Copenhell ´17: For meget show, for lidt substans
Populær
Hvordan holder man fast i den musikalske nerve og integritet, når man dybest set ikke har ændret hverken stil eller fremtoning de sidste 30 år?
2. Superbeast
3. In The Age Of The Consecrated Vampire We All Get High
4. Living Dead Girl
5. Scum Of The Earth
6. Well, Everybody's Fucking In A UFO
7. More Human Than Human (WZ-cover)
8. The Hideous Exhibitions Of A Dedicated Gore Whore
9. House Of 1000 Corpses
10. Wild Thing (The Troggs-cover)
11. Blitzkrieg Bop (The Ramones-cover)
12. Thunderkiss '65 (WZ-cover)
13. School´s Out (Alice Cooper-cover)
14. Get Your Boots On! That´s The End Of Rock N Roll
15. Ging Gang Gong De Do Gong De Laga Raga
16. Dragula
Der var en tid, hvor MTV også kunne finde på at vise tidens metal-videoer i bedste sendetid. I de tidlige 90'ere hittede White Zombie således med 'More Human Than Human', hvor pigestøn og pumpende samples kombineredes med et fræsende slide-riff, og bandets samlingspunkt Rob Zombie indledte med at proklamere sig selv 'the Astro-Creep/ A demolition style hell American freak, yeah'.
Et par år senere gik Rob Zombie solovejen, og her 30 år efter er 'The Electric Warlock Acid Witch Satanic Orgy Celebration Dispenser' på gaden. Lyrikken er lige så fabulerende og spækket med referencer til suspekte 60'er-horrorflicks, som musikken er simpel, fortsat med den industrielle metal som den trygge ramme, henover hvilken Zombie kan vrøvle sine billedrige tekster, oftest afsluttet med et 'yeah!' for hver strofe. De enkle virkemidler fejler intet, hvis blot alle virkemidlerne bidrager til helheden, og det er så her, at den største anke mod ham er til denne koncert.
Rob Zombie hører absolut til blandt de mere kulørte indslag i metalverdenen. De lange fedtede dreadlocks og de outrerede kostumer har været fast inventar siden de tidlige White Zombie-dage, og til lyden af første track 'Dead City Radio…’ hopper Zombie op på monitoren og kaster energisk en knytnæve frem og tilbage i vejret, iført et lysende gråt jakkesæt med spikes og lange flæser. Alle medlemmerne bærer hver deres form for kitschet corpsepaint, og det bidrager selvfølgelig til det større billede, at man får den samlede horrorpakke, når man bevæger sig ind i Rob Zombie-land. Det er dog synligt, at backingbandet i høj grad er statister for alle Zombies store armbevægelser, hvilket egentlig er ret synd, når man fx ser på guitarist John 5s ganske hæderlige cv. Han bliver ganske enkelt ikke udfordret, og den sjældne gang, han træder i karakter, er, når han spiller med et edderkoppespinds-maskenet over hovedet, eller med en maske på fra Rob Zombies debutfilm som instruktør, 'House of 1000 Corpses'.
Koncertens hovedfigur har derimod sin helt egen fest på scenen, som han kaster sig rundt og skifter kostumer undervejs i sættet. 'Are you motherfucking high?' bliver vi spurgt, størstedelen bekræfter, billige virkemidler, men det virker, og herpå får vi en mindre hitkavalkade, både fra White Zombie-dagene og covers af The Ramones, The Troggs og Alice Cooper. Hvorfor vi skal fodres med så mange covers fra en kunstner, der selv har så mange år på bagen og selv burde have nok af stærke kort i ærmet, kan undre. Det er dog svært at dementere, at hans solokarriere fremstår som lidt af en musikalsk parentes uden mange højdepunkter, der kan samle horderne foran Helviti denne lørdag aften. Det er alt sammen sjovt og festligt, og 'Dragula' afrunder seancen med alt, hvad en Rob Zombie-koncert afkræver af moshing og teatralsk skrig og skrål.
Til større folkefester som Copenhell er Rob Zombie usvigeligt god som entertainer med alle sine visuals, udklædninger og opråb til folket. På musikfronten er det dog, som om gassen er sevet ud af ballonen, og uden de store numre på cv´et virker det meget letkøbt at kompensere ved at tilføje så mange covers.