Højst en tilforladelig fest
Populær
Californiske The Bots fik aldrig sparket benene væk under én, som man ellers havde håbet på, men med det væld af gode sange, de har i bagagen, blev det dog en nogenlunde hyggelig, men langt fra punket torsdag aften på Ideal Bar.
2. Ubiquitous
3. Bad Friends
4. Red Jacket
5. All Of Them
6. Plastic Jacket
7. Ethiopia
8. I Wanna Be Well (Ramones)
9. Alanna
10. Side Effects
11. Desperate
--------------
12. Vanity
Da de storhypede, men herhjemme dog forholdsvis ukendte The Bots sidste år besøgte Roskilde Festival, havde brødreduoen fra Californien fået tjansen at lukke og slukke Pavilion-teltet søndag aften. Det skulle vise sig at være den helt rigtige beslutning fra Roskildes side at programsætte denne ungdommeligt punkrockende duo som en slags musikalsk rosin i festivalens pølseende, eftersom The Bots leverede en henrykt og medrivende narrestreg af en tilbagelænet punkkoncert. Kort sagt, på Roskilde fik The Bots på naturlig vis smidt fest og liv ind i en publikumsforsamling, der på et nedslidt festivaltidspunkt netop levede udelukkende på musikalsk overskud. The Bots leverede det skud festival-vitaminer, publikum havde brug for.
Punk med farver og solstrejf
Med pragtkoncerten fra Roskilde i hukommelsen måtte man derfor selvfølgelig afsted, da The Bots torsdag aften i sidste uge vendte tilbage til Danmark. Nærmere bestemt skulle man til de intime rammer på Vegas Ideal Bar, der hovedsageligt gør sig i mere afdæmpede koncerter, men som ikke desto mindre havde fået sit bornerte lokale pakket ganske pænt med kulørte og stilbevidste musikinteresserede publikummer i 30-årsalderen. Det var ikke ligefrem det typiske punkrock-publikum, der var dukket op for at lade sig overdøve af bandets sammensurium af henholdsvis The Ramones, Dead Moon, Dinosaur Jr. og Black Keys, men klapsalverne og entusiasmen var dog stor, da de to drengerøve begge iklædt hvidt tøj indtog den lave scene i Ideal Bars gadeplanslokale, der denne sommeraften var oplyst af solstrejf og imødekommende stemning fra livet ude på Enghavevej.
Fordele og ulemper
The Bots udgav deres selvbetitlede debutplade helt tilbage i 2008, hvor medlemmerne Anaiah og Mikaiah Lei var kun henholdsvis 12 og 17 år gamle. Siden da har de smidt yderligere tre ep’er på gaden, mens de angiveligt arbejder på den næste fuldlængde. Aftenens første nummer, ’War’, blev hentet fra deres seneste ep, sidste års ’Sincerely Sorry’, og har kompositorisk set flere rockminimalistiske fællestræk med Jack White, end den byder på medrivende, vred punkånd, som flere tidligere numre byder på. Det gør sig gældende for flere af The Bots’ numre, at de mister en del af den punkbitre seriøsitet, der er over studieindspilningerne, når de bliver spillet live. Festtempoet bliver i live-regi opprioriteret til fordel for indædtheden, hvilket både har sine fordele og sine ulemper.
Festnæve uden respons
Lillebror Anaiah Lei virkede ikke helt oplagt på Ideal Bar. Det kan selvfølgelig godt være, at den kun 17-årige amerikanske trommeslager med rødder i henholdsvis Taiwan og Caribien havde en speed-snakkende off-day på Roskilde, og dengang viste sig fra en anderledes udadvendt side, end han normalt gør. Det skal man ikke kunne sige. Men ikke desto mindre var det som at opleve en helt anden person på Ideal Bar. Hvor han på Roskilde udstrålede spilleglæde og begejstring, udstrålede han i torsdags mest indelukkethed og scenetræthed. Det gik ikke ud over hans spil, men den indforståede, humoristiske kemi de to brødre imellem, der fik festivalpublikummet til at gå bananas sidste år, var der ikke en glød af denne aften, hvilket netop resulterede i et venligt applauderede, men også meget stagneret publikum.
Uforløsende gå-på-mod
Det var på ingen måde en ringe aften i selskab med The Bots, og deres charmerende melodier er skam også så skarptskårne, at man gerne tilgiver dem deres uoriginalitet. Man tilgiver desuden ekstra gerne melodierne og deres æggende punkvæsen, når de i live-sammenhæng bliver serveret med et skud indtagende, ungdommeligt gåpåmod, som specielt Mikaiah stod for denne aften på Ideal Bar. Charme og gode melodier holder dog kun et vist stykke, når det jo er den hæse punkenergi, man er på udkig efter. Og når den ungdommelige punkenergi bliver taget imod så modent og nærmest nonchalant, som det var tilfældet hos publikum denne aften, så er det, man savner noget mere. Man beder ikke nødvendigvis om en wall of death a la den, Roskilde-publikummet af besynderlige veje fik gjort til en del af festivalkoncerten, men en tro på musikken som en vej til fest, en smule mere beskidt kant samt bare en lille smule sved på panden havde nu sandsynligvis pyntet på koncerten. Eller sagt på en anden måde: Vi skulle alle sammen havde drukket os nogle flere bajere.