Den Ekstrametalliske Dimension: Fugazi – ‘Repeater’

Fugazi viste vejen frem: Holdt fokus på det relevante, splittede, før de selv blev irrelevante, lod være med at blive gendannet. Ved 30-årsjubilæet for debutalbummet fortæller vi historien om et band, der i et andet univers kunne være blevet mellemstore, men valgte at blive kæmpestore i deres eget univers i stedet.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtige Fugazi var og fortsat er for mig, selvom det snart er 18 år siden, de gik på pause. Fugazi var sådan et band, hvor man købte hele pakken, når man først var blevet hooked på dem: Ikke bare musikken, men hele det værdisæt, den var en del af. Ret meget som min kollega Mads har beskrevet det at være fan af Coil, bare med et noget andet indhold i pakken.

Fugazi står for mig og store dele af min generation som indbegrebet af det gode, det rigtige, det sandfærdige.

Så selvfølgelig hader lige så mange dem indædt på grund af det, de ser som selvretfærdighed, politisk korrekthed og snusfornuftig sweater-hardcore.

Søndag d. 19. april fylder debutpladen ‘Repeater’ 30 år. For at forstå den virkning, den havde, må vi gå tilbage til en tid før Nirvanas ‘Nevermind’, før Warped Tour, før Suicidal Tendencies-Converse og før det medie, du læser denne artikel på: Ikke bare Devilution, men internettet i det hele taget og alt, hvad det medførte for den musikbranche, Fugazi stædigt nægtede at blive en del af. 



Små stykker af et band
I et andet univers kunne Fugazi være blevet mellemstore. I stedet valgte de at blive kæmpestore i deres eget univers. På deres egne præmisser. I september 1990 forklarede sanger og guitarist  Ian MacKaye det danske magasin Moshable, hvorfor Fugazi havde valgt ikke at lave merchandise:

– Det er vores eget valg, og det betyder ikke, at andre bands, der sælger T-shirts, er onde fyre. Som vi ser på det, føler vi bare, at det at lave merchandise for et band på en måde fjerner noget af den virkning, musikken har. Fordi det virker, som om at hvis du kan sælge små stykker af et band, som ikke har noget at gøre med musikken, så er musikken alligevel ikke så vigtig igen. Sådan virker det på os.

Han skynder sig i interviewet at tilføje, at han sagtens kan forstå, at andre bands kan have brug for den ekstra indtægt, som salget af T-shirts giver, men at Fugazi bare har valgt at leve det billigere, når de turnerer. Og så kommer han med det, der nok er en endnu større del af forklaringen: Fugazis økonomi var ikke afhængige af de ekstra penge.

– Min pointe er, at mindre bands er nødt til at sælge T-shirts for at få benzinpenge. Vi har aldrig haft brug for at gøre det, fordi vi har været så heldige, at mange gange er mange mennesker kommet for at se os, og så spiller vi en masse shows.

Der var så også lige det element i det, at ‘Repeater’ på det tidspunkt, fem måneder efter den var udkommet, allerede havde solgt op mod 100.000 eksemplarer, som Ian MacKaye med et skuldertræk anslår det. Vel at mærke på eget selskab, så pengene gik direkte tilbage til bandet: Sammen med vennen Jeff Nelson havde Ian MacKaye ti år tidligere startet Dischord Records for at udgive debutsinglen med deres fælles hardcoreband The Teen Idles. De to var fortsat videre sammen i Minor Threat, og selvom det band blev opløst i 1983 efter blot to ep’er og et kort album, var de på alle måder skelsættende i deres musik, deres tekster og deres ubøjelige gør-det-selv-tilgang til musikbranchen.



Kontrafaktisk kommercialiserbarhed
Selvom Fugazi var et nyt band, da ‘Repeater’ efter et par ep’er og en 7” udkom i april 1990, var medlemmerne langtfra ukendte på hardcore-scenen, og forventningerne til pladen var store. Bassisten Joe Lally var et ubeskrevet blad, men guitarist og sanger Guy Picciotto havde spillet sammen med trommeslageren Brendan Canty i emo-bandet Rites of Spring, der havde udgivet en enkelt plade i 1985. Ved siden af arbejdet med Dischord havde Ian MacKaye samtidig forsøgt sig med emobandet Embrace, men også de var blevet opløst efter en enkelt plade.

I Fugazi samledes kræfterne, og det skulle hurtigt vise sig, at medlemmerne her ville være i stand til at komplementere hinanden på en måde, der løftede det hele langt over det niveau, de havde nået i deres foregående bands. I løbet af de første ep’er fik de defineret en lyd med afsæt i dansabel postpunk som Gang of Four, der på samme måde som hos Minutemen mødte straight rockende hardcore-sange og havde den intense inderlighed med fra Rites of Spring.

Og så var det umanerligt fængende. Når man hører ‘Repeater’, er det slående, hvor umiddelbart kommercialiserbare sange som ‘Turnover’, ‘Merchandise’, ‘Reprovisional’, ‘Repeater’ og ‘Blueprint’ lyder. 

Men det er naturligvis kontrafaktisk: Der skulle gå endnu halvandet år, før Nirvana i september 1991 udgav ‘Nevermind’ og fuldstændigt sprængte grænserne for, hvilken slags musik man kunne sælge til et mainstreampublikum. Halvandet år, før ‘Blueprint’ viste sig som en art profeti om, hvad der var på vej:

“Never mind what's been selling
It's what you're buying
And receiving undefiled”



Stormende ind i dalen med sække fulde af kontanter
Kommercialiserbarheden er også kontrafaktisk, fordi den slags aldrig var interessant for Fugazi. 

I bogen ‘Declaration of Independents’ fra 2001 fortæller Ian MacKaye, hvordan det var nogle af de andre medlemmer af Minor Threats ønske om at trække musikken i en mere radiovenlig new wave-retning, der havde splittet bandet. Ti år efter det brud troppede pladeselskabsmogulen Ahmet Ertegün op til én af Fugazis koncerter og tilbød dem 10 mio. $ og deres eget underlabel, hvis de ville skrive kontrakt med Atlantic Records. Det var i 1993, Nirvana havde blæst dørene åbne, alt syntes at kunne lade sig gøre.

Fugazi takkede nej.

I foråret 2002, et halvt år før Fugazi spillede deres hidtil sidste koncert, reflekterede Ian MacKaye i Ben Myers’ bog ‘American Heretics – Rebel Voices in Music’ over den periode i alternativ musik:

– I begyndelsen af 90’erne var der mange mennesker i såkaldt alternative bands, der tænkte “Åh, vi bliver allesammen rige!” De løsnede deres bælter lidt, fordi de troede, at de ville blive fede, men det, der i virkeligheden skete, var, at de blev så magre, at de tabte bukserne, og det var enden på mange af de bands. De tidlige 90’ere var som en periode med store blodudgydelser i musik, fordi der var en pludselig strøm af penge i høj grad inspireret af Nirvana. Med ét så vi alle de her store selskaber komme stormende ind i dalen med sække fulde af kontanter, men da de forlod den igen, var det næsten, som om de fleste havde glemt, hvordan de dyrkede deres egen mad.

Har man glemt, hvordan det gik de bands, der hoppede på toget, er det blot at se til historien om Jawbox, som Steve Albini fortæller den i essayet ‘The Problem With Music’ fra 1993: Efter to plader på Dischord Records og et voksende publikum blev de samlet op af et stort selskab, og derefter gik alt galt for dem. De mistede kontrollen over deres egen musik, og selvom deres første major label-plade, ‘For Your Own Special Sweetheart’ fra 1994, siden har fået en vis genoprejsning og for den sags skyld var en stor inspiration for Deftones, endte det, der skulle have været det store gennembrud, med at opløse bandet.



Det demokratiske band
Det skulle ikke ske med Fugazi. Tre af medlemmerne havde prøvet at være med i bands, der gik fra hinanden, fordi de ikke kunne enes om, hvor de ville hen med musikken. Derfor var målsætningen klar, fra Ian MacKaye dannede Fugazi i 1986: De skulle klare det hele selv på deres egne præmisser. Og Fugazi skulle for alt i verden ikke være “Ians nye band”, som han fortalte Moshable.

Fugazi var et sjældent demokratisk band, hvor der ikke var nogen frontmand og ingen, der dominerede lydbilledet. Som i Minutemen, der havde de samme idealer i begyndelsen af 80’erne, betyder det så også, at der er travlt i lydbilledet på ‘Repeater’: Alle giver hinanden plads, men alle træder også frem på lige fod. 

Hele tiden. 

Det taler til Dischords husproducere Don Zientaras og Ted Niceleys pris, at det hele står så skarpt på pladen, som det gør, for i musikken sker der hele tiden et væld af ting.

På ‘Repeater’ spillede Guy Picciotto for første gang guitar i Fugazi. Han var kommet med i bandet som en slags hype man: Inspireret af hiphoppernes backup-rappere med Public Enemys Flavor Flav som den mest kendte supplerede han i begyndelsen Ian MacKayes sang med ekstra betoning af nøglefraser, gav modsvar til MacKayes udsagn og dansede ellers til gruppens koncerter. Allerede på ep’erne fik han dog sine egne sange som hovedsanger, og på samme måde som hans affekterede, hvinende og stønnende vokal fungerede som kontrast til Ian MacKayes grove hardcorebrølen, valgte han som guitar en lyst klingende Rickenbacker som kontrast til den anden guitarists dybere, varmere lydende Gibson.



Et logo på Fleas bas
Bassisten Joe Lally begyndte først at synge med en stille og tilbageholdt stemmeføring, der i udtryk såvel som funktion i bandet kunne minde om Sonic Youths Lee Ranaldo, på Fugazis fjerde plade, ‘Red Medicine’. Sammen med trommeslageren Brendan Canty fyldte han dog så rigeligt op alligevel. Det er tydeligt allerede på den anden sang på ‘Repeater’, titelnummeret, hvor trommerne shuffler rundt som en anden George Hurley fra Minutemen, mens bassen dribler af sted i en staccatomelodi, som guitarerne hyler hen over.



Hvis det første, man så til Fugazi, var, at Flea fra Red Hot Chili Peppers havde malet deres logo på sin bas – i øvrigt sammen med Minutemens logo – giver det hele lidt bedre mening: Da Red Hot Chili Peppers halvandet år efter ‘Repeater’ udgav megasuccesen ‘Blood Sugar Sex Magik’, havde de tydeligvis nærlyttet til Fugazi og deres måde at kombinere funkrocken med en ligefrem hardcore på sangene ‘The Greeting Song’, ‘My Lovely Man’ og b-siden til hitsinglen ‘Under the Bridge’, ‘Sikamikanico’. Fra trommespillet over basmelodierne havde Red Hot Chili Peppers ladet sig inspirere kraftigt af Fugazi og gennem dem fundet en måde at videreudvikle deres egen lyd på. 

Det kom da heller ikke som den store overraskelse, da Joe Lally i 2004 dukkede op som bassist i Red Hot Chili Peppers-guitaristen John Frusciantes kortvarige postpunkband Ataxia, der i løbet af en måned nåede at spille to koncerter, indspille to plader og gå i opløsning igen. Som et kuriosum var trommeslageren i det band i øvrigt Josh Klinghoffer, der afløste John Frusciante i Red Hot Chili Peppers fra 2009 til 2019.

Men selvom medlemmerne af Fugazi er halvnøgne, svedglinsende og godt oppe at køre på Jim Saahs livefotografier på pladens innersleeve, kunne Washington D.C.-bandet dårligt være mentalt længere væk fra de sexfikserede, festabeposerende, stofmisbrugende og MTV-omfavnende Hollywood-rockstjerner. 



Et ledende moralsk princip
Fugazi var et gennemført snusfornuftigt, sweatermodent og reflekteret posthardcoreband. Det ligner næsten en programerklæring i første linje af sangen ‘Song Number One’ fra singlen ‘3 Songs’, der udkom et par måneder før ‘Repeater’: “Song number one is not a fuck you song”. Det skulle være slut med hardcorens hurtige paroler, som enten blev misforstået eller taget alt for bogstaveligt. Sådan som Ian MacKaye havde oplevet det med Minor Threat-sangen ‘Straight Edge’, der gav et navn til en hel bevægelse, som religiøst fulgte hans personlige afstandstagen til alkohol, tobak og promiskuitet.

I Fugazi var teksterne langt mindre åbenlyse, og selv de af dem, der lød som paroler – omkvædet i ‘Merchandise’ med dets “We owe you nothing / You have no control” og slaglinjen “You are not what you own”; de indledende linjer i ‘Blueprint’, der varsler “I'm not playing with you / I'm not playing with you / I'm not playing with you” – var langt fra så entydige, som de ved første lyt lod ane. Det handlede om den personlige oplevelse, og hvis så en stor skare af os fulgte trop og har forsøgt at leve med Fugazi-pladerne som en slags ledende moralsk princip i 30 år, gjorde vi det med bevidstheden om, at vi lige så let kunne fejle. Og at Fugazi ville være der og samle os op igen.

For Fugazi var også et medfølende band. Ikke et hardcoreband, der råbte en “fuck you song”. Ikke et hardcoreband for fyrene, der kunne få afløb for de aggressioner, det omgivende samfund fortalte dem, at det var helt naturligt, at de var fulde af, i svedige, voldelige moshpits. Der var ingen moshpits til Fugazis koncerter, selvom sangene indbød til det: Hvis det gik for vildt for sig, blev sangen afbrudt, og den moshende fik besked på at beherske sig. Ikke dominere, ikke være til gene for andre. Der skulle være plads til alle til Fugazis koncerter, ligesom der var plads til alle i deres musik.



Helligfransene
Det er den velmenende attitude, der har fået mange til at opfatte Fugazi som en flok helligfranser. En samling selvgode akademikersnuder, der med deres på det tørre – godt albumsalg, velbesøgte koncerter, en beskeden livsstil, en ‘Steady Diet of Nothing’, som titlen på deres andet album lød – så ned på de bands, der forsøgte at bryde igennem til et større publikum, sådan som markedets og branchens logik bød dem at gøre det.

Et band, der gennem hele karrieren forsvor at lave merchandise og ad rettens vej tvang dem, der solgte bootleg-T-shirts, til at donere deres indtjening til velgørenhed. Mens alle de bands, Ian MacKaye havde været med til at starte en hardcorescene sammen med i begyndelsen af 80’erne, ivrigt solgte rettighederne til at sætte deres navn på sneakers, skateboards, trøjer, jakker, kasketter, huer, punge, svedbånd, bælter, lommelærker. Små bidder af bandet, der ikke havde noget med musikken at gøre, men som med tiden kom til at virke vigtigere end selve musikken.  



Mens et band som Bad Religion, der ved indgangen til 90’erne havde fremstået mindst lige så tilbageholdende og fornuftige som Fugazi, forsøgte at slå igennem på MTV, lavede Fugazi skramlet og fragmenteret støjrock på ‘Red Medicine’. Mens en ny bølge af bands fandt ud af, at man sagtens kunne tale til et langt større publikum med angstdreven og martret emo, tog Fugazi det mere og mere stille på ‘End Hits’, ‘Instrument Soundtrack’ og ‘The Argument’.

Indtil der blev helt stille.

For mens Warped Tour solgte en færdig identitetspakke til alle de unge, der havde opdaget, at det var en garanti for fest i skaterhallen, hvis der stod Epitaph Records på ryggen af en cd, fortsatte Fugazi med at turnere på deres egne vilkår uden at indgå i nogen pakker af nogen art.

Indtil de ikke gjorde det længere.

Mindre må gøre det
Jeg er en heldig mand. 

Jeg nåede at se Fugazi, da de spillede deres sidste koncert i Danmark på Loppen d. 7. oktober 2000. Med nød og næppe: Jeg havde mine forældre og søskende på besøg til en fødselsdagsmiddag, der bare trak ud og trak ud, fordi ingen havde lyst til at bryde op, og jeg havde ikke lyst til at smide min familie ud af min lejlighed. Imens kunne jeg se tidspunktet for showstart nærme sig og blive passeret. Da de endelig rejste sig fra langbordet på mit lille værelse og gik ned i bilerne, spænede jeg sammen med min kæreste ned til vores cykler og piskede over til Loppen, hvor vi kom ind lige tids nok til at se Fugazi gå på. 

Min kæreste kunne ikke lide det. Det lød som Nirvana og Red Hot Chili Peppers, syntes hun. De var alt for seriøse. De holdt lange taler mellem sangene, hun var træt; jeg var ekstatisk, det var begyndelsen på enden for vores forhold.

Og for Fugazi. 



Godt to år senere spillede de fra d. 2.-4. november 2002 tre udsolgte aftener i træk i London Forum som afslutning på touren for pladen ‘The Argument’, der var udkommet i oktober året forinden. Efter det gik medlemmerne hver til sit uden noget drama. De ville have tid med deres familier, tid til at starte familier, tid til at lave noget andet end det band, der havde været deres liv hele det forgangne årti. Det blev kaldt en pause, men de gjorde det også klart, at de selv var klar over, at de havde sat barren så tilpas højt med ‘The Argument’, at det ville blive svært at overgå den plade, hvis de skulle finde sammen igen.

Mindre måtte gøre det i stedet: Guy Picciotto producerede plader for støjrockerne Blonde Redhead og indiesensationen Gossip og spillede med så forskellige navne som freejazzsaxofonisten Mats Gustafsson, sangskriveren Vic Chestnut og de hollandske postpunkere The Ex. Brendan Canty lavede en formidabel og skammeligt overset powerpopplade med Deathfix, inden han gik sammen med Joe Lally, der i mellemtiden havde udgivet tre meget stille soloplader, i det lidt skuffende band The Messthetics. Ian MacKaye har ved siden af arbejdet med Dischord sammen med sin kone, Amy Farina, udgivet tre tilfredsstillende indiefolkplader som The Evens, inden de to sammen med Joe Lally sidste år præsenterede deres nye band Coricky. Som indtil videre kun har spillet til velgørenhedsarrangementer. Med stærkt udtalte formaninger om, at publikum ikke optager noget og lægger det på nettet. Tiden er end ikke inde til noget, der bare halvvejs ligner en Fugazi-gendannelse. Heldigvis.



Tyndarmet, høflig hardcore
Hvad jeg først bagefter fandt ud af var, at den aften, hvor jeg lige nøjagtig nåede at se Fugazis sidste danske koncert på Loppen, missede jeg til gengæld opvarmningsnavnet, som var den første større koncert for det københavnske band Barra Head. Sammen med deres ligesindede i Lack, Menfolk og en stribe andre bands skulle de op gennem 00’erne føre ånden fra Fugazi videre i såvel deres musik som med pladeselskabet Play/Rec. Ikke som en kalkering eller en efterligning, men som en art mål. Det ledende moralske princip: At sådan her kunne man også spille hardcore. Tyndarmet, intellektuelt, høfligt og med masser af punch. 

Og plads til at alle kunne være med.

Den slags bands har der været og er der fortsat over hele den verden, Fugazi har efterladt sig. Der er aldrig helt nok af dem til at overdøve larmen fra bøvehovederne og deres “fuck you songs”, og de har ikke helt den samme gennemslagskraft, som Fugazi havde. 

Naturligvis har de ikke det. 

Men alene det, at bands som Self Defense Family, Lisabö, Turnstile, Tvivler og før dem Drive Like Jehu, Les Savvy Fav, Quicksand og talløse andre, mindre kendte, bands viderefører en del af det, Fugazi stod for, på hver deres måde, er tilfredsstillende og sært opløftende.

Der kommer ikke et nyt Fugazi. Fugazi var et produkt af sin tid og en mulighed lige præcis i sin tid: En tid, hvor den alternative rock endnu ikke var blevet fuldstændig udvandet af Foo Fighters og Pearl Jam. En tid, hvor hardcore stadig var noget, man undersøgte nye veje videre frem igennem og ud af. En tid, hvor et mindre band kunne sælge nok plader til at leve nogenlunde af det, og hvor nogle kunne sælge lidt mere end det og leve nogenlunde lidt længere. 

Der var brug for Fugazi i 1990. I 2020 er der brug for, at nogen finder en helt anden måde at være et nyt Fugazi på.




Hvor langt væk fra metal er det her?
OK langt. Altså, idéen med Fugazi var i forvejen at distancere sig fra hardcore, så metal? I 1990? Glem det.

Er der overhovedet noget metal over det?
Noget af det, der også er fedt ved Fugazi er, at der ved siden af de rigtige meninger er en god del pikrock over det. Start-stop-riffene er ren AC/DC, og i alt det tilbageholdte og intellektuelle er der en umiddelbar glæde ved bare at rocke igennem indimellem, som på en måde er forbundet med metal. 

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
For at forstå, hvorfor metal i en periode i 90’erne havde det svært med at være metal.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
Man kan med en vis ret sige, at bare det at have lyttet til Fugazi gør metal sært overflødigt. I hvert fald indtil man tillader sig at glemme sig selv igen.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Man kan med en vis ret sige, at bare det at have lyttet til Fugazi gør ens metal sært umetallisk. I hvert fald fortænkt. Men både Tool og Deftones tog på hver deres måde tydeligvis noter fra Fugazi, om det så var i forhold til at lave en karriere ud af ukommecialiserbarhed eller at være flerfacatteret følsom i skaterbukser. 

På Devilution er vi dog noget lorne ved al musik, der ikke er metal. Vi har faktisk lidt svært ved at se pointen med det, når nu metal findes. Men en gang imellem sker det alligevel, at vi falder over noget, som på den ene eller anden måde er så dragende, at vi giver pokker i alle forbehold og mod bedre vidende … lytter.

Men hvordan hører en metaller ikke-metal? Hvilke pejlemærker går vi efter? Er en forvrænget guitar nok til at give os en fornemmelse af tryghed, skal det hele bare gå i mol for at berolige os, hvor ekstremt behøver det at være for at tiltrække os? Eller bliver den ekstrametalliske dimension tværtimod et frirum, hvor vi ikke behøver at tage det hele så tungt, som vi gør, når vi hører metal?

Det undersøger vi i artikelserien Den Ekstrametalliske Dimension.

Kilder til denne artikel:

‘Fugazi’ af Lars Krogh i Moshable # 8, december 1990.
‘Ian MacKaye (Fugazi): Steady Diet of Nothing’ i ‘American Heretics – Rebel Voices in Music’ af Ben Myers, Codex Books 2002.
‘Ian MacKaye’ af John Baccigaluppi og ‘The Problem With Music’ af Steve Albini i ‘Declaration of Independents. Snowboarding, Skateboarding + Music: An Intersection of Cultures’, Chronicle Books 2001.
‘Fugazi’ i ‘Scenes from the American Indie Underground 1981-1991’ af Michael Azerrad, Little, Brown and Company 2001.
‘The Messthetics are the band every Fugazi fan needs in their life’ af James Thornhill i Loudersound.com 2019.