Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metaldiktator: Faith No More – 'The Real Thing'

Populær
Updated
81j8PTOwCJL._SY355_

Faith No Mores gennembrudsplade er et modsætningsfyldt mesterværk, der trods 30 år på bagen stadig lyder frisk og udfordrende.

Titel
The Real Thing
Dato
20-06-1989
Genre
Trackliste
1. From Out of Nowhere
2. Epic
3. Falling to Pieces
4. Surprise! You're Dead
5. Zombie Eaters
6. The Real Thing
7. Underwater Love
8. The Morning After
9. Woodpeckers from Mars
10. War Pigs
11. Edge of the World
Forfatter
Karakter
666

Hvis Nirvana som bannerførere for grungebølgen tilføjede firsernes overstadige pikrock-tendenser det dræbende dolkestød i 1991, var Faith No More bandet, der støbte kniven, sleb den skarp og skød den af sted med anbefalet postlevering i retning af Seattle. Bandets svært bestemmelige fusion af punk, metal, funk og pop blev af mangel på bedre døbt ”alternativ metal”. Og med gennembrudspladen ’The Real Thing’, der fejrer 30 år i år, var Faith No More i selskab med bands som Red Hot Chili Peppers, Living Colour og Jane’s Addiction med til at gøre musikalsk oprør mod den mere og mere udvandede glam metal og puddelrock og dermed bane vejen for grunge-bevægelsen i første halvdel af 90’erne, der for alvor lagde firserkoryfæer som Mötley Crüe, Ratt, Warrant, Poison og deslige i graven.

Faith No More havde set dagens lys i San Francisco lige omkring overgangen til 1980’erne, centreret omkring trioen bestående af bassist Billy Gould, trommeslager Mike Bordin og keyboardspiller Roddy Bottum. Faith No Mores to resterende pladser i startopstillingen, guitarist og forsanger, skulle vise sig at være problembørn for bandet gennem hele karrieren.

Man fik tygget sig igennem en del af begge slags, før debutpladen ’We Care A Lot’ udkom i 1985 med metal-guitaristen Jim Martin, som sammen med Bordin havde brugt en del tid i demodagene på at jamme Misfits og thrash-riffs med Metallicas Cliff Burton. På vokalen havde den trehovede Faith No More-kerne satset på den uregérlige Chuck Mosley, hvis musikalske visioner og ambitioner langt oversteg hans begrænsede talent. Men hans punkede, energiske sceneoptræden havde overbevist Gould, Bordin og Bottum om, at han var frontmanden i et band, der ikke just havde en skarp musikalsk profil og heller ikke umiddelbart følte for at lede efter den.

Faith No More var en skæv størrelse, der syntes svær for alvor at sætte i bås. Gould og Bordin havde begge en stor kærlighed til punken, men ønskede at deres band skulle være større og mere end blot et punkband. Inspirationerne fra bl.a. funk, world music og metal var til at få øje på hist og her. Bottum var en popfyr, der ikke var bange for de store, smertende omkvæd, og fandt meget inspiration i 80’ernes new wave-lyd. Med den noget egenrådige og kronisk smågnavne Martin på guitar havde man fundet en guitarist, der allerhelst bare ville thrash-riffe sig igennem det meste. Hvilket han aldrig for alvor fik lov til, og hvilket sidenhen førte til hans exit fra bandet.

Inden da var det dog Mosley, der havde fået kniven af resten af bandet. Faith No Mores anden plade, ’Introduce Yourself’ fra 1987, skabte en smule røre i undergrunden og sikrede bandet et mindre hit med en opdateret version af titelnummeret fra den første plade. Mosleys manglende kunstneriske kunnen garneret med et galopperende stofmisbrug blev dog for meget for resten af gruppen, og sangeren blev sparket ud.

General Patton kom med sprængstoffet
Efter bl.a. et fejlslagent forsøg på at forføre Soundgarden-forsanger Chris Cornell fandt Faith No More afløseren i lillebyen Eureka i det nordlige Californien, hvor det på alle tænkelige måder grænseoverskridende orkester Mr. Bungle havde hjemme. Jim Martin og Mike Bordin var begge blevet forelsket i hver sin Mr. Bungle-demo (hhv. ’The Raging Wrath of the Easter Bunny’ og ’Bowl of Chiley’), og bandets forsanger Mike Patton blev, efter moden overvejelse specielt fra Pattons egen side, den nye mand i front for Faith No More.

Den 20-årige Mike Patton, der var 5-7 år yngre end sine nye bandkammerater, var en noget renskuret og poppet knægt at se på, sammenlignet med den lurvede og punkede Chuck Mosley. Til gengæld havde han en stemme, der løftede Faith No More til det næste niveau. Han var det manglende element, der gjorde ’The Real Thing’ og Faith No More til et store mainstream-hit, samtidig med at bandets kompromisløse kunstneriske niveau gjorde, at det stadig var ”god smag” at være glad for Faith No More. Dengang som nu.

Gennembrudspladen indledes af de tre skæringer, der skulle katapultere Faith No More ind på hitlisterne og MTV, være skyld i en bitter fejde mellem Patton og bandets gamle tourkammerater fra Red Hot Chili Peppers, sende bandet op på de samme scener som Metallica og Guns N’ Roses og, til sidst, hænge alle bandmedlemmerne langt ud af halsen.

’From Out of Nowhere’ er et rock-nummer med tempoet skruet i vejret, hvor både Bottums poppede keyboards, Billy Goulds funky basspor og, lejlighedsvis, Jim Martins guitar får lov at trække maskineriet. Det er en klassisk rock-skabelon, som stadig har tilpas mange efterladenskaber fra andre genrer i sig til ikke at kunne sættes rigtigt i bås. Oven over hele herligheden ligger Mike Pattons nasale vokal, der rejser lige så mange spørgsmålstegn i dag som dengang i 1989. Hvorfor i himlens navn valgte Patton at benytte sig af en vokalstil, der langt fra var nødvendig, og som den mange-stemmige forsanger aldrig, hverken før eller siden, har tyet til? Det vides ikke.

Lige så kejtet og irriterende, som den alsidige Pattons bevidste vokalsabotage lyder, lige så vel fungerer den i sammenhængen. Det samme kan siges om hans rap i det basdrevne megahit ’Epic’. Her er det værd at huske på, at Vanilla Ice endnu ikke havde udgivet ’Ice Ice Baby’, men at Beastie Boys til gengæld havde gjort det legitimt for hvide mænd at rappe. Således også i den særdeles poppede ’Falling to Pieces’, der er det tredje store hit på ’The Real Thing’. Her er funken midt i det metalliske udtryk også i højsædet, mens de noget dystre tekster om opløsning og uvished står i stærk kontrast til det lalleglade musikalske udtryk, som sangen indeholder. Måske er sidstnævnte grunden til, at den popglade Roddy Bottum nutildags er det eneste bandmedlem, der vil vedkende sig noget tilhørsforhold til ’Falling to Pieces’.

Outreret og uforligneligt
Symptomatisk for Faith No More er det dog først, når de for alvor søger grænser af, at de bliver uforlignelige. På ’Surprise! You’re Dead’ får guitarist Jim Martin for alvor lov at sætte takten med tunge, Slayer-inspirerede thrash-riffs, mens Patton giver smagsprøver på sin spændvidde og den metalvokal, han siden skulle benytte i bands som Fantomas og Tomahawk. Her er Faith No More, når de virkelig vil være tunge, og det var i høj grad ’Surprise! You’re Dead’, Jim Martins stjernestund, der i samarbejde med Black Sabbath-coveret ’War Pigs’ gjorde Faith No More tilgængelige for de mere konservative metalfans. En gruppe tilhængere, gruppen blev så tilpas trætte af at skulle tækkes, at de på næste album, den fremragende ’Angel Dust’, indspillede den ualmindeligt cheesy Lionel Richie-soulschlager ’Easy’.

Det seks minutter lange ’Zombie Eaters’ er muligvis pladens højdepunkt. Med en musikalsk galskab, der siden skulle blive til dels Faith No Mores og i særdeleshed Mike Pattons varemærke, turer bandet igennem spanske guitarer og violintracks på Roddy Bottums keyboards, der snart skifter til et tungt gungrende metallisk udtryk, alt imens Patton sætter sig i et spædbarns sted, hvorefter han kvæder verselinjer som ”Hey look at me lady / I’m just a little baby / You’re lucky to have me / I’m cute and sweet as candy / So hug me and kiss me / Then wipe my butt and piss me”.

Mens ’Zombie Eaters’ er hyggelig, grinagtig galskab, formår Faith No More også at tilføje ubehaget og uhyggen til det mangehovede værk, der er ’The Real Thing’. Den romantisk navngivne ’Underwater Love’ drives musikalsk frem af et orgeltema på keyboardet og en superfunky bas, mens Mike Patton behjertet synger en tekst med en jeg-fortæller, der er ved at drukne sin kæreste. Som om det ikke var en tilpas modpol til de happy-go-lucky-hits, der indleder pladen, lukkes hele herligheden af det dystopiske ’War Pigs’-cover.

Og så ’Edge of the World’.

Faith No More har altid slået sig op på, at de har skrevet filmisk musik. At det har været en del af tankegangen, når bandet har komponeret. Og denne filmiske tilgang har Pattons fornemmelse for at opbygge karakterer, settings og plot i sine tekster blot underbygget. I ’Edge of the World’, pladens aparte lukker, befinder vi os i en luset, snusket cocktail-lounge, komplet med glas, der klinker, fingerknips, et loungepiano fra Roddy Bottum samt en Mike Patton, der finder den mere velsmurte crooner-stemme frem til lejligheden. Tekstens urovækkende synsvinkel er til gengæld en formentlig pædofil mand (”I’m forty years older”), der forsøger at forføre et barn eller meget ung pige: ”Give me a smile / Let me see those pearlies / I’ll do anything/for the little girlies”.

Gennembrud og svanesang
’Edge of the World’ er, som pladens afslutter, et glimrende eksempel på, hvad Faith No More var og i endnu højere grad skulle blive. Nummeret er uden tvivl ’The Real Thing’s lettest tilgængelige, samtidig med at teksten er den mest urovækkende. På samme måde var Faith No More et modsætningsforhold, der til sidst måtte falde sammen i kampen mellem forskellighederne. Det var de mange personligheder og præferencer bandmedlemmerne imellem, der skabte den helt nye, svært definérbare stil, som var ’The Real Thing’.

Men det var også de mange personligheder, der ikke kom overens. ’The Real Thing’ var den eneste Faith No More-plade, hvor guitarist Jim Martin for alvor fik lov til at give sit kunstneriske besyv med. Hvilket kan høres i netop tungere numre som ’Surprise! You’re Dead’ og ’Zombie Eaters’. Allerede på opfølgeren ’Angel Dust’ var Martin på vej ud og indspillede bare, hvad resten af bandet bad om, inden han skred året efter udgivelsen. Herefter hutlede bandet sig igennem tre guitarister og to plader mere, inden det hele faldt fra hinanden mindre end ti år efter udgivelsen af ’The Real Thing’.

’The Real Thing’ er på mange måder det fuldendte Faith No More-album. Det er en plade fyldt med skiftende stemninger, som aldrig bliver kedelige. Den er omskiftelig og uforudsigelig, og mens den havde et stort kommercielt potentiale, var den også en musikalsk nyskabelse, der blandt andet for første gang på plade præsenterede verden for stemme-fænomenet Mike Patton. Det er en plade, der trods en tydelig 90’er-lyd stadig lyder frisk og byder på nye vinkler og detaljer, man ikke havde bemærket. From out of nowhere.