Metaldiktator: Jane’s Addiction – ‘Ritual de lo Habitual’

mtbaldy14

Entreprenør og entertainer, sexsymbol, shaman og speedballvrag: Perry Farrell var et ikon for sin generation. Og han smed det hele væk, men først efter at have ført Jane’s Addiction helt til tops. Tre årtier senere gør vi status over, hvad ‘Ritual de lo Habitual’ egentlig var for en plade.

Titel
Ritual de lo Habitual
Trackliste
Stop!
No One's Leaving
Ain't No Right
Obvious
Been Caught Stealing
Three Days
Then She Did ...
Of Course
Classic Girl
Karakter
666

Åbningsscenen opsummerer på sin vis alt, hvad Jane’s Addiction havde stået for: Perry Farrell står oplyst af billygter og skændes med et par pushere, der begge er betydeligt større end ham selv. Billedet er sløret; det ser ud, som om det er optaget med et håndholdt videokamera inde fra en bil, men man kan se, at Perry Farrell er iklædt en uklædelig solhat og en kjole, der er lige så spraglet, som den er kort og tætsiddende.

Drævende proklamerer hans egen fortællerstemme: “Lesson number one: Never try to score while wearing a dress.”

Det er den lærdom, der drages af Jane’s Addictions korte himmelfart og fatale styrt indenfor bare seks år, og det er faktisk mere sigende, end den tidstypisk slackede tone i filmen ‘Gift’ vil vide af: Jane’s Addiction udsprang af Los Angeles’ flamboyante postpunkscene, hvor der blev blandet godt med funk og heavy metal i, ligesom deres samtidige i Victim’s Family gjorde det længere nordpå i Californien. Men med Perry Farrell i front med armbånd og tørklæder hvirvlende omkring sig og den evigt trøjeløse guitarist Dave Navarro ved hans side tilføjede Jane’s Addiction et element af grænseoverskridende sexethed, snusket junkiechic og pop-shamanisme til mixet. 

De var The Doors for MTV-generationen, og som dem var de dømt til ultimativt at eksplodere før tid.

Nekrofili og verdensfred
‘Gift’ fra 1993 står som et testamente over det band, der på det tidspunkt allerede havde været opløst i to år. Perry Farrell og kæresten Casey Niccoli lavede den ud af hendes iscenesatte optagelser af Jane’s Addiction under indspilningerne af ‘Ritual de lo Habitual’ to-tre år tidligere. 

Der er en scene, hvor Perry Farrell til sin fødselsdag i gårdhaven til Wilton Place – det palæ, han lejede i Los Angeles i midten af 80’erne og delte med en flok kunstnere – bliver overrasket af en politibetjent, der viser sig at være en mandlig stripper. Der er en lang drømmesekvens, hvor Perry Farrell genoplever sin eks-kæreste Xiola Blues død af en heroinoverdosis og har sex med hendes lig. Ved siden af dem står den skulptur af en nøgen Xiola Blue, der bliver omfavnet af Perry Farrell og Casey Nicoli, som også pryder coveret til ‘Ritual de lo Habitual’.

81g6gBkzSHL SL1425

Drøm og virkelighed flyder sammen, mytologi og dokumentar kommer ud på ét: Det var aldrig meningen, at Jane’s Addiction skulle være på nogen måde entydige. Det foregående er genfortalt efter hukommelsen, jeg har ikke kunnet finde filmen i sin helhed på nettet, og min egen VHS-kopi af den er forlængst gået tabt.

Det er ikke det eneste, der er gået tabt: Den mystik og coolness, der omgav Jane’s Addiction i starten af 90’erne, er falmet en del med årene. Når man ser klip med dem fra dengang, ser man et band, der er besat af sin egen mytologi, læser man programerklæringen på innercoveret til ‘Ritual de lo Habitual’, må man kæmpe med at holde sin fnisen tilbage – “Nature and art – what could be more breathtaking?”; konklusionen: “The world looks at America because we are the beautiful!” 

I nyere interviews med den i dag 61-årige Perry Farrell virker det, som om hans mentale udvikling står lige så stille, som hans krops aldring gør det: Han er en dopey, blåøjet drømmer, der med perfekt hår, blottet maveskind og en luftig og lys stemme siger ting som “Artists, we’re a sacred brotherhood, and we all love each other,” og har planer om én gang for alle at skabe fred i Mellemøsten med sin omrejsende musikfestival, Lollapalooza: “I would go into Palestine and Israel with Lollapalooza and the world’s greatest musicians, and we would have a celebration, we’d break bread, make music and plan for the future.” 



Periferiens stjerne
Det var Lollapalooza, der for alvor viste verden Perry Farrells evner som entreprenør. Da Jane’s Addiction allerede inden udgivelsen af ‘Ritual de lo Habitual’ var ved at gå i opløsning på grund af sangerens og de andre bandmedlemmers stofmisbrug kombineret med hans machiavelliske ledelsesstil, kom han på en plan for, hvordan han kunne gøre bandets sidste turné til noget ekstraordinært: Han ville have alle mulige slags musik, det skulle være en omrejsende festival, og der skulle være gøglere, eksotiske dansere, kæmpeballoner og kunstudstillinger.

Hvis du synes, at der er lige lidt for meget temapark udenom musikken på festivaler i dag, kan du takke Perry Farrell for det.

Lollapalooza, der i 1991 ud over Jane’s Addiction havde navne som Nine Inch Nails, Body Count, Butthole Surfers og Siouxsie and the Banshees på plakaten, fortsatte som omrejsende festival frem til 1997 og har siden 2003 igen kørt hvert år i Nordamerika og gradvist udvidet sig til hele verden.

Det er ikke helt dårligt gået af en junkie-kunstner og søn af en juvelér-far, der satte hele sin formue over styr på hestevæddeløb, så Perry Farrell måtte klare sig på egen hånd efter high school, og en skulptør-mor, der begik selvmord, da han var tre år gammel.

Perry Farrell har klaret sig: Han blev model, han blev eskort, han blev sanger, han blev rockstjerne, og han blev forretningsmand. Og han blev det mere eller mindre på sine egne præmisser, sådan som hans kunstnernavn angiver, at han skulle det: Peretz Bernstein blev til Perry, og med et Farrell på lød det som “peripheral”, perifer. Perry Farrell skabte sig en karriere i udkanten af popkulturen, og i starten af 90’erne stod stjernerne sådan, at han med ét kunne slynge sig selv ind midt på scenen.

Og indtage den med største selvfølgelighed.



Tavlen hviskes ren
“No one’s-gonna-stop!” skriger Perry Farrell i åbningssangen på ‘Ritual de lo Habitual’, der udkom som singleforløber 2. august 1990, 19 dage før pladen. Jane’s Addiction havde allerede udgivet to plader inden da: En selvbetitlet liveplade i 1987, der viste, hvor alsidigt et rockband de var, og ‘Nothing’s Shocking’ året efter, hvor de gik i en tungere, mere metallisk, Led Zeppelin-påvirket og grunge-foregribende retning.

Men ‘Stop!’ hvisker tavlen ren.

Og slår den så i stykker.

Først en indladende kvindestemme, der på gebrokkent mexicaner-spansk deklamerer essensen af programerklæringen fra innercoveret: “Mine damer og herrer, vi har større indflydelse over jeres børn, end I selv har. Men … vi elsker dem!” Så en kort introduktion efterfulgt af et iltert synkoperet funkriff, inden det hele eksploderer i hardcore-riffing, hårdtspændte trommer, plonkende bas og Perry Farrells lyse skrig druknet i rumklang.

‘Stop!’ er den perfekte åbner, selvom den er atypisk for Jane’s Addiction: Det er det tætteste, bandet er kommet på at lyde som hardcore-bysbørnene i Suicidal Tendencies, men resten af side 1 har svært ved at holde dens tempo og umiddelbarhed.



Overtændt energi
Som ‘Stop!’ brydes op af et psykedelisk flydende mellemspil i halvt tempo, fortsætter resten af den første pladeside med at fare frem med fuld kraft og lade det hele gå i opløsning. ‘Ritual de lo Habitual’ er en uskønt sitrende plade, der har svært ved at være i sig selv og konstant bryder sammen. 

I Johan Harstads roman ‘Max, Mischa & Tetoffensiven’ fra 2015 forvandles den funkmetalliske racelighedshymne ‘No One’s Leaving’ til et mareridt, da fortælleren som rasende deprimeret teenager isolerer sig på sit værelse og hører sangen “om og om igjen, høyt, til mamma måtte ta smertestillende og begynte å sukke demonstrativt høyt i de korte pausene før jeg satte den på igjen. Ain’t nobody leaaaaaviiing. Jeg var trist og rasende, jeg tror ikke hun fikk med seg teksten.”

‘Ritual de lo Habitual’ rummer den selvmodsigelse: Den fremstår som en lækker og udfarende funkmetalplade med slapbas, knald på, hyl og hvin og sexet sjov. Men allerede på ‘Ain’t No Right’ kryber paranoiaen helt tydeligt frem i en stop-start-form, der mødes et uheldssvangert sted mellem Bad Brains og Stooges med en rastløs, overtændt energi, som aldrig helt bliver forløst, selvom sangen eksploderer gang på gang.

‘Obvious’ er det tætteste, ‘Ritual de lo Habitual’ kommer på den opdaterede 70’er-hardrock fra ‘Nothing’s Shocking’, som Soundgarden året efter skulle få sit helt store gennembrud med, og side 1 slutter med Jane’s Addictions til dato største hit og mest demonstrativt lalleglade sang: ‘Been Caught Stealing’. Hyldesten til butikstyveri som et åbenbart fuldt berettiget opgør mod de nedrige småhandlende, der så skævt til typer som dem i Jane’s Addiction, var som skabt til at blive et MTV-hit, og det blev den. Den har sin letgenkendelige signatur i form af et slide fra Dave Navarro, inden den sætter i med en ivrigt hoppende rytme og Perry Farrell som skinger sandsiger og øretæveindbydende troskyldig punkprofet.



En suite om sex og død
Var ‘Ritual de lo Habitual’ kun som sin side 1, ville den stadig have haft sin berettigede klassikerstatus. Det er svært helt at gennemskue det tågede kaos, den pladeside udgør.

Men ‘Ritual de lo Habitual’ er et todelt værk, og siderne står som skærende kontraster til hinanden. Hvor side 1 er energisk, rastløs, pågående og konstant stopper og starter igen i en serie af eksplosioner, hvor sangene skriger ad hinanden uden rigtig at have noget at sige hinanden, er side 2 dens diamentrale modsætning.

En suite af fire lange og tematisk sammenhængende sange, hvor akkorder og stemninger gentager sig og forandrer sig i forhold til den transformation, de tilsammen beskriver.

Fordi det er Jane’s Addiction, kan det naturligvis dårligt handle om andet end sex, død, guddommelig indsigt og endnu mere sex. Så ‘Three Days’ beskriver umiddelbart den trekant, skulpturen på coveret viser, men dermed kommer den også til at handle om den centrale karakters død. Den knap 11 minutter lange sang bygger op fra en powerballade med anstrøg af igen Led Zeppelins klassiske hardrock, inden den ruller over i et stadionprogget mellemspil, der tager til i intensitet og voldsomhed, indtil det hele får lov at falde sammen og glide over i ‘Then She Did …’

‘Then She Did …’ var efter sigende den sang, der trods alt bandt Perry Farrell og Dave Navarro sammen, efter de indbyrdes kampe var begyndt: En sang til deres mødre, Farrells død for egen hånd, da han var tre, Navarros mor død for sin eks-kærestes hænder, da guitaristen var 13. Det er en følelsesladet, synthgennemskyllet sang om depression og om at forsøge at tøjle den med kunstnerisk aktivitet: Det er sangen som sin egen redning.



Brydergreb på scenen
Herfra tager så det karneval form, der skulle finde sin fysiske manifestation i Lollapalooza: ‘Of Course’ i valsetakt baserer sig på klezmertraditionen og har med sit loopede omkvæd “it’s like slapping yourself in the face” og et nærmest drillende “nah-nah” tilsyneladende til formål at lade én fornedre sig så meget, at man er klar til at give sig hen til det smukkeste i Jane’s Addictions univers: Sex.

Da Jane’s Addiction i 2001 blev gendannet for alvor efter en kortere omgang i 1997, var ‘Classic Girl’ hovedattraktionen ved koncerterne på turnéen den sommer: Det var under den sang, at letpåklædte kvindelige dansere ville blande sig med publikum og lede dem mod et dionysisk orgie.

Det var i hvert fald sådan, Perry Farrel gerne ville se det.

Ti år tidligere var Jane’s Addiction faldet uigenkaldeligt fra hinanden året efter udgivelsen af ‘Ritual de lo Habitual’. Dave Navarro og bassisten Eric Avery var for en tid blevet stofsikre, mens Perry Farrell og trommeslageren Stephen Perkins dykkede længere og længere ned i rus og udskejelser. Allerede den første aften på Lollapalooza i sommeren 1991 eskalerede det: Dave Navarro nægtede at gå ud på scenen og spille flere sange efter et kort sæt, så Perry Farrell, der har en fortid som bryder, bodyslammede guitaristen og overbeviste ham på den måde om, at han skulle gå ud på den scene igen.

Men også at det skulle være slut med det så hurtigt som muligt.



Eftermælet
Hvilket eftermæle fik Jane’s Addiction så?

Indtil flere, må man sande.

Måske først og fremmest, at det var muligt at lave forretninger på alternativ kultur, sådan som Perry Farrell gjorde det med Lollapalooza. At man kunne tage alt det, der var alt for langt ude til mainstreamkulturen, alt det, der var i periferien, og lave en pakke ud af det, som mainstream-USA’s teenagesønner- og døtre kunne købe sig ind i og derved få en følelse af, at nogen elskede dem. Nøjagtig som stemmen, der indleder ‘Ritual de lo Habitual’ proklamerede, at de ville.

Læren fra Jane’s Addiction er også, at det kan være bedre at sætte noget i gang, få det til at rulle og så skynde sig ud af det, inden det bliver en ustoppeligt tromlende maskine, man ikke selv har kontrol over. Serieiværksætterånden, med andre ord: Det er en prisme at anskue Jane’s Addictions karriere igennem. De var med til at gøre funkmetal til en af de mest populære genrer ved indgangen til 90’erne, ‘Ritual de lo Habitual’ foregriber det efterfølgende års ‘Blood Sugar Sex Magik’ med Red Hot Chili Peppers – som Dave Navarro i øvrigt kom med i fra 1993-1998, mens Perry Farrell i samme periode videreførte stilen fra A-siden af 'Ritual de lo Habitual' i Porno for Pyros  – men de lukkede sig selv ud af bagdøren, inden den genre nåede at skamride sig selv og blive en stående vits i metal i årtier frem.

Jane’s Addiction har faktisk også vist, at man kan gøre sit band til så meget en del af en totaloplevelse, at det næsten ikke føles forkert, at de blev gendannet og udgav et par meget lidt mindeværdige plader i 2004 og 2011. For hvor meget var der for dem at slå i stykker? 

‘Ritual de lo Habitual’ var og er strengt taget ikke god smag. Det er en klassiker, men det er også en sært frastødende plade med dens naive junkieromantik, dens svulstige følelser klods op ad fuldstændig lallegladhed, dens stærke kompositioner og dens konstante trang til at ødelægge dem.

Måske var det den plade, der indvarslede 90’ernes værdirelativistiske samplerkultur? Eller måske var det bare en halvnøgen flok halvvoksne, der overhovedet ikke kunne sidde stille og tænkte alt for store tanker, mens de røg pot og skød heroin i et faldefærdigt palæ i Los Angeles.

Resultatet er i hvert fald som få andre plader. Og en del mere vellykket end de fleste af de plader, der forsøgte at gøre den nummeret efter.



Kilder til denne artikel:
Jeff Weiss: “Perry Farrell of Jane's Addiction: 'I consider myself a late bloomer'”, The Guardian 7/8/2020 
Frederik Strage: “Perry Farrell om mysticism, Lollapalooza och Jane's Addiction”, Hemma hos Strage 25/6/2020