Håbløst hovednavn – igen!
Populær
Det var givet på forhånd, at Red Hot Chili Peppers ikke kunne levere en mere historisk ringe koncert end den på Roskilde Festival i 2007. Men de gjorde da deres bedste med nok en fuser.
2. Dani California
3. Scar Tissue
4. We Turn Red
5. Snow (Hey Oh)
6. The Adventures of Rain Dance Maggie
7. Right on Time
8. Dark Necessities
9. Tell Me Baby
10. The Getaway
11. Californication
12. Detroit
13. By the Way
Ekstra numre:
14. Under the Bridge
15. Give It Away
Ingen var uenige. Den værste koncert nogensinde på Roskilde Festival. Det er ni år siden. Det er ikke glemt.
Alligevel var Red Hot Chili Peppers inviteret tilbage på Orange Scene efter fadæsen, der burde have gjort dem bandlyst fra Dyrskuepladsen for evigt.
For alles bedste. Igen formåede Red Hot Chili Peppers alt andet end at imponere.
Der er ingen tvivl om, at bandet er en crowd pleaser. Musikken er festlig og velkendt, men live kan bandet bare ikke leve op til deres ry eller energiniveau, der ellers er at høre på plade.
Selvom koncerten lagde ud med et af bandets mange hits, ’Can’t Stop’, var det tydeligt fra start, at de nok engang ikke var veloplagte, skønt de stod som onsdagens hovednavn foran 50.000 gæster.
Forsanger Anthony Keidis virkede konsekvent træt, hvilket også kom til udtryk i hans vokal. Han prøvede at komme op i gear, men det lykkedes aldrig rigtigt, til trods for det gik op og ned hele tiden.
Bassisten Flea var, som gruppens eneste medlem, modsat helt i hopla. Han lignede én, der ville gøre en indsats for deres høje hyre, og af denne årsag virkede hans forhøjede energiniveau og tilstedeværelse mærkelig og ude af sync med resten – det var særligt bemærkelsesværdigt,
I det hele taget virkede koncerten som et miskmask af tilfældige indslag – hverken kontrolleret eller loose, men en mærkelig mellemting, der ikke fungerede
Når man spiller på Orange Scene og oven i købet har 33 år på bagen, må det bare ikke ske. Det burde ikke ske.
Rammerne var i orden; størstedelen af sætlisten var fyldt med hits, og bassen, bandets mest karakteristiske musikalske element, bragede igennem højtalerne. Men flad lyd, et usynkroniseret band og spontane og mislykkede jams som mellemstykker, der ikke blev flettet ind i den efterfølgende sang, efterlod en kedelig fornemmelse.
Størstedelen af publikum virkede dog ligeglade, da de primært var kommet for at genopleve soundtracket til deres teenageår.
Da et af de absolut største Red Hot Chili Peppers-hits, ’By the Way’, gav genklang gennem højttalerne over en time inde i koncerten, og publikum begyndte at synge med, gik det endelig op for alle bandmedlemmer, at de var i gang med at agere et af hovednavnene på Danmarks største festival.
Endelig stod Flea ikke alene med et højt energiniveau, gejst og musikalsk indlevelse, og endelig viste bandet den bedste side af, hvad de kan levere live.
Bandet slap alle hæmninger og matchede det univers, som de formår at skabe på deres albummer.
Og så gik de af scenen. Efter en time og et kvarter.
Lige pludselig jublede publikum. Flea bevægede sig ind på scenen – ved at gå på hænder! Endnu engang blev bandets bassist showet i sig selv. Desværre blev det høje humør ødelagt af bandets velkendte ballade ’Under the Bridge’.
Ingen ville have tilgivet bandet ikke at spille sangen, men dens placering i sætlisten var ikke optimal, særligt fordi den blev efterfulgt af den energiske ’Give It Away’ og et endnu mere energisk optrædende band. Til trods for at koncertens afslutning var kulminationen på showet, ville det ikke have skadet at bytte om på sættets to sidste sange.
Men Red Hot Chili Peppers skabte da festen – da det cirka var en hel koncert for sent. Og hvis man ikke var der i 90’erne i deres storhedstid eller med interesse har været tilbage for at dyrke dem som led i ens musikalske dannelsesrejse, så må det have været svært at overvære koncerten og forstå, hvad de midaldrende amerikanere overhovedet lavede som festivalens første hovednavn på Orange – igen.