Hat og (sol)briller

Populær
Hat og (sol)briller

Londons punkpionerer The Damned aflagde efter mange års fravær endelig Danmark et besøg. Dog var blot små 200 publikummer mødt frem for at tage imod, men koncerten var også mere bedstefarhyggelig og klassisk rocket, end den var medrivende og punket.

Kunstner
Spillested
Dato
23-08-2014
Genre
Trackliste
1. Street of Dreams
2. Wait for the Blackout
3. Lively Arts
4. Silly Kids Games
5. Plan 9 Channel 7
6. Disco Man
7. Ignite
8. 13th Floor Vendetta
9. Eloise
10. New Rose
11. Nasty
12. The History of the World (1)
13. Love Song
14. Machine Gun Etiquette
15. I Just Can't Be Happy Today
16. Neat Neat Neat

Ekstranumre:
17. Fan Club
18. Born to Kill
19. Anti-Pope
20. Smash It Up
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
3

Hvis The Ramones var det første store amerikanske punkband, der udgav et album, så var The Damned det på den europæiske side af Atlanten. Nick Lowe overværede en af deres koncerter i 1976, og så gik det pludselig stærkt, da han inviterede kvartetten i studiet og producerede singlen 'New Rose', som udkom mere end en måned før Sex Pistols' 'Anarchy in the U.K.'.

Men Damneds tilgang til punken var dog mere humoristisk og sarkastisk end kollegaernes nihilistiske stil, og de havde mere tilfælles med Cheap Trick og New York Dolls end med Ramones og Stooges. Men det ligeså Lowe-producerede 1977-debutalbum 'Damned Damned Damned' har i dag klassikerstatus inden for punken, mens de tidlige 80'er-plader fremhæves som forløbere for goth-rocken.

Der skete nemlig et stilskifte, da sangskriver og guitarist Brian "James" Robertson skred efter de to første plader, og bassist Raymond "Captain Sensible" Burns overtog guitaren og sangskrivningen, selvom det første album uden James, 'Machine Gun Etiquette', næsten levede op til debutens punkudladninger. I dag er kun Sensible og forsanger Dave "Vanian" Letts tilbage i bandet, for trommeslager Chris "Rat Scabies" Miller røg ud efter uoverensstemmelser i forbindelse med Damned 1995-comeback, 'Not of This Earth'.

Den aktuelle besætning har dog været stabil i efterhånden et årti, men det seneste studiealbum, 'So, Who's Paranoid?', er snart seks år gammelt. Den skive har The Damned dog tilsyneladende også glemt. De spillede i hvert fald ingenting fra den, da de anført af Vanian og Sensible troppede op i sørgeligt halvtomme Pumpehuset, hvor blot små 200 publikummer var mødt frem. Men de, der havde fravalgt koncerten, gik dog ikke glip af det store, for der var mere jovialt klassisk rockshow over seancen, end der var snotnæset punk.

Kitsch, glam og stadionrock

Captain Sensible fyldte 60 fornylig; "old and proud", som han beskrev sig selv undervejs, og Dave Vanian – der efter sigende ernærede sig som graver, inden han kom med i The Damned – virkede underligt anonym og nåede sjældent ud til publikum, mens han gemte sig bag sine solbriller. På papiret gjorde englænderne ellers det rigtige (og forudsigelige) ved at vægte sættet på deres to bedste plader, debuten og 'Machine Gun Etiquette'. Men der var også rigeligt fra 1980's 'The Black Album', hvor tangentspiller Monty Oxymoron fik rigeligt med spilletid at slå sig løs i, og da gik der både glam og kitschet synthpop i den i 'Eloise' og 'The History of the World (Part 1)', der lød mere som Supertramp end Sex Pistols. Helt overflødig var 'Silly Kids Games' med Sensible på vokal.

I sange som disse, og hver gang tempoet blev sat lidt ned, så hverken publikum eller bandet ud til rigtigt at interessere sig for, hvad der foregik. Som festlig indpisker iført den sædvanlige røde baret og solbriller med hvidt stel kunne end ikke hr. Sensible helt holde seancen ovenvande, mens han lirede den ene Guitar Hero-agtige wah-wah-solo af efter den anden. Men efter den sløje start antændte 'Ignite', med ekkoer af Misfits, endelig en lille fest, som hele salen var med på, og 'New Rose' ramte med sikker succes midtvejs, mens The Damned viste lidt af den evige ungdommelighed, der ellers var savnet i den (alt taget i betragtning) ret "voksne" og modne koncert.

Endelig imponerende

En sløset levering af 'Nasty' blev dedikeret både til Lemmy, hvis band The Damned turnerer med i efteråret, og just afdøde Rik Mayall. Sangen blev brugt, da Damned optrådte med Mayall i kultserien The Young Ones, som allerede dengang understregede, at Vanian og Sensible (der denne aften havde skrevet "Punk's Not Dead" med sprittusch på sine bukser) i sidste ende er mest til spas. Til gengæld imponerede de to og resten af bandet, hver gang tempoet blev sat i vejret, eksempelvis i punkeksplosive 'Love Song' og ikke mindst 'Machine Gun Etiquette'/'Second Time Around', der sågar gav anledning til en lille moshpit blandt de dedikerede fans foran scenen.

Og det fortsatte i ekstranumrene med 'Fan Club' og især den rasende 'Anti-Pope', der reddede æren for veteranerne. Men overordnet set ændrede det ikke ved, at The Damned mest af alt fremstod som et jovialt parodiband med tendenser mod alt fra The Who over Cheap Trick til Ramones. Punkperlen 'Neat Neat Neat' blev således "vittigt" introduceret af Captain Sensible som "en sang, vi har stjålet fra Eddie Cochran" (hans 'Summertime Blues'-riff er blevet "lånt" af utallige punk- såvel som rockbands), og den blev udvandet over en håndfuld minutter, mens Sensible spillede en solo med guitaren på skuldrene og endda flettede Jimi Hendrix' 'Voodoo Chile' ind i løjerne...

Joken syntes fuldendt, da en fan i fuldt punkvigør og cowboyvest fyldt med patches i slutningen af 'Smash It Up' kravlede op på scenen og lukkede koncerten med en bluessolo (!), mens han fik Captain Sensibles hat og solbriller på. Det var, ja, hat og briller-agtigt, men samtidig essensen af den let underholdende og tilforladelige koncert. Ligesom da Sensible forinden havde sagt, "vi ved godt, at I gerne vil have pengene tilbage; vi er det værste band, I nogensinde har set... bortset lige fra det der supportband". Således fik også det danske opvarmningsnavn Ring Them Bells et sarkastisk hak i tuden på en aften, der var mere bøvet-humoristisk en essentiel-musikalsk.