Langtidsholdbart materiale, søndagsmat stemning
Populær
Grave Pleasures spillede for første gang på dansk grund efter navneskiftet fra Beastmilk. Det var en koncert, der led under søndagsstemning, men som også viste, at Grave Pleasures er mere end en døgnflue.
Taste the Void
You Are Now Under Our Control
Crying Wolves
Futureshock
Genocidal Crush
Nuclear Winter
Worn Threads
Crisis
Death Reflects Us
New Hip Moon
Love in a Cold World
Ekstranumre:
Crooked Vein
The Wind Blows Through Their Skulls
Det har været en lettere omtumlet tid for Grave Pleasures. Bandet begyndte, fyr og flamme og med masser af hype under navnet Beastmilk, hvor de høstede masser af roser for debutalbummet ’Climax’ (2013) og stod klar til at erobre verden med et bredt publikum – der på trods af flere bandmedlemmers metalbaggrund talte goths, (post-)punkere, indierockere og metallere – i ryggen. Og det er jo sådan, man får succes: ved at ramme bredt. Bare spørg Volbeat (selvom Volbeat-segmentet selvfølgelig er noget ganske andet).
Men midt i det hele, netop som verdenserobringen var i gang, skred guitaristen, Johan ”Goatspeed” Snell, der var en hovedsangskriver på ’Climax’. Reaktionen kom prompte: et navneskifte, en ny guitarist og hovedsangskriver i form af Linnéa Olsson, der tidligere var den ene af to hovedkvinder i nu opløste The Oath, og videre i teksten. Nå, ja – reelt er det kun sanger Mathew ”Kvohst” McNerney og bassist Valtteri Arino, der er tilbage. Liveguitarist er Juho Vanhanen fra det psykedeliske black metal-band Oranssi Pazuzu, og trommeslageren er Uno Bruniusson, der tidligere var med i opløste In Solitude. Man må sige, at Grave Pleasures har fået det optimale ud af andres bandopløsninger.
Det tjener på en eller anden måde bandet til ære, at de skiftede navn. Jeg havde ikke gjort det samme i samme situation. Men det har lønnet sig – Grave Pleasures er blevet signet på Sony, og de har en ny plade ude, ’Dream Crash’, som jeg med skam at melde ikke har fået hørt inden koncerten. Verden er atter klar til at blive erobret, denne gang med masser af pladeselskabsammunition i ryggen.
Pastichens problem
Eller er den? Et af de åbne spørgsmål inden koncerten var, om det nye materiale stod mål med det gamle. ’Climax’ var nemlig en fremragende og formidabelt catchy plade. Bevares, man stod nu og da lidt med fornemmelsen af, at Beastmilk på bedste post-postmoderne vis bare var gået i det store musiksupermarked og havde plukket løs fra post-punkens og death rockens hylder og blandet det med varer fra samme sektion – lidt gotisk rock, lidt storladen 80’er-stadionindie a la tidlig Simple Minds, lidt Misfits-agtig punk og nogle Danzig-ismer i vokalen spillet med punch nok til at få metallerne med, og så hjem at røre i gryden, og så har man en effektiv cocktail, der måske kan fremstå vel kæk og ironisk sammenlignet med forgængernes rugende alvor.
Man var nu og da i tvivl, om Beastmilk mente det for alvor, eller om man bare havde adopteret en lyd, et image og nogle tekster om umulig kærlighed og udflydende eyeliner på gråmeleret baggrund af atomkrig og 80’er-tristesse redivivus. Men var man i tvivl om alvoren, var man ikke i tvivl om kvaliteten af ’Climax’, som er et album, der både er fængende første gang, og som har vist sig særdeles langtidsholdbart. Den slags ser man sjældent. Læg dertil en formidabel frontmand og imponerende sanger som McNerney, og man er rede til at nedrive den mentale Berlinmur og bare overgive sig til bandet og til, at det faktisk er sjovt og fedt og alt muligt andet.
Opvarmningsoverraskelse
Før vi fik svaret på Grave Pleasures’ aktuelle niveau, var der dog først et opvarmningsband i form af danske LSD on CIA, der skulle overstås. Overstås, ja. Sådan var i hvert fald min holdning før koncerten. Et bandnavn, der leder tankerne hen på ”sjov” og ”finurlig” dansk 90’er-rock med Red Hot Chili Peppers-komplekser. Og et band, der gør meget ud af et samarbejde med kunstneren Kristian von Hornsleth, der er for midaldrende mellemledere uden kunstforstand (bare det er dyrt), hvad Poul Pava er for børnefamilier. Den slags får jo en til at frygte, at vi har at gøre med 2000-og-teens svar på Rock Hard Power Spray. LSD on CIA var med andre ord ikke ligefrem noget, jeg så frem til, men jeg er også et fordomsfuldt menneske. Men når nu man var der, og alle vennerne alligevel havde meldt afbud til koncerten…
Og her måtte man sande, at negative forventninger ofte er grobund for positive overraskelser. Bandet spillede med udgangspunkt i en forholdsvis 70’er-klassisk hard rock, men med elementer fra tidlig Queens of the Stone Age og Muse og med progressive tendenser, som gik ind med så meget pondus, at man næsten ikke lagde mærke til de progressive elementer, der var gemt bag rockfacaden og vakte mindelser om Voivod og King Crimson, uden at bandet som helhed mindede om de to. Bandets guitarist og sanger Mikkel Konyher gik ubesværet op i de helt høje toner, og hvis han kan fralægge sig trækkene af dansk 90’er-grunge, der dukker op nu og da, så har vi at gøre med en klassesanger. Trommeslager Troels Dankert spillede rent ud sagt pissegodt. Og i det hele taget var det et tæt sammenspillet band; man kan høre, de har spillet mange koncerter sammen, ikke noget med at bruge tid på at stå og fumle med instrumenterne mellem numrene.
Og så kræver det attitude at tale med så megen selvsikkerhed til publikum, selvom der kun står de berømte to ludere og en lommetyv. Der havde det været nemmere at gemme sig væk. Et par af numrene virkede, som om de stak i lidt rigeligt med retninger, så den røde tråd forsvandt, og det progressive kom til at være en hæmsko, men generelt holdt bandet et højt niveau, både hvad materialet og attituden angik. De kan godt gå hen og blive store, og på trods af mine indledende fordomme synes jeg oven i købet, de fortjener det.
Tvivlsomt fremmøde
Da Grave Pleasures skulle til at gå på, var der kommet lidt flere publikummer, men vi var temmelig langt fra de 200, der var i Pumpehuset, da Beastmilk spillede sidst. Om det var søndagssløvhed, om navneskiftet var gået henover hovedet på folk, om albumudgivelsen er forsvundet i mængden, eller om den indledende hype bare har lagt sig, er svært at sige, men det var et overraskende ringe fremmøde.
Måske derfor løftede koncerten sig ikke helt op til de højder, Beastmilks sidste besøg i Danmark efter min mening gjorde, selvom Grave Pleasures leverede en mere end godkendt koncert. Sammenlignet med det seneste besøg i Danmark, var det, som om der var skruet lidt op for musklerne – de spillede simpelthen hårdere. Måske det skyldes Olssons tilstedeværelse. Men især rytmegruppen med Bruniussons tribalistiske trommer var med til at løfte affæren. Sætlisten var en blanding af Grave Pleasures- og Beastmilk-materiale. Hvor Snell var en sangskriver, der kunne lave fængende genrepasticher, der fremstod friske, levende og med en ny og interessant drejning, er det nyere materiale noget mindre catchy med knap så poppede melodier og en hårdere kant end før. I hvert fald live.
Et band, der mener det
Der er knap så meget element af pastiche over det længere, og det virker mere, som om bandet mener det. Det fremgik også af McNerneys sceneoptræden, der sidst var med bakkenbarter og hård post-punk-attitude, nu afløst af en sceneoptræden, der virkede mere i pagt med hans persona, mere naturlig som følsom bad boy, om man vil. Til gengæld har bandet måske tabt lidt af det umiddelbare hitpotentiale og den umiddelbare charme, Beastmilk havde, hvor man kunne synge med på omkvædet første gang. Publikum reagerer da også med størst bifald ved de gamle numre, og da bandet som tredje nummer endelig spiller noget fra ’Climax’, ’You Are Now under Our Control’, stiger temperaturen et par grader.
Ikke desto mindre gør de nye numre sig godt, selvom det er de ældre ting, ’Genocidal Crush’ og ’Death Reflects Us’ – sikkert også på grund af genkendeligheden – der løfter publikum. ’Worn Threads’ fra ’Dreamcrash bliver introduceret med en småbitter kommentar om en, man må formode er Snell, men det nye nummer, der for alvor gør sig bedst, er ’New Hip Moon’, der har lidt af de samme indlysende hitkvaliteter som det tidligere materiale, men som også inkorporerer det mindre stilskifte effektivt. Det første ekstranummer efter godt 45 minutters koncert, ’Crooked Vein’, gør sig også godt med dets mange vokale Danzig-ismer, før ’The Wind Blows Through Their Skulls’ lukker og slukker en koncert, der viser, at Grave Pleasures bestemt er band, man bør regne med, selvom det nye materiale lige skal have tid til at synke ind, og selvom den søndagsmatte stemning hæmmede koncerten lidt. Mærkeligt, at ikke flere dukkede op. Næste gang tror jeg, det bliver på en større scene end BETAs.