En fast diæt af hardcoredokuer

Populær
En fast diæt af hardcoredokuer

Hen under jul fik 'Salad Days' om Washington, D.C. hardcore-scenen premiere. Endnu en dokumentar om hardcorens unge år med de samme gråhårede scenesters, der ser tilbage på deres, nåh ja, salad days. Briller af stål ser på, hvor hardcoredokuer har haft det med at fejle de seneste år.

”Do you remember when?
Yeah, so do I
We call those the good old days
What a fucking lie.”
- Minor Threat: 'Salad Days', 1985



”The core is getting soft,” proklamerede Ian Mackaye i front for Minor Threat på bandets sidste 7”. De var i gang med at tage afsked med en hardcorescene, der føltes stagneret, uden at de rigtig kunne have nogen anelse om, hvilken effekt den scene, de havde været med til at skabe, ville fortsætte med at have over de næste tre årtier. Dels i rendyrket revivalisme, dels i en stadig forgrening og videreudvikling af genren og dels i en videreførsel af de kerneværdier, scenen havde skabt.

Den historie er velkendt af alle, der hører hardcore, men det forhindrer os ikke i at blive ved med at falde for den stadige strøm af dokumentarfilm fulde af minder fra en svunden tid. Vi skal lige give det en chance til, lige se om et nyt område bliver belyst, en ny sammenhæng gå op for os, en ny forståelsesramme for musikken dannet. Vi skal sætte fingeren på præcis, hvad det var for nogle kerneværdier, der blev skabt på scenen, og blive overraskede over at se dem implementeret steder, vi ikke havde forudset det. Det er det gode ved den slags dokumentarfilm, de kan hjælpe os til at forstå, hvorfor det her betyder så meget for os, hvad for nogle mennesker det er med til at forme os til. De kan forklare, hvorfor det bliver ved med at være så fedt med en del flere nuancer, end at det er fordi, det er fedt.

De samme faste ingredienser

Men godt syv år efter, at Stephen Blush og Paul Rachman kickstartede bølgen af hardcoredokuer med 'American Hardcore', som i sig selv sådan set bare var en del af en større bølge af punkdokuer generelt, er der også bare kommet en lidt for tydelig formel på. På et givent tidspunkt skal Henry Rollins tale overtydeligt og med al sin grå army-cut pondus, så skal Dave Grohl stryge håret om bag ørerne og erklære, at det der gjorde lige præcis det her band til noget særligt, var, at de var så wow, inden Ian Mackaye skyder øjenbrynene helt op mod issen og læner sig frem for at fortælle, hvordan det her var med til at inspirere ham til selv at gå i gang. Hvis man så krydsklipper til en henslængt Keith Morris, der vrængende beretter om, hvor lort alt andet var dengang, og Thurston Moores pandehår, der jiver i et mørkt lokale, så kan man sådan set bare klippe et hvilket som helst bandnavn, det nu skal være, fra 80'ernes amerikanske hardcorescene ind, så har man en til hardcoredoku til sådan nogle som os.

Det er ikke rigtig længere overhovedet nok.

Et nyligt, alt for tydeligt eksempel på, hvor formularisk det kan gøres, er Circle Jerks-dokuen 'My Life as a Jerk' fra for et par år siden. I den virker selv Keith Morris, som om han ikke orker at fortælle den samme historie en gang til, og Rollins nævner ikke engang den dyrehandel, han og Mackaye arbejdede i, som ellers er begyndelsen på alle historier om, hvordan han begyndte at høre hardcore. Desuden begår filmen den klassiske fejltagelse at tro, at det dramaturgisk er rigeligt, at bandet lavede nogle vilde plader, og at man har nogle gamle liveoptagelser, så man ikke behøver sådan noget som en decideret historie, en rød tråd eller ligefrem en problemstilling. Der bliver ikke på noget tidspunkt spurgt om, hvorfor Circle Jerks var det band, de var, hvorfor de stadig betyder noget i dag, eller hvorfor det gik dem, som det gjorde. Den historie ligger der ellers, som det bliver antydet hen mod slutningen, hvor nogle af de andre medlemmer taler om Morris' jalousi over Greg Hetsons succes med Bad Religion, mens en sært nervøs og kamerauvant Hetson på sin side virker småmisundelig på al den buzz, der var om Morris' nye band OFF! på det tidspunkt, hvor de filmede.

Lav film om inspirerende mennesker

Det er en god grundregel: Hav en idé om, hvorfor den her film vil være interessant for et publikum. Få det i hvert fald til at fremstå, som om den idé har ligget der hele vejen igennem, når du klipper filmen sammen. Som om der er en pointe med den. Det behøver ikke engang være det store: Sini Andersons 'The Punk Singer' sætter det som sin præmis at finde ud af, hvad der egentlig blev af Riot Grrl-bevægelsens uformelle talsperson Kathleen Hanna, da hun forsvandt ud af scenen nogle år tidligere. Det har Anderson selvfølgelig for længst fundet ud af, inden hun begynder at filme – Hanna var alvorligt syg af borreliose, og det havde sat sig på nervesystemet – og det er sådan set heller ikke det, der er selve historien, men det er noget at bygge den op omkring. Skabe en historie overhovedet, et forløb.

Ikke at en ledetråd i sig selv nødvendigvis skaber en god hardcoredoku, hvad Andrea Nevins' 'The Other F-Word' var et uheldigt eksempel på: Filmen, der omhandler hvordan en række aldrende punkrockere håndterer det at være blevet fædre, bygger på en idé om, at hardcore i sit udgangspunkt er et opgør med autoriteter – alle autoriteter – og at man ved at blive forælder, specielt far, selv bliver en autoritet, og at det så skulle være et paradoks. Det er også bare en temmelig forældet opfattelse af faderrollen og en ret unuanceret forståelse af autoritetsbegrebet, hvad det trods alt lykkes nogle af de medvirkende at få frem, inden Fat Mike fra NOFX klovner videre for at bevise, at han i hvert fald ikke er blevet voksen. Problemet her er først og fremmest, at selvom Jim Lindberg fra Pennywise, som er filmens hovedperson og inspirerede til den med sin bog 'Punk Rock Dad', sådan set kan være sympatisk nok, så er han bare ikke lige så interessant, inspirerende intens som Kathleen Hanna, ligesom Pennywise ikke er lige så skelsættende som Bikini Kill eller Le Tigre. På nogen måde overhovedet.

Hvad er det så, der omvendt får en film som Minutemen-dokuen 'We Jam Econo' til at fungere: Ikke så meget selve historien, som sådan set bare er historien om et par venner, der laver et band og laver nogle plader, indtil en af dem dør alt for tidligt, og så er det det, og så kan Red Hot Chili Peppers lave en karriere ud af at finpolere den lyd, de havde. 'We Jam Econo' virker, fordi Mike Watt og D. Boon simpelthen fremstår som de to mest hyperaktive, sympatiske, brainy og inspirerende mennesker i hardcore nogensinde, og fordi Watt stadig er det, når han sidder alene tilbage efter Boons død og stadig har travlt, men bare ikke har den samme grund til det længere, fordi han simpelthen mangler sit modstykke. Mangler en at skændes med, en at diskutere politik med, en at spille op imod.

Et kuriøst indslag, som den seneste uges hændelser har givet fornyet aktualitet, er Omar Majeeds 'Taqwacore - The Birth of Punk Islam'. Den muslimske hardcorescene var en mildest talt usammenhængende størrelse med ganske få prominente navne som hardlineren Sean Muttaqi fra Vegan Reich, indtil Michael Muhammad Knight i 2003 udgav romanen 'The Taqwacores' om en gruppe muslimske punkere. I Majeeds film dokumenteres det, hvordan en gruppe unge, amerikanske muslimer satte sig for at gøre den fiktion til deres egen virkelighed og startede en lille indædt scene, og hvordan de kæmper mod fordomme både fra andre muslimer, fra en traditionelt ateistisk hardcorescene og resten af samfundet. Deres tilgang til islam er naiv, men også rasende udogmatisk og på den måde inspirerende.

At fange øjeblikket eller reflektere over det

Det er en til god grundregel: Hvis de portrætterede egentlig bare er ude på at have det sjovt og spille noget fed tråd, så kan de sige det på 1-2 sætninger. Og så bliver det en meget lang 1 ½-times dokumentar at sidde igennem. Hvoraf følger endnu en grundregel: Musikere er ikke nødvendigvis de bedste til at reflektere over deres eget værk i eftertiden.


Med et superskarpt blik eller bare en virkelig heldig timing kan det lykkes en at fange en scene eller bare et band lige der, hvor det hele er ved at eksplodere, og hvor det først er bagefter, man kan se, at det faktisk var der, det gjorde det. Det var det lykketræf, Penelope Spheeris i 1981 havde i den klassiske 'The Decline of Western Civilisation' om Los Angeles' hardcorescene de år, hvor alle godt nok er klar over, at det X, Black Flag og Germs har gang i, er noget, der potentielt kan række langt videre end til det her og nu, de vælter rundt i, men hvor ingen endnu har defineret, hvad det faktisk er. En sjov parallel til den film er i øvrigt den hollandske 'Surfpunks' fra lidt senere samme år, mest fordi instruktøren Frans Bromet tydeligvis ingen anelse har om, hvad det er, de her mennesker har gang i, og fordi hans engelske ikke er godt nok til at forstå, hvad de fortæller ham. 10 år senere ovre på Østkysten satte fanzinet In Effect George Seminara til at dokumentere den scene, der på det tidspunkt var i fuld gang i hjembyen New York, ikke mindst på byens Lower East Side, men selvom 'In Effect '91 New York Hardcore', som resultatet så mundret kaldes på internettet nu, fangede bands som Madball og Sick Of It All på vej op og Gorilla Biscuits på toppen af deres korte karriere, så var resultatet stadig mere en showcase for en scene end en decideret dokumentar om den. Den kom først i slutningen af årtiet med Frank Pavichs 'N.Y.H.C', hvor der blev lagt op til en del mere refleksion, selvom det, filmen primært huskes for, er den notorisk paranoide og ikke sådan rigtig talenfulde Rick Ta Life, der sidder og fortæller om, hvordan han slider sine lærredsbælter i stykker til shows.

Hvis man ikke lige er så heldig at være der på det tidspunkt, hvor en scene peaker, så er det, man skal tænke alternativt. En radikal måde at tænke alternativt på så man i The Replacements-dokuen 'Color Me Obsessed': Her var ingen gamle liveoptagelser, her var ingen gamle medlemmer, der sad og blev rørstrømske. Ikke en tone af den musik det handlede om, kun fans, der fortalte om, hvad den musik havde gjort for dem, og med deres entusiasme fik det til at gibbe i en efter at høre de sange igen med den vinkel på dem, de gav. Høre hvordan noget kan rykke så meget i et menneske. Dét er formidling, og hvad det formidler er grunden til, at 80'ernes hardcore stadig er relevant at beskæftige sig med. I hvert fald en ny håndfuld grunde.

Dem håber vi, at 'Salad Days' kan give os nogle flere af, alt imens vi så også håber på, at det efterhånden var det, når det kommer til hardcorenostalgi. Indtil den næste doku med en ny vinkel.