Når smerte gør godt

Demersal

Fynske Demersal albumdebuterer med et stemningsfuldt, afvekslende værk, der gør ondt, lige fra du synker ned i dybet, til mørket lukker sig over dig.

Kunstner
Titel
Less
Dato
28-02-2020
Trackliste
1. Amends
2. Thoughtless
3. Relentless
4. Endless
5. Less
6. Failure
7. Homeless
8. Worthless Pt. 1
9. Worthless Pt. 2
Forfatter
Karakter
4

– Vi ser pladen som en nedadgående kurve, hvor man sang for sang mister troen på de menneskelige værdier, og til sidst har man indset, at alt er værdiløst. Ordene er Demersal-forsanger Viktor Ravns, da han tidligere på ugen præsenterede fynske Demersals debut for Devilution.

Og hvor er det da befriende for en anmelder, når et band så rammende og forholdsvis reflekteret selv evner at beskrive det værk, de har skabt. Så slipper man i princippet for at gøre det selv. For 'Less' er vitterligt en malstrøm, der med sin lyd af sorg, smerte og fortabelse sang for sang trækker én ned i den sorte intethed, hvorfra der ikke findes en vej tilbage. Bandets udgave af hardcoren tilsat screamo og black metal er dyster, kaotisk og hamrende aggressiv, selv når den lejlighedsvist finder et leje af melankolsk melodi at hvile kortvarigt på. Som i førstesinglen 'Amends', der fra et feedende guitarhvin kaster sig ud i musikalske rullefald ud over skrænten, som kan være svært fordøjelige for det lukkede sind, men ikke desto mindre imponerer med sin næsten uhæmmede aggression og vrede, smukt opbrudt af både tunge og mere melodiske breakdowns nummeret igennem, der skaber et afvekslende udtryk i Demersals lyd og gør energiudladningerne så meget mere virkningsfulde.

Den afvekslende stil, der går fra introverte, klangfulde mol-passager til et rent aggressivt vanvid, fortsætter pladen igennem og fungerer aldeles fremragende. Numrenes opbygning er kompleks og uforudsigelig, og man ved aldrig, hvad der venter om hjørnet. 'Relentless' er en ustyrlig komposition med noise- og ambient-inspirationer, der kunne minde om Fantomas' mere hidsige stunder. 'Worthless Pt. 1' har et mere mørkt, rocket udtryk i sit DNA, og 'Homeless' flirter både med den klassiske, brølte hardcore og sarte atmosfæriske harmonier på den spanske guitar.

Hardcoren er sammen med black metal formentlig de to metalliske genrer, der udvikler sig heftigst herhjemme for tiden. Ikke mindst når de med større eller mindre succes bliver blandet sammen. I Demersals tilfælde giver det et tydeligt positivt afkast i det tobenede monster, der består af numrene 'Less' og 'Failure' samt overgangen mellem de to. Den første sang bæres igennem af et tungt, fremtrædende trommespil og vokaler, der kæmper en desperat kamp for ikke at blive opsuget af vrede, vrælende guitarfeeds. Et instrumentalt intermezzo drukner næsten i larm for derefter at komme op en sidste gang efter luft og eksplodere i øret på lytteren, inden det endeligt synker ned og dør i en bølge af skarp, statisk lyd. Den stille udfasning af lyden returnerer med 'Failure' og en eksplosion af kaotisk hardcore, black metal-riffing og afsindige screamovokaler, der konstant bærer ved til bålet hele det voldsomme nummer igennem og er et fint billede på den brutalitet, smerte og afmagt, Demersal vil udtrykke.

Svær at kende, let at nyde
Mens Demersal selv er ret vage med at udpege inspirationskilder, er det bands som Coalesce og Birds in Row, der falder én ind, når man hører pladen, mens den musikalsk også har visse ligheder hist og her med eksempelvis Converge eller The Psyke Project. Herhjemme er bands som Hexis og Eyes, foruden klubkammeraterne fra Regarding Ambiguity, helt sikkert orkestre, der spiller bold i samme baggård som Demersal. Men selv i ovennævnte selskab står fynboerne stærkt.

Pladens nævnte afvekslende natur mellem det introverte og det eksplosive samt det vrede og det triste, ikke mindst eksemplificeret ved Viktor Ravns glimrende vokaler, der oser af desperation, raseri og tristesse, er dens største styrke. Har man først lært at lytte efter, er den umådelig svær at blive træt af. Slutteligt er den diskrete, mens særdeles virkningsfulde brug af trompet i pladens første og sidste nummer værd at nævne. Hvor det i metallen aparte instrument skaber stemning og velklang i 'Amends', synes den i den dystopiske lukker 'Worthless Pt. 2' mere skarp og skinger, hvor den i en frugtbar intern kamp med black metal-riffene, de tonstunge trommer og de skregne vokaler lige så stille synker ned i malstrømmen, hvorefter stilheden står tilbage. Udtalt og eneherskende.

Demersals debut er en umådelig stærk plade, der forstår at udtrykke de stemninger og tanker, bandet har sat den i verden for at symbolisere. Det er ikke den nemmeste plade at komme ind på livet af, men er man først derinde, helt derinde hvor den gør ondt på én, giver den et stort udbytte.