afsluttes med endnu et black-stykke, før ’Obsidian Eyes’ folder bandets melodiske kvaliteter helt ud og blandt andet giver plads til en fyldig bas.

Nuancer i det grå

Trommeslageren Trevor Deschryver deler vokalrollen med guitaristen Jackson Heath, og Deschryver har (overraskende nok) en fortid som trommeslager i Deafheaven, hvor han medvirkede på debutalbummet ’Roads to Judah’. Men hvor Deafheaven forsøger at bryde med en tradition, har Lycus en større interesse i at være genretro og opretholde den autoritet, som doom metallen bygger på. I det små bygger de videre på lyden og udforsker funeral doomens stemning, og det gør de flot og troværdigt.

’Chasms’ er et album, hvor tyngden og melodien er makkere, og hvor mismodet ledsages af optimisme og lys for enden af tunnelen. Sorgen slår sprækker, og håbet titter frem. Der er flere nuancer i den grå farve, end man skulle tro.