Fire typer sortsind
Populær
Durance of Hate lagde solidt fra land som støtte til undergrunden med god bredde i genrepaletten og med mørket som fællesnævner.
Måtte man have overset Durance of Hate, så er der tale om en event stiftet af Malthe Tiufkær (ORM og Wulfaz), der er ment til at skabe bedre opmærksomhed om de snævre navne, og give dem bedre vilkår for at få det hele til at hænge sammen. Alt for ofte bliver kunstnere pålagt at få trukket en procentdel af sit merchsalg, eller i det hele taget spist af med dårlig betaling for deres supportslots, når de overhovedet får chancen for at komme ud at spille. Alt er således skåret ind til benet her på Basement for netop at kunne sikre, at alle dagens artister får mest muligt ud af denne lejlighed til at sætte dem selv på dagsordenen – og så fungerer Solbrud som det åbenlyse trækplaster for ligesom at sikre fremmødet, og at denne første udgave kommer godt ud af starthullerne.
Med ti minutters forsinkelse lægger de første toner sig som dyner henover kælderens luftrum - til vor fælles store forundring er Offermose dog ikke at finde på scenen. Vores øjne dirigeres hurtigt op på gangbroen over os, hvor Anders Nydam har placeret sig med sine synths, mens spektrale lysprojektioner tilføjer ekstra spacy kolorit til lydtapetet. Det er efterhånden fire år siden jeg sidst så ham varme op til Demon Head, og det er fortsat den let pulserende synth der driver værket, med tematiske indsnigelser, der sender tankerne i retning af John Carpenter og Blade Runner. Organiske lydbilleder, der på en og samme tid tilføjer en dyster og luftig forsmag på, hvad aftenen ellers har i vente.
Hvor lækkert det end lyder, så er det dog svært helt at lade sig rigtig gribe af i live-settingen - som instrumentalt åbningsnavn er det musik af den karakter, der udmærker sig bedre som lydtapet til boglæsning eller alskens kreative udskejelser, hvor vi her er flere, der står og går lettere apatisk rundt, fordi der ligesom mangler det visuelle element til at bakke stemningsbillederne op. Vi ser da også det forfriskende i at udnytte rummet på denne anden vis ved at placere musikeren i toppen af rummet, men det indskrænkede desværre også mulighederne for at se ham på andet end udvalgte steder på gulvet - en idé, der nok så bedre ud i teori end i praksis.
Og således ændres settingen fra Offermose til Offernat. En trio, der fusionerer doomens fundamentale tyngde med blacket aggression fra trommeslager Jonas Bangstrup og momentære, post-metalliske tonaliteter. Som regel alt sammen i et og samme nummer, for sangene fatter sig vitterligt ikke i korthed. Det gør nu heller ikke spor. Oftest er det de lange, repetitive doom-grooves, hvor inspirationen fra Winter virker nærliggende, der sælger dem bedst, men afvekslingen over i de mere kaotiske strukturer er samtidig væsentlig for, at tungsindet ikke risiskerer at gå i stampe. Vokalen er så, hvad den er – stereotyp brug af skrig, der ikke gør andet end det forventede, omend Bangstrup i det mindste mestrer en mere skinger tone end Anders Kargaard Bork på guitaren. Det er ikke her, Offernat gør sig bemærket, men deres sans for variation, intensitet og tyngde, i øvrigt uden åbenlyse referencer, er særdeles effektiv, og den uudgrundeligt misantropiske eftersmag kan vi bestemt heller ikke tage fra dem.
Det mest anderledes indslag i dag er dog uden tvivl NAKE. En kvartet jeg har fulgt siden deres spæde dage over ti år tilbage under Cacafogo-konstellationen, og som jeg i øvrigt selv bookede til at spille til min fødselsdag ni år tilbage. Det er derfor også et band, jeg har nært på det personlige plan, men personlige relationer aside, så er de fortsat drevet af det progressive og kan deres tekniske kram til fingerspidserne. Med western-look og sortmalede ansigter indtager de scenen – først Poul Høi med fyldige Moog-flader, mens resten af bandet træder til, og Nicklas hugger sættet i gang med snørklede guitarfigurer. 
NAKEs musik er i det hele taget snørklet på sin egen forunderlige vis, samtidig med at den har en fortryllende eftersmag. Det ene øjeblik tripper de rundt i Tool'et sindelag. Det næste går der ren mathrock i taktarterne, og til andre tider får musikken lov at hænge i dronende passager, hvor inspiration fra Godspeed You! Black Emperor midlertidigt spøger. Underligt nok er westerntematikken ikke bakket op på lydsiden, og så kan man jo undre sig lidt over hvad årsagen til udsmykningen måtte skyldes. De har så til gengæld så meget andet at trække på, og særlig bør nævnes et par sekvenser, hvor Emil virkelig får lov at drive maskineriet med groovy indføling på bassen, og så de altid imponerende teknikaliteter fra trommevirtuos Søren Høi.
NAKEs største hage er, at der ligesom mangler prikken over i´et. Det der samlende indslag, hvor de får hele salen med på den ene eller den anden måde. Et hook, et genkendeligt groove, en momentær trance, eller måske noget helt fjerde. Koncerten daler en smule i momentum hen mod slutningen, måske netop af den årsag, men det skal ikke aflede fra det faktum, at NAKE har fat i noget helt særligt og virkelig fik solgt varen til os, der er lidt mere eksperimentielt orienterede i det musikalske aftryk. Det er bestemt ikke tilfældigt, at Tiufkær netop har udvalgt dem som det sidste band inden hovednavnet, for de fortjener at få gjort sig bemærket, og med en debutplade på vej, vil der forhåbentlig snart ske et og andet.
Det vil der i hvert fald i Solbrud-campen, der til februar udgiver 'IIII' - deres første plade siden 2017s 'Vemod', men live-formen kræver også lidt afstøvning forinden, og det er så derfor, Solbrud headliner denne udgave af Durance of Hate. Selvom jeg efterhånden snart ikke længere kan tælle antallet af oplevede Solbrud-koncerter på to hænder, så er det dog i dag første gang for undertegnede med David Hernan i front, og han viser sig hurtigt at være en stærk tilføjelse til bandet. Der er lige det rette niveau af desperation i hans skrig, og når intensiteten stiger allerede i den vanlige åbner, 'Øde Lagt', er det med maksimal overbevisning i hans aggressive tilstedeværelse på scenen.
Et par ukendte skæringer bliver luftet, men i vanlig Solbrud-stil gøres der ikke meget for at henvende sig til publikum undervejs. Musikken får lov at tale for sig selv, og vi må antage, at der er tale om numre fra den kommende plade. Ved første ørekast tilføjede de dog ikke væsentligt nyt til det eksisterende, men lød da om ikke andet til at opretholde niveauet fra fordums bedrifter.
I det store hele føltes det som endnu en koncert, og magien fra tidligere oplevelser fik aldrig lejlighed til helt at folde sig ud udover i isolerede sekvenser, såsom et lækkert, mere dvælende take på 'Klippemennesket' sent i sættet. Det var godt endelig at få set Hernan som en intens tilføjelse til Solbrud-familien, mens deres tidligere bandfælle tog sig visse rekreative friheder andetsteds i kælderen – det er dog ikke koncerten i aften, vi skriver bag øret som en af de mest mindeværdige fra deres side. Med det sagt kommer vi ikke udenom, at de har et solidt katalog bag sig, hvilket hjælper til at hæve bundniveauet, og når nu anledningen er en fredag aften i en tætpakket kælder på Vesterbro, så tilføjer det også en hel del til energiniveauet foran scenen.
Solbrud har navnet og historien med sig – om et halvt år vil det vise sig, om de også har fremtiden med sig.
Offermose: 2
Offernat: 3
NAKE: 4
Solbrud: 3