Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Forgyldede kontraster af sortsind

Updated
'Mirage'
Gaerea

Dramaet er skruet op og udtrykket fintune på Gaereas seneste udspil, der alene i ambitionsniveau er alt andet end det fatamorgana, det titulært udgiver sig for at være.

Kunstner
Titel
Mirage
Dato
23-09-2022
Trackliste
1. Memoir
2. Salve
3. Deluge
4. Arson
5. Ebb
6. Mirage
7. Mantle
8. Laude
Forfatter
Karakter
4

Siden omverdenen i første omgang stiftede bekendtskab med Porto-kvintetten Gaerea på EP'en af samme navn tilbage i 2016 er de så småt blevet et etableret navn i de mere dedikerede black metal-kredse. Ikke mindst efter 'Limbo' i starten af pandemien på fortræffelig vis flankerede livsleden, mange druknede i, under de evindelige udfordringer med at indfinde sig med den midlertidige, konstant omskiftelige virkelighed. Er der noget, der kendetegner Gaerea, udover de let genkendelige, forgyldede og/eller sorte hætter de gemmer deres identiteter bag, så er det da også netop deres konstant omskiftelige lydbilleder, eller deres kontrastprægede tilgang til black metal-genren om du vil. Så er spørgsmålet jo så bare, om portugiserne kan opretholde den kvalitetsmæssige kurve, de har opbygget over de første par plader, eller 'Mirage' kaster lidt illusoriske bump på vejen.

Det står i hvert fald hurtigt klart, at sangskrivningen er strammet op siden forgængeren. Numrene er  vel 3-4 minutter kortere i gennemsnit end på 'Limbo', men uden at gå på bekostning af den lydmæssige bredde. 'Memoir' åbner ud med intrikate, underspillede guitarharmonier og hviskende ambiens, inden den brølende distortion slår ind to et halvt minut inde som en knytnæve fra højre og sender os igennem hele Gaerea-paletten på flydende vis. 'Salve' eksploderer lige fra første sekund, hvor Mgła-inspirationen får lidt ekstra svensker-schwung, mens sangerens skrig lyder så forpinte, at det næsten kradser i halsen blot ved tanken. 'Deluge' fortsætter som pladens mest episke indfald, uden dog nogensinde at tilsidesætte black metallen, som er det konstante omdrejningspunkt.



...og sådan kunne man nemt dissekere sangene en for en. Næsten alle otte sange har nogle særkender, crescendoer, refleksive passager eller andet, der skiller sig ud fra det foregående, og det er netop det, der gør, at 'Mirage' som helhed er det bedste, vi endnu har hørt fra Gaerea. Også selvom vokalen fortsat mangler noget andet end det torturerede skrig at trække på for at være et trækplaster i sig selv. Og også selvom pladen er så klinisk perfekt produceret, at det næsten bliver en irritationskilde for en lytter som undertegnede, der godt kan lide sin black mere rå i kanten.
Med det sagt er 'Mirage' dog spækket med både smukke og dissonante øjeblikke, der ukompliceret flyder imellem yderpolerne, og på den måde virker det som et mere kreativt og modent Gaerea, vi lægger ører til i dag. Ikke, fordi de opfinder noget nyt, men fordi de hver især som musikere styrker hinanden og giver hinanden plads uden ikke også selv at tage styringen, når det tjener sa(n)gen. Overflødighederne forklejner sig, udover den lettere middelmådige 'Mantle', til passager her og der undervejs, og derfor er 'Mirage' også snildt en plade, man indtager i sin helhed uden at skippe undervejs. Udover det stærk, førnævnte trekløver, der indleder pladen, bør dog nævnes den lettere melodiøse 'Ebb' og den massive afrunder 'Laude', hvor trommeslageren får fuld lejlighed til at demonstrere sine chops i sidste del af nummeret.

'Mirage' er en intens affære og black metal i kernen - uanset hvad ellers de så ynder at tilføje undervejs. Om man så kan lide sin black så perfekt, luftigt produceret, som 'Mirage' unægteligt er, er en smagssag, men portugiserne har skruet behændigt op for både følelserne og kontrasterne, og deres lyd har aldrig stået mere klart end her - så er Gaerea endnu et ukendt navn for dig, så er det her det oplagte sted at starte.

Menu