Metaldiktator: Danzig – ‘II – Lucifuge’

Årtier før Danzig blev et meme og en afdanket karaokesanger, var han faktisk en overgang den sataniske sexgud, han altid har set sig selv som. Brunstdunstende ‘Lucifuge’ fylder 30 år den 26. juni.

Danzig er en vits. Der findes adskillige facebooksider dedikeret til memes og kompromitterende billeder af sangeren, der køber kattemad eller skærer kage for. Et tretten år gammelt videoklip, hvor han provokerer en fyr fra et forlængst glemt hardcoreband og får én på sinkadusen for det, cirkulerer stadig. Det samme gør tegneserien Henry & Glenn med ham og Henry Rollins i et stormfuldt parforhold. Danzig har selvironisk optrådt som transsylvansk strandsælger i komedieserien ‘Portlandia’, efter at showets to bagmænd i en trailer for en sæson havde holdt parkeret foran hans hjem og reciteret Misfits-tekster som poesi.

Det er heller ikke, fordi Danzig har gjort meget for at nuancere indtrykket af sig selv som falleret has-been de seneste mange år. Decideret rædderlige er hans – stadig sjældnere – regulære plader ikke blevet, det er han trods alt for stærk en sangskriver til. På coverpladerne fremstår han til gengæld som en afdanket, fuldemandssentimental karaokesanger. Og efter i årtier at have udgivet erotiske vampyrtegneserier debuterede han sidste år som filminstruktør med ‘Verotika’, som allerede er blevet udråbt til en af de værste film, der nogensinde er lavet.

Men der var engang, hvor Danzig ikke var en vits. Der var engang, hvor han faktisk var den sexgud, der bliver gjort tykt grin med nu.

Det amerikanske mareridt
Danzigs status hviler på de første fire plader. I øvrigt ligesom Metallica, der karrieren igennem har fulgt og støttet ham: James Hetfield sang kor på to af sangene på debutalbummet, Metallica har spillet covers af hans gamle punkband The Misfits, som de i karrierens tidlige år konstant optrådte i T-shirts med; bassisten Cliff Burton havde endda The Misfits’ Fiend-maskot tatoveret på overarmen, et årti før tatoveringer blev de rigueur i metal.

I dag er Danzig synonymt med frontmanden Glenn Danzig og de forhåndenværende lejesvende med deres bedste år bag dem. Blandt dem Tommy Victor fra Prong, metals omtrent mest charmeforladte guitarist. Men på de fire første plader gav det mening at tale om Danzig som et band, der blot havde taget navn efter forsangerens kunstnernavn. Fra 1987-1994 var Danzig en sortklædt, bakkenbartbærende enhed med langt og fedtet hår, som ingen ville lægge sig ud med.

Glenn Danzig havde allerede i slutningen af 70’erne i The Misfits vist, at han ikke alene havde en for genren exceptionelt stærk sangstemme og i sin sangskrivning kunne trække på rige inspirationer fra 50’ernes rock’n’roll; han havde også et klart blik for ikonografi og det amerikanske mareridt. I sine sange brugte han løs af myterne om Marilyn Monroe, mordet på John F. Kennedy og hele den 50’er-revival, der under den kolde krig blomstrede op som en længsel efter en tryggere, mere simpel verden. Som Danzig vidste aldrig havde eksisteret, fordi der altid havde været en mørk understrøm.

Den mørke understrøm rendyrkede han efterfølgende i midten af 80’erne i Samhain, der spillede paganistisk metalrock med afsæt i Danzigs sataniske overbevisning. Med sig i det band havde han bassisten med det fabelagtigt tegneserieonde kunstnernavn Eerie Von og på den sidste af de fire plader John Christ. Guitaristen havde møvet sig ind i bandet med sin på én gang varme og bluesrockede guitartone og en riffhuggende tyngde.

Det var, da han kom med, at Samhain lavede transitionen over i bandet Danzig. I det nye band fik de Chuck Biscuits fra Black Flag og D.O.A. med, og han matchede John Christ i aggression og tyngde i sit spil.  



Mig og Lucifer
Samhain var urovækkende dystert fra pladecovers med bandet dækket af blod til den punkede anti-produktion, der gjorde det hele svært at tyde og svært at forudsige. Men så mødte Glenn Danzig produceren Rick Rubin, der så et større potentiale i sangeren og overtalte ham til at starte forfra for tredje gang på hans rocklabel, Def American. Debuten ‘Danzig’ fortsatte dødsrock-viben og det foruroligende ritualistiske fra Samhain, selvom John Christ trak det hele i en mere rocket retning.

På ‘Lucifuge’ – eller ‘Danzig II – Lucifuge’, som den fulde titel er – rykkede Danzig over i et andet gænge. Det står klart allerede på åbningsnummeret ‘Long Way Back From Hell’, at det her er en samlet bandindsats. Først John Christs slidende, vibrerende guitar. Så Eerie Vons boogie-vandrende bas. Så hugger Chuck Biscuits igennem på trommerne, Glenn Danzig bryder ud i et hyl, og én af rockhistoriens mest ikoniske åbningssange er i gang.

‘Long Way Back From Hell’ har så godt som alle de ingredienser, der skal til for at skabe en klassisk Danzig-sang: Bibelske referencer, der leder til identifikation med Lucifer; filosoferen over den tabuoverskridelse, der ligger i at tage et andet menneskes liv; en advarsel om, at ingen af os dødelige er klar til at gå i Glenn Danzigs fodspor. Ulvehyl, brøl, snerren, stønnen; croonen og wobblen. En rytmesektion, der smadrer sig igennem al tænkelig modstand, en guitar, der får frit spil til at lægge så mange licks og så meget lir over det hele, som der kan være, uden at det kammer over.

Faktisk mangler ‘Long Way Back From Hell’ kun én ting for at være den fuldstændigt arketypiske Danzig-sang: Sex. 



Brutal brunst
Det har resten af ‘Lucifuge’ til gengæld rigeligt af. Pladen hørmer simpelthen langt væk af fisse. Jeg kan ikke komme på nogen anden plade, jeg har hørt, der er så stangliderlig som ‘Lucifuge’. Det er en plade, der ville få alverdens D’Angeloer, Maxweller og Betty Daviser til at rødme af skam. Coveret til ‘Lucifuge’ er godt nok en pastiche på The Doors’ debutplade, men Jim Morrisons stramme læderbukser og nøgne fuglebryst er ren vanilje mod den brutale brunst, Danzig dunster af på pladen. 

Der er selvfølgelig det rent tekstlige plan: Den storskrydende ‘I’m the One’, hvor Glenn Danzig over en akustisk blues praler med som slangeøjet femårig at have elsket med en kvinde, mens ulvene hylede omkring dem. Der er den drevne bluesrocker ‘Killer Wolf’, hvor blot et enkelt af hans kys er nok til at riste modtagerens sjæl over glødende kul. Der er den tilbageholdte ‘Her Black Wings’ med palm-muted melodi og en enkelte ildevarslende klavertone ringende som en dødsklokke, hvor Danzigs stemme knækker over i beskrivelsen af, hvordan ham og en sort engel febrilsk vugger “on and on and on”, inden hun luller ham i en tryg, postorgasmisk søvn. Der er powerballaden ‘Devil’s Plaything’, der opsummerer Danzigs credo:

“Got a flame
Burns inside
If you don't want to burn
Just walk on by
And the pain
You're feeling now
Is nothing compared
To the pleasures I hide”

Hvis du ikke kan være med her, så gå din vej. Den sti, jeg betræder, er ikke for alle: Den er kun for gudsbetvingere, for dem, der dier hos ulvene og tager mørket med magt.



Og så videre. Men teksterne er kun én side af det: Musikalsk er ‘Lucifuge’ endnu mere svedigt lysten. Glenn Danzig lyder skiftevis, som om han er bristefærdig af seksuel energi, og som om han er post-orgasmisk melankolsk, indtil han er klar igen. Som om han ikke ved, om han orker mere – sådan som han synger i ‘Tired of Being Alive’ med dens aggressivt huggende riffing og vemodige leadguitar – men alligevel gang på gang lader sig trække ind igen af femmes fatales med sorte vinger, sort hår og et sort hul, hvor deres hjerte skulle have været. 

Imens slår Chuck Biscuits for fuld kraft på sine løst spændte trommeskind, dumpt, dvask drøn på drøn som en ugidelig og ubønhørlig afstraffelse. At kalde det en kropslig musik er en mild underdrivelse: ‘Lucifuge’ går med sin varme lyd, sine stolt skrævende guitarmelodier, tungt sensuelle rytmer og dyrebrøl direkte i underlivet.

Flirtende satanist
Musikalsk er Danzig som band på toppen af deres game på ‘Lucifuge’, og Rick Rubin indfanger dem så perfekt, som han kunne gøre det i lige præcis de år. Da ‘Lucifuge’ udkom, havde han allerede klasikere som Slayers ‘Reign in Blood’, Public Enemys ‘It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’, Beastie Boys’ ‘Licensed to Ill’, Run-DMCs ‘Tougher Than Leather’ og The Cults ‘Electric’ i bæltet, og det var det samme pust af liv, af sex og konfrontation, han tilførte Danzigs ritualistiske rock. 

Sangskrivningsmæssigt har Glenn Danzig både før og siden skrevet enkeltstående større slagere som ‘Twist of Cain’, ‘Am I Demon’ og ‘Mother’ på debuten eller ‘Dirty Black Summer’ og ‘Left Hand Black’ på ‘Danzig III – How the Gods Kill’ og ‘Cantspeak’ på ‘4p’, men han har ikke skrevet et lige så fuldendt album som ‘Lucifuge’.

Pladen balancerer det bluesrockede og det tjeppe med det melankolske og mørke: ‘Long Way Back From Home’ følges af den dunkelt svingende ‘Snakes of Christ’, på samme måde som ‘Tired of Being Alive’ følger ‘Killer Wolf’, og ‘Her Black Wings’ ‘I’m the One’. Det skaber kontraster, pladen står som et gennemtænkt hele. Den skal høres i ét stræk: “On and on and on” gennem 30 år. 



Sådan var Danzig, før han blev en joke. Han levede det her, det gjorde hele bandet. På den opsamling af de fire videoer fra den første plade, der blev udgivet på VHS, er der indlagt interview med medlemmerne mellem sangene. I dag cirkulerer flere af dem på YouTube som en del af memecirkusset: Danzig, der i bar overkrop stolt viser sin boghylde frem med tvivlsomme værker om okkultisme, nazisme og den katolske kirke; Danzig, der i bar overkrop spiller el-guitar uden strøm i en overordentligt mondæn stue. 

Men det er også her, man møder den flirtende Glenn Danzig, der forklarer om, hvorfor han er satanist, mens han prøver at spise et æble og vifte sit pandehår væk. Det er her, Eerie Von står halvt i mørke og fortæller om ikke at have nogen venner, fordi han er for sær og intens. Det er her, John Christ spiller solo backstage og giver sin effektpedal en knytter, der ville have lagt enhver hardcoreopkomling med omvendt kasket ned.

Danzig ville tages alvorligt. ‘Lucifuge’ og de tre andre af de fire første gør, at det stadig er svært at forlige sig med tanken om, at han aldrig kommer bare i nærheden af det her igen. Man bliver lykkelig, hver gang man får en lille flig af det, hver gang han viser, at han stadig godt kan skrive sange.

Det er derfor, Danzig ikke bare er en vits. Heller ikke for dem, der laver sjov med ham.