RF'14: Hemmelige psych-fællesskaber
Populær
Tunge, psych-dedikerede Narcosatanicos spillede tirsdag aften under opvarmningsdagene en ekstrakoncert på den aparte scene Dome Stage. Det var ikke bandets skyld, at koncerten aldrig kom ind under huden på én.
Som mange læsere vil vide, greb Roskilde Festival warm-up-dagene anderledes an i år, end de har gjort i tidligere år. Opvarmningskoncerterne, der på mange måder virker som et springbræt for hovedsageligt up-coming skandinaviske bands i diverse genrer, har tidligere år fundet sted på Pavilion-scenen, som i præ-festival-dagene dog har været omdøbt til Pavilion Junior. Trods den lille navneforskel har scenen været den samme både i præ-dagene og under selve musikfestivalen. I år introducerede festivalen så Rising – den nye Pavilion Junior om man vil - og modsat Junior, der lå inde på selve festivalområdet og derfor gjorde det muligt for gæsterne at snuse til dette område af festivalen, også inden at portene til festivalområdet officielt åbnes torsdag eftermiddag, da befinder Rising sig på campingpladsen. Nærmere bestemt befinder Rising sig temmelig langt ude i Camp Øst, hvilket i øvrigt ikke er så lille en gåtur for festivalcampisterne i Vest. Og nu hvor campingpladsen på Roskilde mildest talt ikke er som den typiske campingplads, så fører dette sceneskift en hel del med sig.
Det’ pøllet
Først og fremmest er der noget anderledes pøllet over Rising-koncerterne, end der var over de koncerter, man tidligere år har oplevet på Junior. Der er ganske enkelt noget anderledes primitivt over det at skulle vade igennem et langstrakt camping-helvede for at komme til en koncert, end der var over at bevæge sig ind på området omkring Junior-scenen. Skiftet til det pøllede klæder dog festivalen, som da også selv synes at være bevidste om dette mere afdankede image, hvilket til dels understreges af Rising-scenens plastiksorte udseende, der har herligt meget DIY-grimhed over sig. Det er nedbarberet og enkelt, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at Rising æstetisk set eksempelvis er en direkte modpol til den farvemættede og stilfulde Apollo.
Dualiteten, der er på spil disse to scener imellem, repræsenterer en Roskilde Festival, der forsøger at følge med tiden. Hvis det har været tendensen i København de seneste par år, at Berlin-inspirerede spillesteder og DIY-festivaler som eksempelvis Basement, Mayhem samt Heavy Days in Doom Town får stadig større og bredere anerkendelse også uden for undergrunden, og hvis det har været tendensen, at musikspillesteder og -festivaler som netop disse er med til at gøre anderledes simple, lurvede, koncentrerede (kald dem hvad, du vil) rum til et nyt tjekket centrum at opleve koncerter i, ja, så kan Rising vel ses som Roskilde Festivals forsøg på at tage del i denne tendens. Ikke at koncertoplevelsen på Rising har noget som helst med koncertoplevelser på hverken det ene eller andet spillested at gøre, men sceneskiftet fra Junior til Rising indikerer dog en tendens for festivalen.
Dome Stage: En scene i udkanten
En tendens, der ofte følger med disse DIY-drevne spillesteder er i øvrigt den måde, hvorpå spillestederne annoncerer deres koncerter. Det er sjældent, at der gøres meget ud af reklamer og markedsføring, og det er ofte det nysgerrige, musikinteresserede publikum, der selv skal stå for at følge med i, hvad der foregår på de forskellige scener i udkanten af det, der er mere mainstream-tilgængeligt. Også denne selvoplysende hold dig til øllet-tendens praktiserede Roskilde for første gang i år. Det gjorde de blandt andet ved angiveligt at holde rullende intimkoncerter med eksempelvis Förtress og Hexis i toget mellem Københavns Hovedbanegård og Roskilde Station. Rullende koncerter, der ikke på forhånd var annonceret. Og det gjorde de ved at holde koncerter på den kuppelformede hvide særling af en scene, der går under navnet Dome Stage, som ligeledes befinder sig i Camp East i det område, der hedder Dream City. Også her arrangerede festivalen mere ’hemmelige’ koncerter. Blandt andet med århusianske Narcosatanicos.
Narcosatanicos vs. Dome
Det var egentlig et rent tilfælde, man selv opdagede, at de meget omtalte og hypede Narcosatanicos spillede på Dome Stage. Det herligt psykedeliske, jazz-liderlige noise- og metalband, der har skraldet tyngde som det vigtigste element i sin musik, var i forvejen annonceret til at spille på Rising om onsdagen (en koncert, som ingen fra Devilutions Roskilde-hold desværre havde mulighed for at tage til), men to uger før festivalens start annoncerede bandet så på sin Facebook-side, at de havde fået en ekstra tjans om tirsdagen. Modsat den såkaldte "regulære" koncert om onsdagen, ville der dagen forinden tilmed være tale om et unikt sæt med et dybere fokus på det visuelle. Så vidt denne skribent ved, annoncerede Roskilde Festival ikke selv noget om koncerten, ligesom de heller ikke havde annonceret noget om den ekstra-koncert med Hexis, der sluttede, netop som man ankom til Dome omtrent en halv time inden, at Narcosatanicos var sat til at skulle gå på.
Sløvhed og fuldskab
Narcosatanicos byder på en herlig musikalsk blanding, der synes at trække ligeværdigt på det progressive a la King Crimson samt det tung-punkede a la Swans og som rytmisk mikses med en nærmest elektronisk fornemmelse, der i århusianernes hænder ikke desto mindre får et psykedelisk og organisk jazz-feel. Skidtet er kort sagt på én gang sonisk beskidt og musikalsk elegant, og var der én ting, der stod frem på Dome Stage, så var det da også, at undergrundshypen om bandet synes legitimeret. Bandet spillede fedt – og lad gerne det blive hørt!
Koncerten var i sig selv dog en uforløsende oplevelse, der aldrig gjorde det muligt for lytteren at være til stede på musikkens betingelser. Campingpublikummet, som havde fundet frem til Dome Stage, virkede på overfladen dedikeret med opildnende fællesskrål inden koncerten (”Narco, Narco Narco, Narco ...”) samt masser af Små Grønne at skylle skråleriet ned med. Men til trods for at ens forventning ellers nåede at blive godt oparbejdet under en alt for lang lydprøve, var det alligevel uforløsende, da bandet så endelig sparkede koncerten i gang. Selv da man fik møvet sig igennem det herligt tætpakkede publikum, der dog som hysterisk fulde amøber gik mosh-amok til musik, der hellere skulle sumpes til, var det svært at få musikken ind under huden, som den kræver. Det var, som om der var et usynligt filter i det ellers charmerende rum, Dome Stage, der satte en dæmper på det sonisk tunge. Man mærkede kort sagt ikke en skid.
Mere Narcosatanicos snarest, tak!
Eftersom dette var den første koncert, som undertegnede oplevede med Narcosatanicos, ville man havde ønsket, at det i stedet var en almindelig koncert med bandet, man havde oplevet, frem for denne angiveligt mere unikke. Det var ikke, fordi deres musik ikke passede ind i rammerne på Dome Stage. Tværtimod, Narcosatanicos spiller med en musikalsk pensel, der sgu synes bred nok til de fleste spillesteder og som, sin kompromisløshed til trods, egentlig også bør tale til rigtig mange musikinteresserede ører – såvel til rockpublikummets, metalpublikummets samt til dem, der måtte havde en forkærlighed for subgenrer som hård dance, jazz, industrial og selvfølgelig psych – you name it. Narcosatanicos kommer vidt omkring og er af samme grund et band, man roligt synes at kunne sætte sin dk-musikalske lid til. At de er et af de mest cool spillende og dedikerede bands herhjemme netop nu, er en påstand, man på det seneste har hørt fra rigtig mange gange fra pålidelige musiknørdede kilder. Og til trods for at denne tirdagskoncert på Dome i sig selv ikke rigtig understregede det, så siger det vel netop en hel del om bandets formåen, at man, den skuffende koncert til trods, stadigvæk ser fandens meget frem til at opleve bandet igen. Mere Narcosatanicos snarest, tak!