ACW 24: Fredag

Fredag på A Colossal Weekend viste sig fra sin bedste side. Vejret var top. Musikken var i top. Selskabet var i top.

Vi må erkende det: Vi er voksne og har derfor også jobs og alt muligt. Så med en lidt sen ankomst på A Colossal Weekend fredag var der ikke tid til de store festivaludskejelser i det dejlige solskin. Men hold nu op, hvor gør det dog en forskel.

Alt bliver bare lysere og lettere og mere boblende, når alle går rundt og lugter lidt af solskin og har det der særligt ristede udtryk i øjnene, der kommer af alt for stor tørst og alt for meget sol.

Det til trods, så blev dagen mest brugt indendøre, hvor vi kom lige præcist i rette tid til dagens første hovednavn: Konvent. Danske Konvent behøver nok næppe nogen detaljeret introduktion, og de har efterhånden sat sig som et solidt navn både i ind- og udland. Derfor var det også oplagt, at ACW satte de doomede damer højt på plakaten fredag. Og solid er det ord, der bedst beskriver Konvent. Det er solid og let midtersøgende doom, der uden de store armbevægelser bliver leveret stilsikkert fra scenen. Men det, der engang var breaking news bliver på et tidspunkt til hverdag, og den rejse har Konvent også været på. Heldigvis.



Vi er lykkeligvis holdt op med at tale om, hvorvidt kvinder kan spille doom. Det kan alle se, de (vi) kan. Men det er også så som så med udviklingen i Konvents musik. Det er godt for fans af bandet, som således ved nøjagtigt, hvad de får, men når “mini-roadburn” sætter én på plakaten, er der jo en teoretisk mulighed for at lave et show, der maler lidt uden for stregerne. Men ikke for Konvent. Koncerten var præcist, som vi forventede, at den ville være, og uden at den gjorde nogen fortræd, så var det heller ikke en koncert, som kommer til at stå ud som et særskilt minde på årets ACW.

Fra Konvent til gale nordmænd. Dem er der generelt ret mange af i år, og det er jo godt at vores broderfolk vælger at fejre deres selvstændighed i en dansk kælder på Vesterbro. Et næsten poetisk paradoks tegner sig i horisonten, og det er måske også det, som Heave Blood & Die er. Et poetisk paradoks. Med fødderne solidt plantet i 70’ernes muldjord kunne det lidt aparte orkester også hive mere moderne sounds op af hatten, mens de foran et stadig mere fyldt Basement dansede og svingede sig ind og ud af repetitive melodistykker, mens publikum mere eller modvilligt måtte danse med.



Men nu var vi jo ikke kommet for at danse. På den anden side var jeg heller ikke kommet for at høre Wiegedood, der var næste store navn på Lille Vega. Det var der en anden anmelderkollega, der tog sig kærligt af, og heldigvis var der en dejlig bar lige ved siden af salen, og det var jo en fremragende anledning til at tale med gamle og gode venner - her iblandt brødrene Sejersen, der lige nu er i gang med de helt store forberedelser til årets John Cxnnor-koncert på Copenhell. Hvis du allerede er fan – eller måske er blevet fan – af Witch Club Satan, er det værd at sætte kryds ved John Cxnnor-koncerten, for den kreative producer-duo har et samarbejde i ærmet.



Men inden vi kom så langt i fredagens program, måtte jeg lige en tur forbi Basement for at se lidt Michael Ellis. At sige, at det er underligt, ville være en underdrivelse, men det er gennemført og ret sejt, selvom de dobbelte masker ikke ligefrem udgør et hyggeligt udtryk. Det var en ganske kort optræden på kun 30 minutter, men hatten af for at hoppe ind i programmet i stedet for Pleaser med så kort varsel.



Efter maskeballet på Basement var der kun ganske få bands tilbage i fredagen, og næste optræden var Witch Club Satan. Og det var til gengæld en optræden, der kan huskes. De tre hekse på scenen hvæsede, skreg, og gurglede sig igennem et ret gedigent stykke med black metal. Det hele på en særdeles teatralsk baggrund, der afslørede, at de tre hekse til dagligt gebærder sig på den anden slags skrå brædder. Det var gennemført og det var overraskende, og det var godt. Hvis du er nysgerrig på anmeldelsen, så ligger det hele her og venter på dig.

Helt uventet gik ingen i publikum derfra som tudser eller hvad det nu er, hekse plejer at trylle irriterende mennesker om til, og alle kunne derfor frit vælge, om de ville tage til Fange, eller om de ville have årets anden optræden af Katla med sig hjem. Flere på magasinet valgte det sidste, og da Katla er årets Artist In Residence, var det kun naturligt, at den fik lidt ekstra gas kl. sent fredag aften. Således var vokalist fra Vulvatorius, Ditte Krøyer, en hurtig tur på scenen og også bandets tidligere bassist, David Rosing, svingede forbi til en gæsteoptræden. At Katla har noget at fejre er helt klart, og foran et pakket Basement fik den alt hvad den kunne trække. Og det kan du læse mere om her.



Det blev også det sidste band denne fredag, men på hjemturen måtte jeg overgive mig og kippe med hatten af et program, der i bredde og nysgerrighed synes at slægte Roadburn Festival på, men i væsentligt bedre vejr. I virkeligheden var fredag på A Colossal Weekend en slags revanche for Roadburn. Tak for den.