Publikum reddede Rise Against
Populær
En punket emo-aften i Amager Bio, hvor der var klar uoverensstemmelse mellem langt størstedelen af publikums og nærværende anmelders opfattelse af hovednavnets kvalitet.
Med de to etablerede punkrocknavne, Rise Against og opvarmningsbandet Pennywise, var rejst et meget ungt rockabillypunkorkester kaldet Emily’s Army. Min veninde sagde det meget godt, da hun kaldte dem “søde”, for det var netop, hvad de var med deres velplejede lyse hår, røde kinder, lyse og stribede t-shirts og pastelfarvede guitarer. Musikken var ligeledes meget sød og ufarlig, og mere er der vel ikke at sige om dem.
Kontrasten var derfor slående, da de velvoksne, sortklædte og anderledes iltert udseende gutter i Pennywise gik på scenen. Der var fuld smæk på deres punkrock, som til tider syntes at tangere hardcore punk og crossover a la Suicidal Tendencies. Lyden var imidlertid ikke synderligt god, og man kunne tilmed undres over valget af (forældet) guitarlyd, der fyldte utrolig meget og lød umiskendeligt af en Metal Zone-pedal.
Når vi nu er ved guitaristen, Fletcher Dragge, så lad det være sagt, at han var en kende irriterende. I stedet for at bruge sin energi på at komme med små tilsvininger af publikum, skulle han hellere holde fokus på at spille ordentligt, for netop hans Metal Zone-lyd afslørede de til tider graverende fejl. Omvendt fik hans tilsvininger i samspil med den tilbagevendte vokalist Jim Lindbergs opfordringer publikum til at bryde ud i den største og længst kørende circle pit, jeg til dato har set i Amager Bio.
Pennywise var for mig aftenens musikalske højdepunkt. Ikke mindst fordi det tog mig tilbage til tiden på min gymnasiekammerats kælderværelse, hvor vi hørte punkrock, spiste hotdogs og drak Krudtugler.
Pennywise-tilhængerne var dog i klart mindretal denne lørdag. For da Rise Against åbnede for sluserne, eksploderede Bioen - til min store overraskelse. Jeg var da klar over, at Rise Against havde haft enkelte radiohits, men jeg var fuldstændigt uvidende om deres fans' dedikation på disse kanter.
Publikum imponerede mig meget mere end bandet, der var decideret kedelige. Kedeligst af dem alle var dog uden sammenligning trommeslageren med sine skrå trommer, sit forudsigelige trommespil og en udstråling som en bagt kartoffel. Kun enkelte sange skar igennem den emo-sovs, Rise Against havde kreeret, og de var næsten alle fra albummet ‘Endgame’, som velsagtens også er bandets mest punkede udspil. De havde ellers forsøgt at score billige point hos punkpublikummet ved at lade sceneudsmykningen (fire store lysende bogstaver, der skrev ordet “RISE”) give mindelser om Misfits, men lige lidt hjalp det. De forfaldt til emorock med meget få punkelementer.
Alt dette kunne imidlertid ikke ændre på, at den propfyldte sal kogte, og at publikum var med Rise Against HELE vejen igennem det 19 numre lange sæt. Selvom jeg havde meget svært ved at sætte mig ind i folks fascination, var opbakningen ganske enkelt fantastisk.