Briller af Stål: Da Lack sang sin sidste sang

Lacks koncerter var uforudsigelige og overstadige, og deres sidste koncert var ren katarsis. 13 år senere genopstår de for en aften. 

“Sange er til for at blive sunget. Det her er sidste chance.”

Svedende, forpustet og vanligt kort for hovedet, brummede Thomas Burø sin opfordring i mikrofonen, inden Lack satte i med en af deres allerførste sange for allersidste gang. ‘Zur Genealogie des Modernen Menschen’ var en kantet og konfrontatorisk screamosang, der var så langt fra den spændstige og udforskende emo, som Lack var endt med tre album senere, som den næsten kunne være. Da Lack nåede til råbekoret “All the have to’s / All the must do’s,” råbte hele Stengade med, og da Burø nåede til det afsluttende skrig om “freedom”, blev han båret gennem publikum.

Det var katarsisk, og det var nødvendigt, for det var Lacks sidste koncert, d. 27. september 2008. I hvert fald på hjemmebane; de spillede en enkelt koncert et sted i udlandet nogle dage senere, men det var denne aften, Lack lukkede ned. Et halvt år var gået, siden bandet havde udgivet deres tredje album, ‘Saturate Every Atom’, hvor de endnu en gang havde ændret stilen radikalt, så den punkrockede emo nu brødes med elementer af dancepunk og postpunk.

For sådan var det også med Lack: Altid en kamp, altid noget, der skulle bevises, altid forventninger, der skulle flås fra hinanden. Som når de inviterede alle de andre bands fra deres pladeselskab op på scenen til fælles slagsang, eller når de til releasefesten for den sidste plade i stedet for selv at spille, fik grindcorebandet Sygdom – hvor Burø sang – til at spille covers af Lack.



Ekstasen
Den mest vanvittige koncert, jeg nåede at se med dem, var dog til A Play/Rec Kind of Christmas ind under jul to år tidligere. Oppe under loftet på Huset i Magstræde i København, hvor spillestedet Barbue i sin tid havde ligget, lavede DIY-pladeselskabet Play/Rec jævnligt koncerter med egne bands og ligesindede fra post-hardcore-scenen i 00’erne. Denne aften havde de stillet to scener op overfor hinanden og satte bands til at spille mod hinanden: Først en sang med det ene band, så en sang med det andet. 

Til sidst var det Lacks tur til at spille mod Barra Head, selskabets andet flagskib. Men de to bands havde brugt en del af efteråret på at spille hinandens sange på en fælles turné ned gennem Europa, og et stykke inde i Lacks åbner, ‘Marathon Man’, tog Barra Head over. På den måde viklede de to bands sig ind og ud af hinandens sange, gav dem deres eget tvist, ekstra tyngde eller ynde, mens man som publikum stod lykkelig midt i krydsilden og drejede hovedet fra side til side.

Jeg er gammel nok til, at jeg har nået at se Ramones, jeg har nået at se Johnny Cash, jeg har nået at se Fugazi, jeg har nået at se Mogwai, mens de var gode, og jeg forsømmer sjældent en lejlighed til at fortælle nogen det. Men der er få koncerter, der har hensat mig i så fuldkommen ekstase som den aften i Huset. Det var dér, det hele lige rykkede adskillige niveauer op.



Ingen ser sig tilbage
Det var altid det, der var målet med Lack i de ti år, de var et band. Det var derfor, de gik fra screamo på debuten ‘Blues Moderne, Danois Explosifs’ til melodisk emo med punkrock-punch på efterfølgeren ‘Be There Pulse’, og derfor de smed det hele op i luften én gang til på ‘Saturate Every Atom’. Det skulle altid nå et andet sted hen, end hvor bandet var. Resultatet var tre af de bedste plader, der overhovedet er lavet i Danmark. Ikke i hardcore, ikke i rock, i det hele taget.

Men resultatet var også, at Lack til sidst havde givet alt, hvad de havde i sig. I stedet for at gentage sig selv, stoppede de, og derfor var koncerten på Stengade så katarsisk og så frustrerende. Alle os, der var der den aften, vidste, hvad vi havde haft i Lack, og at det ville blive svært at få det samme igen med et andet band. Men vi vidste også, at alternativet, bare at fortsætte, ville være værre. Så en sidste gang var vi klar til at følge dem ud over kanten.



Medlemmerne af Lack fortsatte snart i andre bands som Rising, Anchorless og Tvivler. Ingen så sig tilbage, og det var sådan, det skulle være. Derfor er det heller ikke til at undgå, at der er en snert af usikkerhed i glæden over, at de nu har sagt ja til at spille en enkelt koncert på festivalen Ilter i Odense til august, knap 13 år efter de stoppede. 

Hvad nu, hvis det ikke bliver lige så vildt, som det var i gamle dage?

Endnu en gang er der forventninger, der skal flås fra hinanden. Endnu en gang er der sange, der er til for at blive sunget.

Lack spiller til Ilter Festival på Teater Momentum i Odense 6.-7. august 2021.