Opløst og forløst

cover-Swans-Leaving-Meaning-

Michael Gira opløste Swans for to år siden. På bandets nye plade fortsætter han i de bedste sange den opløsning af al struktur og ethvert fast holdepunkt. Resultatet er svimlende og langt henad vejen besynderligt godt.

Kunstner
Titel
Leaving Meaning
Trackliste
Hums
Annaline
The Hanging Man
Amnesia
Leaving Meaning
Sunfucker
Cathedrals of Heaven
The Nub
It's Coming It's Real
What Is This?
My Phantom Limb
Karakter
4

Bands skal lade være med at blive gendannet. Der var en grund til, at de blev opløst i sin tid, og der var en tid, de fungerede i. Det er som med tidsrejsedogmet: Hvis man piller ved noget i fortiden, ændrer man nutiden. Og forsøger man at genskabe fortiden i nutiden, tarveliggør man historien, og så står Jeff Goldblum i en lysning og griner smørret, mens dinosaurerne vælter rundt omkring ham. 

Det er sjældnere end sjældent, at der kommer noget rigtig godt ud af gendannelser. I bedste fald kan der komme nogle gode koncerter ud af det, man kan nå at få set bands, man missede i første omgang, få et skud nostalgi; værre står der oftest til, når de bands beslutter sig for også at lave ny musik. 

Undtagelsen fra reglen er selvfølgelig Swans. Da Michael Gira i 2010 efter 13 års dvale genoplivede det skelsættende noiserock-band, der har været ledestjerne for bands som Neurosis, Napalm Death, Tool og Godflesh, var det selvfølgelig, fordi han havde set sine samtidige begynde at tjene flere penge på at turnere med deres gamle bands, end han kunne med sit eget Angels of Light. Men det var også, fordi han var begyndt at skrive sange, som passede bedre ind i en Swans-sammenhæng end i det mere traditionelt sangstrukturerede Angels of Light. Vrede sange, som han selv udtrykte det i filmen ‘Where Does a Body End?’ Over fire plader fra 2010-2016 arbejdede Swans sig frem mod en fuldstændig opløsning af de strukturer i stadigt mere percussiondrevne og repetitive forløb, der mundede ud i kakofonisk dronen med perverst muntre sørgekor og Giras nihilistiske råbemantraer.

Det nåede sit klimaks på ‘The Glowing Man’, og da den efterfølgende tour var ovre i 2017, opløstes Swans endnu en gang i sin daværende form. Denne gang skulle der bare ikke gå 13 år, før Gira blev draget af sit eget monster én gang til. For det er stadigvæk sådan, det føles, når man går ombord i en ny Swans-plade: Det er en bedrift, der tærer så meget på én som lytter, at der ikke skal megen fantasi til at forestille sig, hvor meget det må have tæret på dem, der har frembragt den.

Rent ud sagt behageligt
Men ‘Leaving Meaning’ er alligevel en helt anden størrelse end de foregående Swans-plader. Hvor de var knusende, klaustrofobiske og rytmisk forankrede, er ‘Leaving Meaning’ i lange stræk æterisk og udflydende. For at forløse det har Michael Gira på to af pladens centrale sange, titelnummeret og ‘The Nub’, indforskrevet den australske trio The Necks, der i tre årtier har svømmet rundt i et lettere forstyrrende rumtidskontinuum, som selv Swans må give fortabt over for på de to sange. Det får lov at ud- og afvikle sig i sin egen evighed, mens man føler sig stadigt mere svimmel over det konstant kæntrende piano, der blæses op og ned ad dybet af messingblæsere.

Omvendt er en sang som singleforløberen ‘It’s Coming It’s Real’ noget af det mest rolige, afklarede og rent ud sagt behagelige, Swans nogensinde har indspillet. Det er en væsentlig pointe med Swans i sin nye form: Indtil videre skal det fungere som et rent soloprojekt for Gira med de musikere, der bedst kan forløse hans kunstneriske vision på et givent tidspunkt. Om det så er The Necks eller alle metalfans’ indiedarling Anna von Hauswolff og hendes søster Maria von Hauswolff, der tager den gamle Swans-sanger Jarboes stemmeeksperimenter videre til næste niveau på ’Sunfucker’.

Det mest imponerende ved ‘Leaving Meaning’ er egentlig, at det lykkes Gira at samle trådene så godt, som han gør det med et hold på over 30 musikere i løbet af den halvanden time, pladen varer. Det bliver ikke fragmenteret, der er en rød tråd hele vejen igennem. Vigtigst af alt lyder det umiskendeligt som Swans. Når det er bedst, gør det det på nye, uforudsete måder som i ‘It’s Coming It’s Real’ eller de to sange med The Necks.

Til gengæld er det faktisk, når pladen lyder allermest som Swans, som man kender det, på ‘Sunfucker’ og ‘The Hanging Man’, hvor de tidligere medlemmer medvirker, det er mindst interessant i denne omgang. Det er, som om der ikke er mere at tilføje det kapitel af Swans’ historie.

Set i det lys giver det alligevel ganske god mening, at Swans stoppede efter ‘The Glowing Man’. Og genopstår endnu en gang som noget ganske andet. Men det må gerne blive endnu mere spændende at følge på de kommende plader.