Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Imagepleje

Populær
Updated
Imagepleje
Imagepleje

Hvis koncerter kun handlede om musikken, kunne man lige så godt blive hjemme og høre den og slippe for andre mennesker. Tre sludge- og stoner metal-bands anlagde vidt forskellige syn på, hvad looket betyder for den samlede oplevelse.

Kunstner
Titel
+ Alkymist + Katla
Spillested
Dato
21-04-2018
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Scott Kinkade (PR)
Karakter
3

Man vender ryggen til sludge metal et øjeblik, og når man kigger igen, er alt forandret. Scenens største bands har efter tur forladt den for at prøve lykken andre steder, mens kultnavnene rager ind og ud af gendannelser og pauser så lange som en junkies glippen med øjnene. Sidst jeg tjekkede, var Weedeater i bedste fald et mindre kultnavn, som næsten var bedre kendt i kraft af frontmanden “Dixie” Dave Collins’ bijob i større navne som Buzzov*en, Bongzilla og Sourvein end for deres egne plader, hvor sludgen fik tilføjet et solidt skud southern twang. Men 20 år inde i karrieren kan de altså sælge Stengade ud, hvilket godt nok er et pænt stykke fra de koncertsale, Mastodon fylder, men alligevel kommer som en overraskelse for mig.

Men det er fuldt forståeligt, at Weedeater har fået det trofaste publikum, de har. Powertrioen er tight, selv når de spiller bevidst sløset, og lyden er varm og doven på den latent aggressive måde, man har det med at forbinde med Sydstaterne. Alle de klichéer spiller bandet og ikke mindst “Dixie” Dave Collins på med fedtede kasketter, der bliver snurret rundt på hovedet, skeløjede grimasser og Jack Daniels drukket direkte af den halvtomme flaske, der bliver fremvist stolt balancerende på langemanden. Den bevidst bøvede redneck-stil er da heller ikke kun en gimmick: Det her er trods alt manden, der i midten af nullerne brækkede sig på scenen, mens han spillede videre, og nogle år senere lykkedes med at skyde sin egen storetå af, mens han pudsede sin pistol. Flot.

Det er altsammen staffage, der lidt for nemt kommer til at skygge for musikken. Det behøver den såmænd ellers ikke, for Weedeater har gode riffs begravet i bulderet, fine melodilinjer på den lavthængende bas samt misantropi og fremmedgjorthed nok til at dele ud af den. Det er faktisk temmelig godt, når man som jeg egentlig ikke havde forventet det store. Jeg er positivt overrasket, som jeg står midt i den bølgende forsamling, solkogt og omsluttet af den fede stoner metal. Men hen mod slutningen går det også op for mig, at jeg i længere tid har stået der med tankerne alle mulige andre steder henne og har tænkt over arbejde og forældremøder og alt muligt andet end det, der foregår oppe på scenen. Mere fængende har musikken altså heller ikke været. Det går også igen i flere af de kommentarer, der lyder på vej ud af salen efter koncerten: Dem, der har været godt ristede, syntes, det var det fedeste; de mere sobre som jeg har haft det fint, men er ikke 100 % overbeviste.

Bar mave og cowboyvest
Måske er det også, fordi Weedeaters udtryk er så simpelt, og der er så lidt variation i det. Det kan man ikke beskylde de to lokale opvarmningsbands for. Katla åbner aftenen med genretro stoner metal, hvor det knusende tunge riff står i centrum, og råbe-vokalharmonierne fra bassisten og trommeslageren løfter det et stykke op over broderparten af deres ligesindede på en scene, der overlever på trods af skiftende modeluner. Der vil altid være nogle, for hvem fundamentet er Black Sabbath og en solid rus, og visheden om det er såre betryggende. Langhårede, overtuschede og med bar mave i cowboyveste har trioen også bøllelooket så solidt på plads, at man næsten skulle tro, de var svenskere. Det er en ros, skulle man være i tvivl.

Det kan virke som et overfladisk parameter at bedømme et band på, men de efterfølgende Alkymist illustrerer med al tydelighed, hvor vigtig en del af det samlede udtryk, bandets look er. Så højtidelig, som musikken er, bliver det et forstyrrende element, at bandet ikke følger det til dørs på den visuelle side. Bevares, det er fair nok, at forsangeren Peter Bjørneg ikke ser ud til at kunne gro langt hår på den skaldede isse, men skovhuggerskjorten, armbåndsuret og de blåtonede pusher-solbriller virker som et understatement, på samme måde som de andre medlemmers hverdagsantræk gør det. Det harmonerer dårligt med den spirituelt ladede Yob- og Neurosis-sludge, kvartetten gør det i, og underminerer dens tyngde. Som om de ikke rigtig selv tror nok på det til at køre det helt igennem. Jeg kunne godt bruge nogle visuals eller i det mindste en gennemført stil, et image, hvis jeg skulle købe pakken.

For i sig selv har musikken sådan set potentiale. Det er ikke, fordi den ikke er hørt før, og verden har måske ikke helt det samme tvingende behov for flere Neurosis-inspirerede bands, som den muligvis engang har haft, men når bandet også selv ender med at fremstå, som om de tvivler på, at det her vitterlig er så enormt voldsomt og overlegent, kommer det altså til at virke lidt komisk og ret selvhøjtideligt.

Og det må man lade aftenens hovednavn, Weedeater: De er i hvert fald ikke selvhøjtidelige. Der er ingen spiritual dimension i deres musik. De åbner ingen portaler til en anden bevidsthed. Men de har eddermame deres image på plads.