Ingen skal være alene på Copenhell

baest_copenhell2019_XTJ2639

De tæller ned til Copenhell hele året, og de gør det i fællesskab. The Copenhell Family holder ilden i live for 8.500 medlemmer, der hjælper hinanden før og under festivalen og dyrker et fællesskab, som det er svært at finde mage til uden for gruppen.

Fotograf
Jacob Dinesen / Christian Hjorth / Daniel Slater / privat

Hovedet er fuld af indtryk fra de seneste tre-fire dages festival. Koncerter, man har set, mennesker, man har mødt, enten i eftermiddagssolen på bakken eller i en støvsky i pitten. Bizarre hændelser, fantastiske øjeblikke, ærgrelser og overraskelser, magi og tis på støvlerne. Det er med alt det snurrende rundt i hovedet, man for sidste gang sjosker over skærverne ud gennem sluserne, forbi oprydningsholdet og flaskesamlerne ud i sommernatten. På vej mod billetslusen ser man banneret, der annoncerer datoerne for næste års festival med det evigt kække “See you in hell!”

For nogle af os slutter årets Copenhell der, for andre er det her, optakten til næste års Copenhell begynder. Sådan har Bianca Maria Andersson det. Den 26-årige delikatesseleder fra den midtsjællandske miniputby Stubberup skulle have været afsted for niende gang i år og havde set frem til det, siden hun sidste år gik ud af porten lørdag nat.

– Copenhell er årets højdepunkt. Det er et fristed, hvor jeg kan være blandt ligesindede og føle mig hjemme. Så snart man kommer ind ad porten, er det som at komme hjem. Derfor gør det også ekstra ondt ikke at skulle afsted i år.

Den følelse deler hun med Simone Engelbrekt, der skulle have været afsted for tredje gang i år.

– Copenhell er årets højdepunkt for mig, stemmer den 23-årige kok fra Roskilde i. 

– Så snart man træder ind på pladsen efter at have scannet billetten og fået armbåndet på, når man ser skiltet med “Welcome to Hell” og går ned ad Highway to Hell, mens man kan mærke bassen i jorden: Det er et kæmpe adrenalinkick. 

Med sin alder stikker hun ud i forhold til Copenhells efterhånden midaldrende kernepublikum, men dedikationen er total, og det, hun savner allermest i år, er at mærke adrenalinet bruse gennem blodet på vej ind i moshpitten.

– Jeg vil hellere gå til koncerter end at gå i byen. Hvis man går i byen, er folk i min aldersgruppe ofte et stykke over grænsen til det meget irriterende. Og så er det bare en musik, jeg ikke gider at høre på diskotekerne. Jeg gider ikke høre pop og techno, jeg vil hellere høre rock og metal. Stemningen er mere afslappet til rockkoncerter. Selvom vi laver wall of death, har jeg ikke oplevet, at folk er blevet decideret ubehagelige. Jeg har ikke oplevet slagsmål til hverken koncerter eller Copenhell.

35849182 2104497739809052 271670863454011392 o

Det skulle være løgn
Claus Kumara Simonsen har et andet perspektiv på den særlige følelse af at være fuldstændig tryg midt i det kaos af øl og svedige kroppe, som Copenhell er. Siden han første gang var på festivalen i 2014, har han mærket en samhørighed med resten af publikum, som den 37-årige maler ikke altid har kunnet finde i den aarhusianske hverdag.

– For mig handler det om fællesskabet. Jeg sad alene med mit forhold til metal, for mine kammerater var ikke til metal. At være alene er virkelig ikke rart, selvom der er selvfølgelig forskel på, om man selv vælger at være alene, eller om man er det, fordi man virkelig bare ikke har nogen at dele hverdagen med på grund mobning af eller andet. Mange af os er jo et sted stadig disposable teens, siger han om metalfolket med en reference til Marilyn Manson-sangen.

– Musikken er voldsom, og det er ikke alle, der forstår den. Det betyder, at mange af os føler os udstødte. Men vi er ikke så slemme, som folk siger. Når jeg går i byen, så sætter jeg mig op på min cykel og tager på Escobar og drikker øl, Lynchburg Lemonades, slammer Fireballs og snakker om musik og hvad vi nu end rammer. Jeg ville ikke føle mig tryg på et diskotek på samme måde, som jeg ved, jeg gør på en bar som Escobar.

Det fællesskab, han havde fundet i metal, satte han på en prøve en aprilaften forud for Copenhell i 2016.

–  Jeg så et opslag med en pige, der skulle alene afsted til Copenhell for første gang, og jeg tænkte bare, at det skulle være løgn. Det skulle hun ikke. Så jeg oprettede en gruppe, kaldte det The Copenhell Family, sendte hende linket og sagde, at nu er der en gruppe, hvor folk kan følges ad til Copenhell.

Claus Kumara fotograf Christian Hjorth

Både Bianca Maria Andersson og Simone Engelbrekt var med fra start, hvor gruppen ikke talte mere end et par hundrede medlemmer.

– Jeg skulle afsted alene i 2016, fordi min veninde havde vagter på sit arbejde en del af tiden, så jeg skrev inde i gruppen for at høre, om der var nogen, jeg kunne følges med og drikke øl med. Det væltede ind med beskeder fra folk, der sagde, at jeg ikke skulle være alene derude, jeg skulle bare komme over til dem, fortæller Bianca Maria Andersson. 

– Jeg var egentlig ikke nervøs for at være alene på Copenhell. For mig at se er det den mest sikre festival, der er. Jeg ville bare ikke ende med at stå alene derude. Dem, jeg valgte at mødes med, snakker jeg stadig med, og jeg mødte flere derude, der kunne kende mig fra gruppen.

bianca 1

Det er omtrent den samme oplevelse, Simone Engelbrekt havde.

– Min daværende kæreste og jeg besluttede os for at deltage i 2016, og så fandt jeg tilfældigt gruppen. Vi byggede et fællesskab op, og så var det sjovt pludselig at møde hinanden. Inden festivalen lagde folk billeder op i gruppen af deres battlevest eller sjove hat, og så begyndte vi at lede efter hinanden på festivalen. Det er en skæg måde at dyrke vores passion sammen. 

En del af familien
Det fællesskab var der hurtigt flere, der så en pointe i. I løbet af to måneder frem mod Copenhell 2016 voksede gruppen til 1.000 medlemmer, og i dag er der over 8.300 medlemmer. The Copenhell Family er blevet stedet, hvor man mødes med andre, hvis man skal alene afsted til festival, men også der, hvor man arrangerer samkørsel, hjælper gangbesværede over skærverne ind på pladsen eller kan komme ilende til med solcréme, når én fra familien er faldet i søvn på bakken i bar overkrop i bagende sol.

– Vi er vildt mange medlemmer nu, og jeg kender slet ikke alle, siger Simone Engelbrekt. 

– Men der er lavet patches, så man kan vise, at man er en del af the Family. Når man ser, at nogen har dem på, siger man lige hej, og så kan man sludre lidt om den koncert, man lige har set. Når vi er samlet derude, føler man, at man godt kan snakke sammen, uden at det føles underligt. Da jeg var der første gang, havde jeg kun været med i gruppen i to måneder, men der kom mange hen og fandt én for lige at give en krammer eller en high five.

Idéen med at lave patches og andet merchandise var igen Claus Kumara Simonsens, og det har grebet om sig med T-shirts og hættetrøjer, senest med det resigneret-håbefulde slogan “Fuck COVID-19! We will drink and mosh again!” 

– Jeg lavede merch en måned efter, jeg havde startet gruppen. Jeg skrev selvfølgelig først lige til Copenhell for at høre, om det var OK med dem.  Så skrev jeg i gruppen for at høre, om folk var interesserede i, at vi lavede en fælles T-shirt, og jeg fik min kammerat Martin Friis til at lave noget design. Det har siden udviklet sig til, at vi fik vores egen Family-webshop, men det var slet ikke meningen, at det skulle blive så omfattende.

amon amarth copenhell2019 XTD3858

Samarbejdet med Copenhell har hele vejen igennem været uformelt, men der har været velvilje over for gruppen fra festivalens side. De har kunnet se en pointe i at have et forum som The Copenhell Family ved siden af deres officielle kommunikation.

– Jeg har ikke et rigtigt samarbejde med Copenhell som sådan. Jeg skriver sammen med Morten Skovgaard fra festivalen, men det er mest, når vi jagter billethajer, eller når Morten giver mig noget info, som han mener, det er vigtigt at få ud. De virker glade for os. Det er da også en god ting for dem, at folk har det her talerør via gruppen, og at de har mig til at lave gratis reklame for festivalen, griner Claus Kumara Simonsen. 

Da konferencieren Carsten Holm sidste år skulle introducere jubilæumskoncerten, talte han da også om “Copenhell-familien”, som er blevet et fast begreb, der rækker ud over The Copenhell Familys rækker. Og det er et fællesskab, der er stærkt nok til, at en sommer uden Copenhell ikke får lov at ødelægge det, fortæller Simone Engelbrekt.

– Nu er der folk, der snakker om at mødes på Refshaleøen, selvom der ikke er nogen festival, men bare gøre det alligevel. Der er mange, der opfordrer til at mødes til havefester, og det er en fed idé. Det er et cool initiativ. Det er det også at mødes ude på Refshaleøen, selvom der måske bliver flere, end vi må være. Vi skal selvfølgelig følge retningslinjerne, men jeg synes, det er en cool måde at holde det i live på. For os er det ikke bare en eller anden festival, der kommer igen næste år.

Battlevesten hænger ikke i skabet
Men under nedlukningen, mens Copenhell afholdelse efterhånden blev mindre og mindre sandsynlig, har The Copenhell Family haft sit eget liv online. Programmet bliver diskuteret, langdistancevenskaber holdt ved lige, videominder delt, og over det hele våger administratoren Claus Kumara Simonsen.

– Jeg bruger meget tid på The Copenhell Family. Når jeg kommer hjem om eftermiddagen, tænder jeg computeren, og så holder jeg ellers øje med, hvad der sker i gruppen i løbet af aftenen. Nogle gange skal man lige løfte pegefingeren over for folk. Det er specielt, når der bliver offentliggjort navne. Der er altid nogle mennesker, der ikke kan finde ud af at tale pænt til andre. For mig er der ingen grund til at være så negativ. Hvis man endelig vil det, skal man i hvert fald være konstruktiv. Det er jo heller ikke fedt, hvis der kommer et nyt medlem ind og siger, “hey, jeg glæder mig vildt til at se det her,” og de så bare får at vide af nogle andre, at det kan de slet ikke forstå. Det er lort med lort på. Bevares, jeg kan da også selv råbe højt, men så gør jeg det på min egen væg, hvor folk kender mig.

municipal waste copenhell2019 XTJ5923

Men helvedesfamilien hænger alligevel sammen, fortæller Bianca Maria Andersson:

– Under festivalen er det fedt at have alle dem, man ikke kender til daglig, for dem kender man derude. 

Det gælder også for dem, der ikke har mulighed for at komme afsted til festivalen.

– I 2019 boede jeg i udlandet under festivalen, men så var der en masse, der lagde videoer op i gruppen og sendte på Snapchat, så det føltes lidt som at være med alligevel. Det er fedt, at der er det fællesskab. Vi er mange tusinde, der deler den passion. Jeg er selv meget aktiv på siden. Jeg er inde og kigge hver dag, siger Simone Engelbrekt.

For tiden handler det i gruppen uundgåeligt om, hvornår koncerterne kommer i gang igen. For The Copenhell Family handler ikke kun om Copenhell, siger Claus Kumara Simonsen og afliver myten om manden med weekendvesten, der kun hører metal den ene gang om året, hvor der er Copenhell.

–  Så mange er der ikke, der bare har battlevesten hængende i skabet og kun tager den frem til Copenhell. Det er ikke dem, jeg kender.

– Jeg går til så mange koncerter som overhovedet muligt, supplerer Bianca Maria Andersson. 

– Det bliver til en gang hver anden måned, fordi det også kommer an på, hvornår jeg har weekendvagter. De sidste, jeg så inden nedlukningen, var Dropkick Murphys og Thy Art Is Murder, hvor specielt den sidste var god, fordi det var fem bands på en aften. Jeg får et lille kick ud af at gå til koncerter, men der, hvor jeg for alvor kommer af med min metallyst og mine drifter, er på Copenhell. Der giver koncerterne resten af året kun et lille skud.

fever333 copenhell2019 XTJ1729

Man bliver skør
Det er indtil videre det lille skud metal, hun og resten af The Copenhell Family må spejde efter i horisonten, mens Copenhell ekstraordinært tidligt er gået i gang med at offentliggøre navnene til næste år. Der er flere genbookninger fra i år, men ét navn, som endnu ikke er blevet offentliggjort, går igen hos både Claus Kumara Simonsen og Bianca Maria Andersson, når de bliver spurgt om, hvad de havde set frem til i år.

– Korn, helt klart. Dem har jeg ikke set, siden jeg var ti år gammel på Roskilde Festival allerbagerst sammen med mine forældre. Der er selvfølgelig også Iron Maiden og KISS, selvom jeg har set dem mange gange før. Jeg er vokset op med metal: Min far har altid hørt Black Sabbath og Scorpions og den slags. Og så skulle Meshuggah jo også komme i år, og dem har jeg aldrig fået set, siger Bianca Maria Andersson.

– Jeg havde mest glædet mig til at se Korn, Witchcraft, The Devin Townsend Project, selvfølgelig Iron Maiden og så helt klart Bersærk-drengene, siger Claus Kumara Simonsen. 

– Men lige så meget som koncerterne handler det om at se menneskene. At opleve fællesskabet og stemningen. 

refused copenhell2019 XTJ1001

– Jeg havde glædet mig til hele stemningen generelt, . Jeg skulle se mennesker fra Fyn og Jylland, som jeg kun ser dér eller måske til nogle få koncerter. Mærke stemningen, mærke adrenalinen pumpe, inden man skal ind og moshe. Man bliver helt skør af det! indrømmer Simone Engelbrekt.

Men i The Copenhell Family står hun ikke alene med den følelse. Der 8.326 andre som hende, der har svært ved at forlige sig med ikke at skulle til Copenhell i år.

– Det er rart at vide, at man ikke er den eneste, der sidder og tæller dagene til næste festival, så snart årets Copenhell er slut. Man er ikke den eneste, der er totalt skør, ler Bianca Maria Andersson.