Den ekstrametalliske dimension: Red Hot Chili Peppers – ‘Blood Sugar Sex Magik’

red-hot-chili-peppers-blood-sugar-sex-magik
image_2390_grande
RHCP_GVS

Til forsvar for funken: Ingen andre bands og ingen andre plader betød så meget for metal i 1991 som Red Hot Chili Peppers og ‘Blood Sugar Sex Magik’. Men det er ikke god smag at indrømme det i dag.

Titel
Blood Sugar Sex Magik
Trackliste
The Power of Equality
If You Have to Ask
Breaking the Girl
Funky Monks
Suck My Kiss
I Could Have Lied
Mellowship Slinky in B Major
The Righteous & the Wicked
Give It Away
Blood Sugar Sex Magik
Under the Bridge
Naked in the Rain
Apache Rose Peacock
The Greeting Song
My Lovely Man
Sir Psycho Sexy
They're Red Hot

I 1991 udgav Metallica det sorte album og Nirvana ‘Nevermind’, som på hver sin måde slog stadionmetal ihjel. Guns N’ Roses udgav ‘Use Your Illusion I & II’, som slog dem selv ihjel; Pearl Jam ‘Ten’, som ødelagde musik i årtier frem med sin inderlighed. I 1991 udgav Death ‘Human’, Morbid Angel ‘Blessed Are the Sick’ og Entombed ‘Clandestine’, som hver især udpegede nye veje for dødsmetal, mens Type O Negative på debutpladen ‘Slow, Deep and Hard’ viste andre veje for metal at gå. I 1991 udgav Slint ‘Spiderland’, Primus ‘Sailing the Seas of Cheese’ og Fugazi ‘Steady Diet of  Nothing’, og de pegede alle mulige andre veje hen end metal, hardcore eller noget som helst andet af det, der havde formet 80’erne.

For i 1991 døde 80’erne definitivt, og et nyt årti tog form. Det var et musikalsk vendepunkt, og vi var klar over det, mens det skete. Nogle af de ovennævnte plader fik større betydning end andre, nogle af dem opdagede nogle af os først et par år senere; nogle af dem holdt vi op med at høre igen, andre er vi aldrig holdt op med at høre. 1991 betød noget for os, der var der, og betyder fortsat noget for de, der fulgte efter os.

Men der én plade fra 1991, som vi hørte mere end alle de andre plader tilsammen. Uanset omstændighederne kunne vi finde en anledning til at høre den, og når vi et øjeblik slukkede, kunne vi gennem de åbne vinduer høre nogle andre spille den inde ved siden af. Hundredvis af gange hørte vi den det første år, efter den var udkommet. Det var en plade af øjeblikket.

Det ensomme standpunkt
Det er bare ikke sådan noget, man sædvanligvis råber op om i dag. At forsvare Red Hot Chili Peppers og ‘Blood Sugar Sex Magik’ er et temmelig ensomt standpunkt og har været det, siden 90’erne endte. Der i ‘American Psycho’, hvor Patrick Bateman fortæller, at han elsker det nye Genesis men ikke kan holde det gamle ud med den mærkelige oprindelige forsanger? Det er omtrent sådan, folk ser på én, når man siger, at man faktisk ikke synes, Red Hot Chili Peppers er så elendigt, som alle gør det til. For min generation er det omtrent lige så cool at kunne lide Red Hot Chili Peppers, som det var det for Patrick Bateman at kunne lide Huey Lewis & the News. Det er trods alt prototypen på funkmetal, den mest universelt forhadte metalundergenre. Mere end rapmetal.

For det er netop det, de fleste belejligt ser bort fra: At i 1991 var Red Hot Chili Peppers de mest cool af alle cool typer. Ikke bare fordi de konstant rendte halv- og helnøgne rundt og var lækre, når de gjorde det: På grund af musikaliteten. Den lethed, de blandede det hele sammen på: Public Enemy, Minutemen, Funkadelic, Black Sabbath, Bad Brains. Red Hot Chili Peppers var Dorian Gray til Butthole Surfers’ maleri gemt af vejen bag døren. Alle fyrene ville være dem, alle pigerne ville knalde dem. 

Musikere nævnte dem i flæng som en af deres største inspirationskilder; indenfor thrashmetal var der en hel bevægelse, der fandt deres vej ud af det kreative dødvande, flere af dem gik rundt og sagde til hinanden, at de var havnet i, ved at trække mere eller mindre upassende elementer af det, de opfattede som funk, ind i deres metal. Death Angel, Sacred Reich, Exodus, Leeway og Acid Reign er blot nogle af dem, der peppede deres thrash op med slapbas og treklange; i Mindfunk gik tidligere medlemmer af hardcore-bandet Uniform Choice, crossover-bandet M.O.D. og sågar Celtic Frost sammen om at skabe aggressivt funky metalrock.

Det var ikke alene Red Hot Chili Peppers’ skyld: Faith No More var mindst lige så vigtige – men selv de havde taget en del af deres idéer fra Red Hot Chili Peppers. I hvert fald hvis man spørger forsangeren Anthony Kiedis, der i biografien ‘By the Way’ mindes første gang, han så Faith No Mores hitvideo ‘Epic’, således: “I see him jumping up and down, rapping, and it looked like I was looking in a mirror.”

Om man så er enig eller ej i den dom over Faith No More, så står det i hvert fald klart, at i 1991 var Red Hot Chili Peppers et band omgærdet af respekt. De var foregangsmænd. Og der var ingen i hele verden, der syntes, at de var latterlige.

Boblende kreativitet
Det er ikke helt entydigt, hvornår eller hvorfor alle blev enige om at synes det, men et godt bud er, at det falder sammen med, at John Frusciante forlod Red Hot Chili Peppers i maj 1992, mindre end et år efter udgivelsen af ‘Blood Sugar Sex Magik’. 

Den foregående plade, ‘Mother’s Milk’ fra 1989, havde dels været den første med trommeslageren Chad Smith og den purunge guitarist John Frusciante; dels havde den med sin tydelige heavy metal-lyd og sit større fokus på sangskrivning givet Red Hot Chili Peppers et større gennembrud, efter de havde været lovende i Los Angeles’ klubmiljø op gennem 80’erne. Det var her, de for alvor begyndte at tiltrække sig opmærksomhed og respekt fra deres kollegaer; det var det, der gav dem mulighed for at arbejde sammen med tidens store producernavn Rick Rubin. Bandet lejede en herskabsvilla i Los Angeles’ bjerge, hvor de boede – bortset fra trommeslageren – og festede, jammede, eksperimenterede og arbejdede ‘Blood Sugar Sex Magik’ frem, mens det hele blev dokumenteret af et filmhold.



Det, man ser i filmen ‘Funky Monks’, er et – halvnøgent, lækkert – band, der tilsyneladende bobler over af kreativitet. Og epicentret for den kreativitet er den unge guitarist, der som 18-årig var blevet bragt ind i bandet efter den originale guitarist, Hillel Slovak, døde af en heroinoverdosis. Mens resten af bandet i filmen har travlt med at lege rockstjerner eller finde nye måder at være sexede på, virker John Frusciante, som om han mere end noget andet er optaget af at finde måder at komme af med alle de idéer, der vælter op i ham.

‘Blood Sugar Sex Magik’ er først som sidst John Frusciantes plade. Det er hans skødesløse, ringlende, bløde og varme guitarspil, der bærer pladen frem, hans melankolske melodilinjer, der tilføjer det hele en dybde og seriøsitet, der havde manglet på de foregående plader. Men John Frusciante var også bare arketypen på det plagede kunstnersind, og blot et par måneder efter han, iført inkahue og genbrugsskjorte, for alvor havde indtaget rampelyset i den sløset sammenvævede intro til Red Hot Chili Peppers’ allerstørste hit, ‘Under the Bridge’, forlod John Frusciante bandet. Red Hot Chili Peppers var gået fra at være svedige koncerter på spillesteder og kreativ frihed til at være en kæmpe pengemaskine med stadionkoncerter, evindelige promo-tours, interviews, TV-optrædener, berømmelse – og John Frusciante knækkede.

Fuldstændig.



Junk det hele væk
Historien om, hvad der så skete, er alt for velkendt og dokumenteret: John Frusciante brugte en håndfuld år på at junke sig selv sønder og sammen i raseri og indspille en stribe gradvist mindre forpinte og stadigt smukkere lo-fi-plader, mens han arbejdede sig ud af sin afhængighed. En timelang hollandsk TV-dokumentar, der blev til op til udgivelsen af debutsolopladen ‘Niandra Lades and Usually Just a T-Shirt’ giver et frygteligt nærbillede af det liv som selvhadende, gennemsigtigt tynd og koldsvedsglinsende junkie, John Frusciante levede i de år, men også af den vrangvilligt sydende musikalitet, han ikke kunne få bugt med.



Red Hot Chili Peppers på sin side hyrede til gengæld Dave Navarro, hvilket umiddelbart virkede som en god idé, fordi han havde spillet i de kunstnerisk endnu mere ambitiøse funkmetallere Jane’s Addiction – det viste sig bare, at det ikke rigtig havde været ham, der havde haft noget at komme med dér. 

Red Hot Chili Peppers blev afskyelige. Stor, braldrende stadion-funkmetalrock uden nogen videre substans. Og deres tidligere plader kom til at stå i det lys. Nick Cave opsummerede det i et citat, der altid bliver hevet frem, selvom ingen rigtig kan finde ud af, hvor det stammer fra: “I'm forever near a stereo saying, 'What the fuck is this garbage?' And the answer is always the Red Hot Chili Peppers.” Og selvom John Frusciante siden skulle vende tilbage til Red Hot Chili Peppers for yderligere et par – helt OK – plader, hang det ved dem. 

Red Hot Chili Peppers var forfærdelige. Alt, de stod for, alt, de rørte ved og nogensinde havde rørt ved, var forfærdeligt. Anthony Kiedis’ tekster var åndssvage, Flea var en irriterende type af den slags, ordet “spradebasse” synes skabt for at beskrive, og funk hørte ingen vegne hjemme i hverken metal eller rock eller noget som helst.

Uafklaret og åben
‘Blood Sugar Sex Magik’ er en lang plade. Fem kvarter, 17 sange. I 1991 var CD’en ved at gøre sit indtog, og den forlængede spilletid i forhold til LP’en fik alle og deres pladeselskaber overbevist om, at den tid død og pine skulle fyldes ud. Men ‘Blood Sugar Sex Magik’ er ikke dén slags lange plade: Dens nærmeste pendant er den syv år ældre ‘Double Nickels on the Dime’ med Minutemen. Ikke for ingenting er ‘Blood Sugar Sex Magik’ dedikeret til deres bassist, Mike Watt: Som San Diego-hardcore-bandet på deres magnum opus havde forsøgt at sammenfatte alt, hvad de var i stand til som band, fra lige-på-punkrock over akavet punkfunk, kæmpemæssige bangers og underspillede jams til hjerteskærende sjælere, forsøgte Red Hot Chili Peppers på én gang at vokse som band og samle alle de enkeltdele, der tilsammen udgjorde deres lyd. 

Selvfølgelig har ‘Blood Sugar Sex Magik’ sine lidt vel magelige øjeblikke med tumpede tekster og slapbas. Hverken ‘Mellowship in Slinky B-Major’, ‘Funky Monks’ eller ‘Apache Rose Peacock’ er udpræget god smag, selvom hver især trods alt har detaljer i korarrangementerne eller mellemspil, der hæver dem over den allermest dorske funkrock af sin tid.

‘Blood Sugar Sex Magik’ har også de hits, der er blevet spillet så mange gange, at man dårligt kan holde ud at høre dem én gang til: ‘Give It Away’ og ‘Under the Bridge’ er på ingen måde dårlige sange, men det er svært at høre dem uden samtidig at høre ekkoet af utallige gymnasiebandfortolkninger spille oveni dem. At høre hele 2.C stå i en gymnastiksal i provinsen og synge om junkiekærlighed under rengøringslyset med lange udåndinger på hver linje er en del af 90’erne, der gerne må blive i 90’erne sammen med alt for tykke pizzabunde og grænseøl.



Med 17 sange har ‘Blood Sugar Sex Magik’ til gengæld et par ofte oversete sange som den tungt læssede ‘The Righteous & the Wicked’ med en melodi, der konstant finder nye veje hen, og nogle udspil, der åbner for helt nye dimensioner af heavyrock-sangen. Pladen har ‘My Lovely Man’, en hyldest til Hillel Slovak, der lægger ud med stramt opspændt hardcore, for at opløses henover omkvædet, eksplodere igen og til sidst dø hen, sagte og smukt. Den har den otte minutter lange ‘Sir Psycho Sexy’, der starter som en pastiche på Red Hot Chili Peppers og ikke mindst forsangeren Anthony Kiedis’ libido, men ender med at åbne helt andre døre.

Altid er det inderligheden, der dukker op, når man egentlig troede, at det hele bare skulle være smart og glat. En sårbarhed bag lækkerhedspanseret. Den er åbenlys i ‘Breaking the Girl’, den er tyk som sirup i balladen ‘I Could Have Lied’, men selv i åbningssalven ‘The Power of Equality’ (med programerklæringen “I’ve got tapes / I’ve got CD’s / I’ve got my Public Enemy / My little white ass is tickled pink / When I listen to music that makes me think”) ligger den der: Døren slås ind, men det er ikke bare festen, der ankommer. Det er festen som livsanskuelse, et stort, organisk kaos. Det er muligheden af en anden måde at være til og være sammen på. Det er noget værre hippie-tjavs, men der er en underløbende melankoli i det, der alligevel gør det interessant. Det er som Sly & the Family Stones milepæl ‘There’s a Riot Goin’ on’: Alle er lækre, alle er skæve, alle er klar, men ingen ved, hvad de er klar til, og alt er ved at falde fra hinanden.



Det er måske den uafklarethed, der betyder, at jeg aldrig er blevet færdig med ‘Blood Sugar Sex Magik’. Også selvom det ikke er god smag. Det er lyden af en sommer, der varede uendeligt og så til gengæld også sluttede brat, uden at nogen af os nogensinde så os tilbage. Det var en stribe smukke øjeblikke, alle med den her plade som soundtrack, og så var det overstået. Det er langt fra unikt. Måden, Red Hot Chili Peppers indfangede det på, var og er det til gengæld.


Hvor langt væk fra metal er det her?
Det er i hvert fald tættere på hardcore, end det er på metal. Men på den anden side dukker riffet fra ‘Sweet Leaf’ op i slutningen af hittet ‘Give It Away’ – hvilket i øvrigt igen er et sammenfald med Butthole Surfers, der åbnede pladen ‘Locust Abortion Technician’ med samme ikoniske riff fire år tidligere.

Er der overhovedet noget metal over det?
John Frusciante var utilfreds med den metallyd, han fik smækket på sin guitar på ‘Mother’s Milk’, og derfor fjerner han sig så langt som muligt fra den på denne plade. Men helt fri går han altså ikke, og heller ikke Chad Smiths trommer er uden deres metalliske momenter – om ikke andet, så i single-B-siden ‘Sikamikanico’.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Fordi ens little metal ass bliver tickled pink af det, velsagtens. 

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
Det er så ikke så meget det, der er problemet, som hvad det gør ved ens måde at spille metal på. Se igen blot til de ovennævnte skræmmeeksempler fra thrashen. Eller se til Korn, der tog mere end en enkelt idé fra Red Hot Chili Peppers.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Mind Funk: Man kan høre Mind Funks debut. Ikke at den er bedre som sådan, men mere metal er den. Og skammeligt overset.