En sjælden undtagelse
Populær
For de fleste bands er comeback-plader ligegyldige parenteser i diskografien. 'Sol Invictus' er den sjældne undtagelse. Pladen summer af et pompøst og manisk drive, der er fortidens store bedrifter værdig.
2. Superhero
3. Sunny Side Up
4. Seperation Anxiety
5. Cone of Shame
6. Rise of the Fall
7. Black Friday
8. Motherfucker
9. Matador
10. From the Dead
Det måtte jo komme. En ny plade med Faith No More. Godt nok sagde gruppen det modsatte i forbindelse med, at de blev gendannet i 2009 og tog på en omfattende verdensturné.
Men det måtte jo komme. For sådan går det hver gang med legendariske navne, der bare lige skal ud luftes på scenerne og score lidt mønt på nostalgiens landevej.
De svenske dødsmetallere i At the Gates gjorde det sidste år og udsendte en comebackplade efter 19 års mellemrum trods utallige udsagn om, at det aldrig vil blive sådan.
Black Sabbath gjorde det i 2013 og udsendte ’13’ med en næsten originalt lineup samlet for første gange i knap fire årtier. Det utænkelige skete, sagde man. Ligesom med Dizzy Mizz Lizzy, der gør det i år – udsender deres første plade i 19 år, selvom det bestemt ikke ville ske, sagde Tim Christensen, da den danske trio genopstod i 2009.
Om et par år sker det med Guns N’ Roses. Vent og se. Axl Rose og Slash har næppe overstået den sidste tid sammen på scenen.
Det må simpelthen komme. Og resultatet bliver sikkert en nostalgisk lang næse. Det er ligesom med skilsmisser. Idealet om en lykkelig genforening og back to normal er utopi.
Det er reglen frem for den langtidsholdbare undtagelse.
Så hvem skulle egentlig have set den undtagelse komme under navnet ’Sol Invicutus’?
Ikke undertegnede. Fra det Faith No More, jeg oplevede i Århus i 1995, og til den genforenet version, vi her på redaktionen tog til Berlin for at opleve i 2009, var den magiske støv helt forduftet i forhold til velmagtsdagene i 90’erne. Årtiet, hvor amerikanerne gik fra at svømme rundt i hav af originalitet, til at sjaske rundt i en kreativ vandpyt og i 1997 udsende ’Album og the Year’, der var en diametral modsætning til pladens titel.
Første singleudspil fra nyeste opus, ’Motherfucker’, efterlod ikke meget håb om, at gruppen var tilbage med fornyet inspiration. Et fantasiløst nummer med en prætentiøs titel, der slående minder én om, at frontmand Mike Patton kerer sig om sin egen utallige projekter, men formodentlig kunne finde på at være total ligeglad med, hvad han lægger navn til sammen med Faith No More.
Så kom andet singleudspil, ’Superhero’ – pladens bedste – der trækker tråde til en mellemting af ’The Real Thing’ og ’King for a Day ...’ med et massivt og foruroligende lydbillede, der absorberer alt på sin vej.
Så kom hele pladen og halleluja, manner! ’Sol Invictus’ overrasker! ’Sol Invictus’ holder! ’Sol Invictus’ bider sig fast! ’Sol Invictus’ lyder ikke som et band, der sidst udsendte en relevant plade i 1995.
’Sol Invictus’ er ikke på niveau med funkmetallen på ’The Real Thing’. Den er heller ikke på niveau med mesterværket, ’Angel Dust’, der er lyden af Tom Waits i en metalversion. Den har heller ikke Mike Pattons suveræne skizofrene vekslen mellem psykopat og gentleman som på ’King For a Day ...’.
’Sol Invitus’ har lidt af det hele. Det er unægteligt lyden af Faith No More. Lyden af Faith No More med fornyet kreativ pondus anno 2015. Pladen er gennemsyret af et pompøst og manisk drive, som kun det californiske band kan levere.
’Sunny Side Up’ er en skæv og funky popmelodi med et melankolsk skær.
I ’Separation Anxiety’ brummer Billy Goulds baslinjer, så det klinger i retning af ’Land of Sunshine’, mens Mike Pattons både skumle hvisken og psykotiske skrig kunne være at finde på noget med Fantômas.
’Cone of Shame’ er som at træde ind i en western-film og åbner med et simpelt riff fuld af rumklang, akkompagneret af Bordins lilletromme, hvor slagene falder som var det fra en militærparade før nummeret bliver anført af en tung, forvrænget guitarrytme, tilsat Pattons vanvidsvokal:
’Rise of the Fall’ summer af Tom Waits med de palm mutede guitarstrenge og brugen af blæseinstrumentet, melodica (som de også anvendte på ’Mignight Cowboy’), der skaber en helt unik lyd i nummeret.
’Black Friday’ er mere lettilgængelige og medrivende, mens ’Matadors’ dybe klavertoner og Pattons suveræne vokal drager lytteren ind i farvestrålende svampetrip.
Det er helt sigende for ’Sol Invictus’. Pladen er et trip, hvor musikkens afkroge konstant afslører nye nuancer i dets detaljerige lydbillede. Den folder sig ud, så man får lyst til at høre pladen igen. Gå på vedvarende udforskning i den. Alt det, man så sjældent bliver budt på på comeback-plader.