Årsliste 2020 – Jon Albjerg Ravnholt

Hvad hader du allermest? Lær at elske det! 2020 var oplagt til at vende op og ned på alting, nu man alligevel var i gang, så: hej Dream Theater, helte-metal, Queen-cover, koryfæer og Stevie Wonder.

Når man ikke kan komme til at gøre, som man plejer, kan man lige så godt lade det stikke helt af. Så jeg brugte en god del af 2020 på at gå på opdagelse i Stevie Wonders og Princes diskografier, og hvis det ikke i sig selv havde været nok til at få det meste metal til at lyde sært uvedkommende, kom der et par hiphop-plader i form af Run the Jewels’ fuldkommen overlegne ‘RTJ4’, Jay Electronicas ti år forsinkede debutalbum ‘A Written Testimony’ og Childish Gambinos improviseret-lydende bevidsthedsstrøm af en skitseplade ‘3.15.20’, der fuldstændig ryddede bordet, når det gælder årets nye udgivelser. Der er pænt langt ned derfra til alt andet.

Dette ikke for at fremhæve hvor fantastisk alsidig en smag jeg har men for at sætte tonen for året: I 2020 skulle vi – stort set – ikke dække festivaler og store koncerter, prioritetsudgivelser blev udskudt, og der skete intet af det, vi plejer at dække. Så derfor satte vi os aktivt for at begynde at skrive om alt det andet, metalkulturen også er en del af, og finde nye måder at skrive om det velkendte på. Jeg er glad for, at vi lancerede Manden med Weekendvesten og hans resignerede take på metal i 2020. Jeg nød at vende tilbage til koncerter fra dengang, der var koncerter til, i serien Genset. Og jeg synes, at vi som magasin lykkedes med at hæve barren for, hvad metaljournalistik kan i serien #metaltoo om sexisme i dansk metal.

Den serie demonstrerede, at det skønmaleri af en metalscene, hvor alt bare er fedt, og alle er de bedste venner, og der aldrig er noget, der rigtig betyder noget, er voldsomt fortegnet. Men det viste sig også i den debat, den affødte, at der er en prisværdigt stor vilje til at komme videre. De bøvede og fornærmede kommentarer efter sidste års leder om sexismen på Copenhell udeblev stort set i denne omgang.

Metal er tilsyneladende klar til at rykke videre, og det tegner godt for et 2021, som kun kan blive bedre end i år.

Men lad os lige se på, hvor galt det egentlig gik.


Årets danske udgivelser:

1. Smertegrænsens Toldere: ‘Blod, Sved & Sæd’ – Slås! Overlagt uovervejet voksenhærg, som vi elsker det. 

2. Tvivler: ‘Ego’ – Velovervejet og mangefacetteret akademikervoksen-hardcore, som vi elsker det, med mindre vi er Tobias og galt på den.

3. Demersal: ‘Less’ – Studiegruppe-screamo på strømpefødder fra verdens navle.

4. Eyes: ‘Underperformer’ – Læg en besked efter den skingre tone.

5. Offermose: ‘Stilhedens Tårn’ – Tangerine Dream-worship. Godt fordi Tangerine Dream-worship.



Årets internationale udgivelser:

1. Ice War: ‘Defender, Destroyer’ – Speed metal, som jeg altid har ønsket mig, at sådan noget skulle lyde. Ikke rigtig som speed metal, altså.

2. Xibalba: ‘Años en infierno’ – Ét langt breakdown i en betonhal.

3. Eternal Champion: ‘Ravening Iron’ – Heltemetal, som jeg altid har ønsket mig, at sådan noget skulle lyde: Heltet.

4. Rektal Tuşe:  ‘Aklen Muaf’ – Perfekt tyrkisk grindcore. Napalm Deaths plade i år var også god, men den var ikke perfekt eller tyrkisk.

5. Vampire: ‘Rex’ – Alle de bedste og mest sande metaldyder tilsat snus og hestevrinsk.



Årets internationale hit:

Tottal Tömming: ‘Båvhimijan Ræppsåddi’ – Sjove metalcovers af popsange er sjældent sjove. Med mindre de er på arbejderistisk norsk og ødelægger en møgsang. 



Årets danske hit: 

Situationsfornærmelse: ‘Ind med hænderne’ – Det er sødt, at de har lavet en sang til Tobias, og omkvædets “Ratatatatatatatatatatatatatatatatatatatatatatatata” er federe end 100 rappere, der ikke kan finde ud af at lave rigtige maskingeværslyde.



Årets genfundne klassiker:

Dream Theater: ‘Images and Words’ – I juli skrev jeg hjem til redaktionen, at Bergen virkede som en by, hvor alle på et tidspunkt i deres liv har været Dream Theater-fans. Det var ment som en hån. Et par måneder efter fandt jeg ud af, hvor latterligt god en plade det her er. Undskyld, Bergen.



Årets internationale navn:

Tottal Tömming – Nordmændene fra Norge håndterer SoMe lige så eminent, som de håndterer årets mest uklædelige fænomen: Socialt distancerede jam-videoer. Og så er der endda en dybere mening med gakkeriet, som Sigrid Vollgraven fortalte i sommer.

Årets danske navn:

En komplet liste over danske bands, der ikke bare har siddet med hænderne i skødet og ventet på, at pandemien skulle gå i sig selv engang, men har gentænkt sig selv og fundet andre måder at interagere med fans og forblive relevante:
1. ...

Årets comeback:

Cro-Mags – Den første Cro-Mags-plade i 20 år var ikke sensationel, og det var faktisk en lettelse. Det var en mere afklaret og afbalanceret Harley Flanagan, der efter adskillige års juridisk tovtrækkeri, offentlig mudderkastning og et overfald, som vi nok aldrig får svar på, hvad de var op og ned i, endelig kunne stå i front for det band, han dannede for svimlende 39 år siden.

 

Årets fysiske udgivelse:

Urfaust: 'Teufelsgeist' – Hvad siger du? I har lavet en bundle med jeres plade og en T-shirt? Det er bare, fordi Urfaust lavede en boks med deres nye plade, hvor man udover lp'en og cd'en fik en læder-slipmat med covermotivet til pladespilleren. Ja, og to læderbrikker med cover. Til at have under de to glas, der var med. Til at hælde den specialfremstillede gin, der var med i boksen op i, jo. Musikken? Jeg er omtrent lige så ligeglad med den som min kollega Cecilie, men jeg anerkender, at det der, det er en slags samlerobjekt.

Det overså jeg i 2019:

Los Huaycos: 'Savage Monstrosities' – Suveræn, eksil-peruansk skatecore, som jeg opdagede dagen efter deadline for årslisten.



Cesspool: ‘We Hide Among You’ – Klø fra Københavns nye fineste hardcorenavn.



Men værre endnu: 
Årets optur: Jeg så et grindcoreband i et hul i muren på en skaterbar i Lima. Der var smukke, unge kvinder omkring mig og kolde øl foran mig. Jeg var på en udstilling om peruansk metals historie i kulturministeriet i Peru med den professor, der havde arrangeret den og skrevet en bog om den. Året var kun lige begyndt, og jeg havde fri indtil midt på sommeren. Hvad kunne gå galt?


Årets største skuffelse: Én gang om året skruer jeg ja-hatten demonstrativt stramt på, fordi det er alt for nemt at hate på alt det åndede og tarvelige ved Copenhell og kræver en intellektuel kraftpræstation at omfavne det i dets ækelhed. Giv mig kropsnorm-afvigende voksne mennesker klædt ud som vikinger! Giv mig koryfæer, der tilbragte 90’erne på dyrskuer i sjælens Midttyskland! Giv mig vrede og kede af det-mænd, der ikke kan håndtere så mange følelser på én gang og har perfekt hår og svulmende guns, mens de ikke-håndterer det! Giv mig Royal Export! Jeg kan tage det hele! Men så åben og generøs fik jeg ikke lov at vise mig i år.


Største ønske for 2021: En moshpit. Bare en lille én. Uordnede forhold, kontroltab og andre menneskers sved på på mig.


Det glæder jeg mig mest til i 2021: I 2020 krydsede jeg Harley Flanagan af listen som én af dem, jeg var nødt til at interviewe på et tidspunkt. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvem jeg egentlig også gerne altid har villet tale med i det nye år.

Jeg glæder mig til at snakke om musik, metalkultur og alt det rundt omkring den med mennesker, der ligesom mig har brugt hele deres liv på det her og på et tidspunkt har spurgt sig selv, hvorfor de egentlig gør det.

De artikler, jeg var mest stolt over at skrive i 2020:

1. Det hele falder langsomt fra hinanden – Hvad betød nedlukningen og usikkerheden for bands, bookere og spillesteder? Det satte jeg fokus på i denne artikel og det efterfølgende vaggtårn: Så ligegyldige er vi.

2. Det lød så crazy og smadret – Fire-en-halv generations dansk thrash metal så tilbage på, hvad de havde skabt, og hvad det betød i dag. Bonus: Vi der valgte thrashen om at vokse op med thrash i Odense omkring 1990.

3. Et Copenhell, vi kan være bekendt – På godt og ondt er Copenhell vores scenes største samlende årlige begivenhed. Bortset fra i år. Så derfor gjorde vi status over festivalen og talte desuden med nogle af dem, der elsker festivalen endnu højere, end vi vil være ved: Ingen skal være alene på Copenhell 

4. Hvorfor midaldrende metalfans elsker ‘Watchmen’ – Synth, 80’er-retro-paranoia og helte, der overhovedet ikke var super.

5. Alle vil ha’ noget – Jeg har skrevet lange, kontekstualiserende artikler om nogle af mine yndlingsplader, der har fejret jubilæer i år, og det har været fedt nok, men den artikel, det var sjovest at skrive, var den her om de to allermest uforenelige størrelser, der findes: Metal og sex.