Herlig gumpetung sludge-ragelse
Populær
Weedeater er klar med deres femte album, der er lige så stokkonservativ og forudsigelig, som den er skramlet og underholdende. Og så er den let at drikke mange øl til.
Goliathan
Cain Enabler
Bow Down
Battered & Fried
Claw Of The Sloth
Bully
Joseph (All Talk)
Reprise
Benaddiction
Med et nyt pladeselskab i ryggen og en ny trommeslager bag kedlerne er sludgebastarderne Weedeater fra North Carolina efter fire års pause på gaden med album nummer fem, ’Goliathan’. Da Keith Kirkum for nogle måneder siden forlod Weedeater efter små 18 år - angiveligt på bitter, uoverensstemmende vis - spekulerede man på, hvorvidt Weedeater overhovedet ville blive ved med at eksistere. Ikke kun fordi at Kirkums spil var et stærkt trademark for bandet, men egentlig mere fordi at bandet trods alt hidtil har eksisteret som den samme trio siden deres begyndelse i ’97. Men frygt ikke. Erstatningen, Travis Owen (eks-Zoroaster), gør det, han skal gøre: Han får Weedeater til at lyde, som Weedeater skal lyde. Med hjælp fra selvfølgelig Dave Collins aka. Dixie Dave og Dave Shepherd - samt Steve Albini, der igen sidder i producerstolen.
En skrallet fest
En stor del af charmen ikke bare ved Weedeater men med doom- og sludge- og på sin vis metalmusik i det hele taget er genkendeligheden, det værende eksempelvis genkendeligheden ved det nedstemte powerriff eller dobbeltpedalen, der jorder derud ad. Det er selvfølgelig en forsimpling (metalmusik kan være meget mere; daah!), men ikke desto mindre gør det sig gældende for Weedeater, at det i høj grad er genkendeligheden, der gør bandet fede at drikke bajere i skrallet takt til. Det er især Dixie Daves karismatiske, nedstemte bas og hans nasalt hæse ”squeal like a pig”-vokal, der brandmærker dem, og som også på ’Golitahan’ er med til at gøre lytteren åben for Weedeaters principielt set gumpetunge sludge.
To stay true vs. reaktionære bonderøve
Det befriende ved Weedeater er, at man ikke ét sekund er i tvivl om, at de nok selv skal være de første til at kalde en spade for en spade, heriblandt deres egen musikalske spade. Det innovative har altid syntes at kunne rende og skide hos Weedeater, og sådan er det heldigvis også på bandets seneste udspil. Der synes ikke at være meget tvivl om, at bandet stiller sig selv tilfreds med at få sine lyttere til at nikke hovedet på den der særlige hashede måde, som denne mere reaktionære doom- og sludge netop gør bedre end de fleste andre metalmusikgenrer. Og på den måde er Weedeater endnu en gang nu en gang, ja, stadigvæk, det, de nu engang altså er: Genkendelige som bare fanden; sjove og festligt tunge nogle dage, samt røvkedelige andre dage.
En fod i begge lejre
Der er dem, der vil sige, at bandets mangel på udvikling så er selve indbegrebet af at være true, dvs. kompromisløse og deraf respektindgydende på sin helt egen måde. På den anden side er der dem, der vil sige, at Weedeater er nogle bonderøve, der skal få fingeren ud og smide noget andet end samme formularsang på gaden igen-igen. Sandheden er nok, at Dixie Dave og co. befinder sig et sted midt imellem - så at sige med en fod i begge lejre. Så når alt kommer til alt: Masser af respekt til bonderøvene for at holde det stereotypt kompromisløse kørende i alle disse år. ’Goliathan’ er muligvis ikke en plade, der vil blive sat meget på i hjemmet i fremtiden, men uha, hvor man alligevel glæder sig til at drikke endnu flere bajere i solen med den roterende på anlægget til sommer.