RMF 2019: Milevidt fra Golgata

Incant

Fortidens milepæle falmede i nostalgiens tåger, og Incantations rådne død kørte på autopilot i en time, som vi egentlig gerne vil have tilbage igen.

Kunstner
Spillested
Dato
05-04-2019
Fotograf
Press
Forfatter
Karakter
2

Royal Metal Fest har, ligesom sin hjemby, alle dage været glade for dødsmetallen i alle dens facetter, og Incantation er derfor et navn, der blandt mange loyale festivalgængere vækker genklang for deres bidrag til den mere beskidte del af scenen. Deres første to album, 'Onward to Golgatha' (1992) og 'Mortal Throne of Nazarene' (1994), fremhæves ofte som værker, den aktuelle, mere rådne del af dødsmetalmiljøet inspireres af, fordi de netop besidder denne ulmende mørke og ubeherskede vildskab, men derudover også er så grumsede i produktionen, at de snildt kunne tage sig ud for at være friske udgravninger fra den lokale kirkegård. Yderligere ni fuldlængder er det siden blevet til under John McEntees kyndige hænder som sanger, guitarist, primus motor og eneste tilbageværende oprindelige medlem, og i den forstand har Incantation holdt navnet i live med et par års mellemrum mellem udgivelserne. Vel at mærke uden at pladerne har gjort det store væsen af sig, hverken hvad angår nytilføjelser til lyden eller nye musikalske milepæle. Incantation lever på fortidens metritter, og det var fredagens koncert på Radar blot endnu et eksempel på.

Forudsætningerne var ellers nogenlunde, som de skulle være. Den grumsede lyd var til dels sikret, men ikke uden en vis skarphed, der burde have været afværget for bedre at naile de beskidte toner, vi så absolut kender dem bedst for. McEntee og kompagni brølede og skraldede derudad, og alting spillede for så vidt – hvis bare ikke det havde været så gabende ensformigt.

Bevares, der var da både tunge doomtravere som 'Christening the Afterbirth' og bastante moshere som 'Rites of the Locust', men det hele blev fyret af non-stop uden skyggen af indlevelse og lyst til at henvende sig til publikum. Det var rutineret og indlært, og så kan man for så vidt tage hatten af for deres stramme samspil, der ikke efterlod nogen tvivl om, at de på trods af en del udskiftninger kunne sætlisten til perfektion.

Heri opstår så også problemet, for hvor har det perfekte hjemme i Incantation? Det skal ruste og skære, ikke være sirligt indlært, og fortidens bedrifter blev udvasket og serveret i et poleret filter. Vi udelukker ikke forekomsten af dybt passionerede fans (der måske endda var der dengang), som havde en fest, bare fordi. Fee' dø.' Sådan kan vi alle have det. Det ændrer bare ikke på, at Incantation i fredags var en skygge af sig selv, og råddenskaben tabte til fordel for indterpet perfektionisme og uengageret autopilot.