Eksistentiel kastration

Populær
Eksistentiel kastration

Michael Gira var i et sjældent varmt lune, da han fredag aften indtog Hofteatrets hyggelige, intime scene foran et dedikeret lyttende publikum. 

Kunstner
Spillested
Dato
14-03-2014
Genre
Trackliste
1. Jim
2. My True Body
3. Destroyer
4. Oxygen
5. All Lined Up
6. Helpless Child
7. My Suicide
8. Promise of Water
9. Love Will Save You
10. New Mind
11. A Piece of the Sky
12. God Damn the Sun
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Forrige gang, denne skribent oplevede Michael Gira live, var til en magtdemonstration af en koncert med bandet Swans – det perverst tunge semi-industrielle postpunk band, som Gira var frontmand for i årene 1982-1997, og som siden bandets gendannelse i 2010 har oplevet en fortjent genopblomstring blandt de af nutidens yngre lyttere, for hvem det gælder om at have fingeren på den mere skelsættende musikpuls. Ligeså suveræn en koncert, som Gira gav med Swans i 2012, ligeså malplaceret en solokoncert gav han dog til Roadburn Festival i 2011, hvorfor det ærligt talt var med en noget uimponeret attitude, man fredag aften gik til Hofteatret (af alle steder) for på ny at give Gira og hans akustiske guitar en chance.

Som med koncerten med Swans i 2012 var det også denne aften koncertarrangørerne artFREQ, man havde at takke for at have hevet Gira til Danmark. Og som det er kutyme med artFREQ, var det ensbetydende med, at ens koncertstøvler - der ellers er ved at være ganske rutinerede udi de københavnske spillesteder - måtte ringe efter Krak-assistance for overhovedet at finde frem til Hofteatret, hvor koncerten skulle holdes. artFREQ har det med på herligt opskruet vis at arrangere sine koncerter på adresser, hvor man ellers kun sjældent bliver budt indenfor til det, vi her kan kalde for ”populærmusik”. ved at arrangere koncerter på steder, der kun sjældent har ting på plakaten, der snakker til én, får artfREQ på forfriskende vis åbnet op for byen også for os forvante koncertlemminger, og får desuden placeret suveræne toner i anderledes relevante rum.

Det giver desuden mening, at man denne aften skulle have Krak-assistance over telefonen, i det man formentlig skal lede pokkers længe, hvis man vil gøre sig forhåbning om at finde et spillested, der egner sig bedre til en akustisk koncert med Gira end netop Hofteatret: Ingen klirrende flasker, perfekt belysning og en lyd, der var skræddersyet til skidtet.

Akustiske perspektiver

Det er en måneds tid siden, at Michael Gira fyldte 60. Den videbegærlige saft og mørke, eksistentielle kraft, han i live-regi på indlevende vis ligger i sine numre, er imidlertid rig på en særlig form for kontroversiel nysgerrighed, der overflødiggør det aldersbestemte. Giras nysgerrighed er kontroversiel, fordi han til tider (ofte) kan synes nærmest enfoldigt optaget af de af livets uforståeligheder, der er de mest smertefulde: dårskab mellem mennesker, som burde betyde noget for hinanden; døden; meningsløsheden. De tunge emner bliver ikke lettere, når de skæres så meget ind til benet som var tilfældet denne akustiske aften.

Det er sjældent, at man støder på kunstnere, der, i takt med at de bliver ældre, tør blive ved at forholde sig til livet fra samme verdensperspektiv, som kunstneren så livet fra også i sine yngre dage. Det er i særdeleshed sjældent, at der så at sige dannes bro mellem kunstneren-som-ung og kunstneren-som-ældre, når verdensperspektivet er så koncentreret og dystopisk en masse, som det er tilfældet hos Michael Gira.

But that’s Gira for you - og det er vel egentlig ganske sigende, at sangen, der denne aften i Hofteatret resonerede på lettest vis (læs: mindst tungt), formentlig var ’Love Will Save You’ hentet fra Swans-albummet ’White Light From the Mouth of Infinity’ (1991). Sangen er et bevidst indbildsk forsøg på at finde mening og essens via kærligheden, mens slet menneskelig forfald og andre eksistentielle prøvelser samtidig råder naturligt som det mest bestandige i livet. Hvor den på studieindspilningen hen imod sin slutning klimakser i en klokkespil-orkestrering, hvis lethed kan tolkes som en semi-opløftet forventning til livet, da fik Gira med den akustiske guitar i hånden suget omtrent den sidste dråbe af forhåbning ud af sangen, så ikke blot kærligheden, men også selve dens indbildningskraft blev sat i et nyt perspektiv. Fortolkningen var et af aftenens højdepunkter.

Nuancer i mørket

Det giver desuden mening, hvis Giras sortsynede perspektiv på livet for den mere uindviede lytter kan synes som en prøvelse i sig selv og muligvis som værende sat på spidsen. Og det skulle da også være underligt, hvis Gira ikke selv er bevidst om, hvor godt mørket klæder ham. Det ville dog være at negligere Giras suveræne evne som sangskriver ikke at kommentere de mange nuancer, der er på spil hos ham. Det er ikke mørke det hele.

Der er ikke mange musikere, der kigger på meningsløshed og afmagt som ufravigelige koncentrater af livet, og på samme måde som Gira samtidig formår også at få så forskellige afskygninger af eksistensen frem i sine sange. Townes Van Zandt og Nick Cave er to andre mestre af mørket, som er helt deres egne og derfor i bund og grund usammenlignelige, men som begge ligeledes har en særlig evne til at skildre menneskets skyggesider med en nuancerigdom, der kan minde om Gira. Hvor både Van Zandt og Cave har sange, der også er anderledes positivt stemte, er ensidige lyspunkter dog umulige at opdrive hos Gira. På overfladen er der ikke meget positivt i det originale univers, der helt og holdent er Giras, men bag aftenens slør af tunge tekster, en lidende stemme samt en hovedsageligt hårdt-punkteret og ond akustisk guitar, dukkede der på Hofteatret alligevel et oplagt, nærmest positivt åndsnærvær frem fra mørket. Nærværet skyldes selve bestræbelsen på dissektionen af livet: Det er selve indsatsen på at finde frem til noget sandt, der giver Giras musik skønhed og en opløftende vilje.

Og hvad med sangene?

Som forventet bød aftenen på Hofteatret på en blanding af akustiske fortolkninger af skæringer fra Swans’ bagkatalog plus en række numre af The Angels of Light - bandet, som Gira dannede efter splittelsen af Swans i slut-90’erne. Gira kom omkring store dele af sit musikalske oeuvre: fra den nye ’Oxygen’, der formodentlig ender på den kommende Swans-plade, til den strengt mærkværdige Angels of Light-skæring ’My Suicide’, til koncertlukkeren ’God Damn the Sun’, der ellers er hentet fra Gira’s selvproklamerede Swans-aversion, studiepladen, ’The Burning World’ (1989). Men selv dét fik en betydning og relevans denne aften – dét at skulle forholde sig til noget fra ens liv og fortid, som man muligvis tidligere selv har kæmpet med og taget afstand fra. Det er ikke altid lige let at skulle lytte og forholde sig til én selv uden også at blive irriteret på sig selv, men som han efterhånden har for vane, åbnede Gira endnu en gang op for anderledes vinkler at se på tingene fra, og på den måde leverede han en koncert, som man husker og tager med sig.