Uden facit, uden ende
Populær
Filmen om støjrockerne Swans er først for alvor nødvendig, når dens historie ikke på forhånd er fastlagt. 21. september har den danmarkspremiere i Cinemateket.
Det er basal journalistisk viden, at den mest dræbende kedsommelige måde, man kan lave et portræt på, er at fortælle hele historien kronologisk fra en ende af. Født der og der, omgivelser malet med bredest mulige pensel, barndomstraumer og forældresvigt som vagt forsøg på en psykologisk begrundelse for hovedpersonens videre virke. Indled så med at have den portrætterede til at udspy lidt lommenihilistisk, kvasibuddhistisk ævl om døden, og man ved, at de næste 126 minutter bliver ubærligt tunge at slæbe sig igennem.
Måske er det et bevidst greb fra instruktøren Marco Porsias side at lade første halvdel af filmen ‘Where Does a Body End?’ forløbe sådan. Måske er det en måde at gøre den lige så krævende at stå igennem, som de tidlige Swans-plader var det. Måske er det en slags subtil hyldest til, hvor omstændeligt man gjorde tingene dengang i 80’erne og 90’erne. Dengang ville jeg have elsket at se første halvdel af ‘Where Does a Body End’: Før Wikipedia og før ubegrænset adgang til at streame al musik nogensinde var Swans en kult, som man ikke rigtig vidste, hvordan man skulle blive lukket ind i; ikke rigtig vidste, om man overhovedet ville det. Jeg er vokset op med ekkoer af Swans i Godfleshs musik, hos Neurosis og Napalm Death, i tidlig Sonic Youth. Jeg vidste, hvordan Swans lød, før jeg endelig hørte dem, og alligevel var jeg ikke forberedt på, hvad der mødte mig, da jeg endelig kunne sætte en Swans-plade på, som ikke var deres bizarre slut-80’er-forsøg på kommerciel tilgængelighed med ‘The Burning World’.
Første halvdel af Marco Porsias film fortæller minutiøst historien om, hvordan Swans blev til. Der er gamle liveklip, og Swans’ frontmand, Michael Gira, fortæller baggrundshistorien med et skælmsk smil under kæmpehatten. Men i lige så høj grad handler filmen om, hvad Swans kom til at betyde, belyst gennem en række af de mennesker, der blev berørt af bandet og i perioder enten var med i det eller en del af kredsen omkring det. Også dét er en alt for velafprøvet model, og den leder uafladeligt til den helgenkåring og næsegruse beundring, som er enhver musikdokumentars indholdsmæssige lavpunkt.
For så interessant er det faktisk ikke at høre om, hvordan det var at spille med Michael Gira dengang. Så mange ekstra lag tilføjer de mange talende hoveder – blandt dem J.G. Thirlwell, Amanda Palmer, Kid Congo Powers, Blixa Bargeld, allestedsnærværende Thurston Moore – ikke til forståelsen af en mand, der har gjort sig selv til én af de på én gang mest forhadte og mest beundrede i alternativ rock. Faktisk er det største scoop, at Jarboe er gået med til at fortælle sin side af historien om at danne såvel professionelt som privat par med Michael Gira frem til opløsningen af bandet i 1997 og gør det uden den bitterhed, der ellers var mellem de to i så mange år.
En druknende Poseidon
Som musikarkæologi er første del af filmen primært interessant for dem, der kommer til den fuldstændigt forudsætningsløse, eller dem, der simpelthen må og skal have alle detaljer om bandets gøren og laden med og ikke har noget problem med gentagelser eller historier, der er fortalt et hav af gange før, hvis man har beskæftiget sig bare perifert med New Yorks post-punk- og no wave-scene. Og det er besynderligt, at man vælger at beskrive et band med så grænsesøgende en kunstnerisk vision på så traditionel vis.
Men godt halvvejs inde slår ‘Where Does a Body End?’ om. I 2010 beslutter Michael Gira sig for at gendanne Swans, ifølge ham selv fordi “I’ve written some angry songs that sound like Swans.” På det tidspunkt var Marco Porsia allerede gået i gang med at følge Michael Gira og altså også det gendannede Swans, og det medfører, at anden halvdel af filmen foregår i nutiden. Der er ikke sat noget punktum for fortællingen på det tidspunkt, der er intet bagklogskabens ulideligt klare lys, vi som tilskuere kan bruge til at udlægge, hvad det er, vi er vidner til. Hvad der er, er et væld af brusende lyd, og i midten af det står Michael Gira og former det som en anden Poseidon.
Oplevede man Swans i sin anden inkarnation, der løb frem til udgivelsen af ‘The Glowing Man’ i 2016 og den efterfølgende turne – der bl.a. bragte dem til Den Grå Hal i 2017 – ved man, at koncerterne var en brutalt katarsisk oplevelse. “Absolutely brutal, but beautiful,” som Kid Congo Powers beskriver det. Mens Swans i 90’erne og Michael Gira i soloprojektet Angels of Light havde arbejdet med mere traditionelle sangstrukturer, var 10’er-inkarnationen af Swans helliget lange, repetitive forløb, der opløste sangene i lydmasser: Det er den proces, Marco Porsia forsøger at indfange i anden halvdel af sin film, og den flydende nutid, som man ikke på forhånd ved, hvor langt vil strække sig, er langt mere interessant som emne end den statiske, afsluttede fortid.
Det er i denne del af filmen, man for alvor fornemmer, hvordan musikken frembringes, ikke mindst fordi man er med i øvelokalet og både ser bandets frustrationer, når Michael Gira ikke kan gøre sig forståelig, og deres lykkelige smil, når det hele går op i en højere enhed. Der er ikke givet noget facit, heller ikke for lytteren, og man er nødt til at forholde sig til det, der sker, og det, det gør ved én selv, uden at vide, hvordan eller hvornår det ender.
Dét formår anden halvdel af ‘Where Does a Body End?’, og det er som dokumentar langt mere interessant end første halvdels arkivariske tilgang til sit emne. Der er simpelthen mere på spil her.
Swans, som et langt større publikum lærte dem at kende på turnéerne i 10’erne, slutter med Marco Porsias film. I oktober åbner Michael Gira et nyt kapitel af historien med en ny plade lavet sammen med den mangeårige samarbejdspartner Norman Westberg og et nyt hold musikere. Lørdag d. 21. september har ‘Where Does a Body End?’ danmarkspremiere i Cinemateket under Musikfilm Festivalen.