Genset: Ramones på et afbud

5e718c7884620d33de7584e0ff34af15

Et kort øjeblik i musikhistorien var Ramones åbenbart et band, man trak ind som reserve, når døgnfluerne aflyste. I anledning af karantænen og koncertaflysningerne mindes Devilution de koncerter, der betød noget særligt.

Kunstner
Genre
Trackliste
Durango 95
Teenage Lobotomy
Psycho Therapy
Blitzkrieg Bop
Do You Remember Rock 'N' Roll Radio?
I Believe in Miracles
Gimme Gimme Shock Treatment
Rock 'N' Roll High School
I Wanna Be Sedated
Have You Ever Seen the Rain?
I Wanna Live
My Brain Is Hanging Upside Down (Bonzo Goes to Bitburg)
Commando
Sheena Is a Punk Rocker
Rockaway Beach
Pet Sematary
Strength to Endure
Journey to the Center of the Mind
Take It as It Comes
Somebody Put Something in My Drink
7 and 7 Is
Wart Hog
Cretin Hop
Listen to My Heart
Today Your Love, Tomorrow the World
Pinhead
My Back Pages
Poison Heart
We're a Happy Family
Fotograf
Pinterest

Der er ingen koncerter i den nærmeste fremtid som følge af coronavirussen. Men på Devilution ved vi heldigvis godt, at vi allerede har set alt, hvad der er værd at se, og at al musik var bedre i gamle dage. Derfor benytter vi karantænen til at se tilbage på de koncerter, der enten var skelsættende for os eller skulle vise sig at blive historiske. Dette er første artikel i den nye serie Genset.

Kan du huske Blind Melon? Kan du huske The Ramones?

Er svaret til det første spørgsmål ja, er du højst sandsynligt lige omkring de 40, for bandets kometkarriere var kort; er svaret nej til det andet spørgsmål, er du højst sandsynligt fra en anden planet, for det band har været stilskabende for generationer af punkrockbands.

Alligevel var der åbenbart i midten af 90’erne et hold bookere på Fyn, der ikke havde megen fidus til de læderjakkeklædte tyggegummipunkrockere fra Queens. Da Midtfyns Festival offentliggjorde sit program i 1994, stod det ikoniske band i hvert fald ikke på plakaten. Det gjorde til gengæld one-hit-wonderet Blind Melon, som året forinden havde storhittet med sangen ‘No Rain’. Er du fra dengang, kan du sikkert huske videoen med en kikset dansende pige klædt ud som bi; hvis ikke er der ingen grund til at opsøge den aktivt. Blind Melons sanger Shannon Hoon lod sig inspirere af tidens andre store grungestjerner til at håndtere succesen med et massivt heroinmisbrug, der endte med at slå ham ihjel i oktober 1995, og allerede i sommeren 1994 stod det så grelt til, at bandet med en dags varsel aflyste deres optræden på Midtfyns Festival og resten af den igangværende europaturné.

Fredag aften var der et opslag på de officielle festivalstandere: Et lamineret A4-ark meddelte, at Blind Melon havde aflyst, og som erstatning havde man booket The Ramones. 

The Ramones.

Man havde haft dem i baghånden som en mulighed, de havde fri en lørdag aften, og alligevel havde man ikke booket dem fra starten af. Det siger i sig selv en del om den festival, der ellers på plakaten havde navne som Mr. Big, Whitesnake, Huey Lewis & the News, 4 Non Blondes og Shu-Bi-Dua.

Jeg skulle slet ikke have været på Midtfyns Festival i 1994. Jeg skulle have været på Roskilde Festival, selvfølgelig skulle jeg det, musikinteresseret som jeg var. Midtfyns Festival var pinligt provinsiel, men som 17-årig var jeg også bare selv for pinligt provinsiel til at turde at binde an med festivalstorebroderen helt på egen hånd. Og hey, Johnny Cash spillede, han havde lige udgivet den første plade i serien ‘American Recordings’ samme forår og genopfundet sig selv. Ham så jeg i teltet sammen med de gamle nisser og landbrugsskoleeleverne, mens mine jævnaldrende så Rage Against the Machine henne på den store scene; det er en prioritering, jeg stadig klapper mig selv på skulderen for.

The Ramones havde jeg stort set også for mig selv. Vi har været maksimalt 200 mennesker i teltet, da de gik på til titelsangen fra ‘Den gode, den onde og den grusomme’; efter et par sange var der tyndet yderligere ud i rækkerne, fordi – vent på det – Spin Doctors gik på ovre på hovedscenen. Der render nogle titusinder af mine jævnaldrende rundt i dag, der kommer til at gå i graven med bevidstheden om, at de i sommeren 1994 valgte ikke at se The Ramones, fordi de vægtede det højere at opleve en times variationer over one-hit-wonderet ‘Two Princes’. Nej, de havde teknisk set ikke andre sange end den ene sang.

Det samme kan naturligvis med nogen ret siges om The Ramones: Det var 1-2-3-4 og så ellers af sted med tre akkorder og en melodi, som Joey Ramone snøvlede i stykker, inden de fortsatte med den næste. 

Det var himmelsk.

Jeg stod helt oppe foran, to meter fra Johnny Ramone, der så konstant rasende ud, en meter længere væk stod Joey Ramone i sin signaturpositur, skrævende med venstre ben foran højre og et fast greb om mikrofonstativet, og han flyttede sig ikke ud af stedet, efter han havde indtaget scenen med ordene: “We’re the Ramones. We’re not Blind Melon, thank God.”

Det var hinsides cool. 

I 1994 var The Ramones ellers ikke så udelukkende cool længere, som de havde været det i slutningen af 70’erne. Op gennem 80’erne havde de udgivet en stribe plader, der gentog formlen til bevistløshed, og selvom de fik en mindre renæssance i 1989 med den Bill Laswell-producerede (!) ‘Brain Drain’, ikke mindst på grund af titelsangen til Stephen King-filmatiseringen ‘Pet Semetary’ og julesangen ‘Merry Christmas (I Don’t Want to Fight Tonight)’, var løbet ved at være kørt.

Da de spillede på Midtfyns Festival lørdag d. 25. juni 1994 ind under aften, havde de året forinden måttet ty til at lave en coverplade – den i øvrigt hæderlige ‘Acid Eaters’ – af mangel på inspiration; året efter annoncerede de deres afsked med pladen ‘¡Adios Amigos!’ og en afsluttende verdensturné. 6. august 1996, godt to år efter deres afbudsoptræden på en europæisk provinsfestival som erstatning for Blind Melon, Gud bedre det, spillede The Ramones deres uigenkaldeligt sidste koncert i Hollywood. De spillede aldrig i Danmark igen efter afbudskoncerten på Midtfyns Festival, og ethvert håb, nogen måtte have haft om en genforening, blev slukket, da Joey Ramone døde i 2001 og kort efter blev fulgt af Johnny Ramone og den originale bassist Dee Dee Ramone.

Jeg nåede at se dem. Det er ret stort for mig. Dengang vidste jeg selvfølgelig ikke, at jeg aldrig ville få mulighed for at se dem igen, men jeg vidste alligevel, at koncerten var noget særligt. Det var de første af de store helte, jeg faktisk så live. Det var øresønderdøvende højt: Det var før, jeg blev fornuftig nok til at bruge ørepropper, så bagefter kunne jeg intet høre. Jeg kan huske, at jeg gik over mod den lille scene, hvor Kinky Boot Beast – ja, 1994 – spillede, men jeg kunne intet høre.

Det var også lige meget. Jeg havde set The Ramones. Jeg var lykkelig. Og er det den dag i dag.   

Se alle artiklerne i serien Genset her.