HHDT '15: Æd øl og skid riffs

Populær
HHDT '15: Æd øl og skid riffs

Sludge-rødderne i europadebuterende canadiske Hoopsnake  gav en af de mest forudsigelige, men også øredøvende og herlige koncerter på sidstedagen af den sidste Heavy Days in Doom Town.

Kunstner
Spillested
Dato
03-05-2015
Genre
Trackliste
1. Curse of the White Widow
2. Space Time
3. Ratagator
4. Lightspeed Traveller
5. Spoonful
6. Knucklehead

Ekstranummer:
7. Born Under a Bad Sign
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Heavy Days in Doom Town er ikke bare en hyggelig festival. Den er også ekstra dedikeret på den måde, at der hvert år optræder navne, som ikke er på europaturné, men som eksklusivt flyves ind for at give en enkelt koncert. I 2015-udgaven var der besøg fra Japan (Guevnna), Chile (Capilla Ardiente), USA (Serpent Throne) og Canada, hvorfra Night Profound og nærværende band, Hoopsnake, kom rejsende.

Hoopsnake er en bastard, der leverer en herlig omgang heftig sludge af den slags, som vi kender den fra Buzzov•en, Weedeater og selvfølgelig Eyehategod, men også med crossover-tendenser og temposkift, der gør smaddertrioen fra Squamish særdeles underholdende at lægge øren til. Efter 2011’s selvbetitlede debut er de tre lige nu aktuelle med sidste års ep, ’Curse of the White Widow’, hvis titel også afslører bandets tilrøgede filosofi.

Men der var altså dømt dansk (og i øvrigt europæisk) debut for bandet, der som det næstsidste stod på Dødsmaskinens lille scene i rummet, der hurtigt blev godt pakket. Og Hoopsnake spillede HØJT! Faktisk højere end alle andre på dette års festival, og det klædte den sumpede sludge perfekt, mens trioen underholdt fra start med titelnummeret fra ep’en, og med guitarist Daves lyse brøl og bassist Shanes gutturale growl.

Sneglende doom, næsehornstromlende smadder

”Eat beer, shit riffs”, er Hoopsnakes tilgang til musikken, og de har i så fald lagt en række temmelig tunge lorte. Eksempelvis den tonsende og langsommere ’Space Time’ (med indlagt Sabbath-mellemstykke), der lå nærmere den traditionelle doom end resten af sættet, og i Dødsmaskinen gik den direkte i maven på den perverst rigtige måde, så både gulv og publikum gyngede.

I en sang som ’Ratagator’ fornægtede blues-inspirationen sig ikke i de tonstunge riffs, og på den seneste ep er der da også inkluderet et cover af Willie Dixons ’Spoonful’, som Howlin’ Wolf gjorde berømt for 55 år siden. Nummeret var total uigenkendeligt i disse tre lømlers version, og det samme var atter en slæbende voldtægt af en bluesklassiker, Albert Kings ’Born Under a Bad Sign’, som der blev plads til som ekstranummer.

Det var 50 heftige minutter, og koncerten peakede heldigvis mod slut med kolossen ’Knucklehead’, hvor Dave og Shane leverede festlig call and response-vokal i nummeret, der kørte stilen fra sneglende doom til næsehornstromlende smadder, der virkede så meget desto mere brutaliserende takket være lydstyrken. Hoopsnake var et af festivalens mest forudsigelige bands, men hold da op, hvor var det massivt.