Sløv genudgivelse

Sløv genudgivelse

Unødvendig gen-genudgivelse af lidt ligegyldig debut.

Kunstner
Titel
...And Justice For Y'all (reissue)
Dato
29-08-2014
Genre
Trackliste
1. Tuesday Night
2. Monkey Junction
3. Free
4. Hungry Jack
5. Shit Fire
6. Calico
7. Truck Drivin Man
8. Southern Cross
9. #86
10. Bucket
Karakter
2

'... And Justice For Y'all' er Weedeaters debutalbum, udgivet på Berserker Records i 2001, remastered og genudgivet i 2009 med et genfortolket albumcover. Mu bliver det endnu engang genudgivet i 2009-versionen, men med det originale cover.

Der er næsten uendelige muligheder for overlapninger inden for doom-, sludge-, psych-, stoner-genrerne og der findes de bands, der vælger at lægge deres fokus på satanisme, dem, der dyrker det gode gys, der er drukmåsene, og så er der en helt speciel niche for bands, der har brugt rigtig, rigtig meget tid på at ryge sig skæve og grinet over, hvor fedt det kunne være at starte et band, hvis navn består af to sammensatte navneord, hvoraf første del er noget, der har noget at gøre med cannabis og/eller dét at ryge cannabis, og anden del lyder nogenlunde brutalt, evt. semi-fjollet. Den skarpe læser kan selv regne ud, hvor ‘Weed-eater’ hører hjemme. De kalder endda selv deres musik Weed Metal.

På trods af at ‘...And Justice For Y’all’ er blevet remastered, vil de færreste, der ikke er i besiddelse af en pose pot, have tålmodigheden til at give sig hen til den trættende disciplin, det er at lytte sig frem gennem sumpen af fuzzet bas til et egentligt guitarspor. Udover få numre, solostykker og hardcore-inspirerede passager er guitaren simpelthen mixet alt for langt tilbage i lydbilledet i forhold til bassen. Jeg kan næsten - albummets navn taget i betragtning - føle mig fristet til at formulere en konspirationsteori om, hvorvidt det mon kan være Jason Newsted i forklædning, der har siddet ved knapperne og endelig har fået hævn på sit eget bas-spors vegne. Hvis du har hørt ‘...And Justice For All’ (og det har du vel?!) ved du, hvad jeg mener. Generelt er produktionen desværre sløset udført, og det gør pladen utilfredstillende at gennemlytte.

For det meste af albummets korte spilletid er ‘...And Justice For Y’all’ et skrummel af et sumpet, rumskævt sydstats-BBQ-party, der sløvt nikker med på ‘Lynyrd Skynyrds Greatest’ spillet på en gammel ghettoblaster, der er ved at løbe tør for batteri og har den defekt, at fast forward-knappen slår til og fra, som har den sin egen vilje.

‘...And Justice For Y’all’ er langt fra et skelsættende album for genren, men det har sine - omend små - opture; det gennemgående og smittende groove som f.eks. i ‘Bucket’, der sammen med ‘Shitfire’ også er en af de få skæringer, hvor guitaren rent faktisk får lov at komme lidt til sin ret; de skramlede hardcore-elementer bedst udført på ‘Free’ og endelig det svært Black Sabbath-inspirerede jam i slutningen af ‘Truck Drivin’ Man’ er charmerende og viser en smule pondus, men mere bliver det desværre ikke til.

‘...And Justice For Y’all’ er lige dele sløv humor (sandsynligvis grundet en vis mængde fjolletobak), nihilistisk we-don’t-give-a-shit-attitude og beskidt, tonstung, men simpel og til tider temmelig sløset heavy. Og det virker ikke, som om det har ambition efter meget mere.