Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hjemsøgt dødsromantik

Populær
Updated
Hjemsøgt dødsromantik

King Dude leverer karriererens hidtil bedste album med ’Songs of Flesh & Blood – in the Key of Light’, der har en hjemsøgt atmosfære i den store amerikanske musiktradition.

Kunstner
Titel
Songs of Flesh & Blood – in the Key of Light
Dato
28-08-2015
Genre
Trackliste
1. Black Butterfly
2. Deal with the Devil
3. Death Won’t Take Me
4. Rosemary
5. A Little Bit of Baby Makes Me Wanna Live Again
6. The Heavy Curtain
7. Desolate Hour
8. I Don’t Wanna Dream Anymore
9. Holy Water
10. You Know My Lord
11. Silver Crucifix
Forfatter
Karakter
4

Amerikaneren T.J. Cowgills projekt, King Dude, har altid været lidt ujævnt. Alle album har indeholdt fremragende sange, men har også været holdt tilbage af anonyme numre, der har virket, som om Cowgill har haft lige let nok ved at hive dem ud af røven. Det samme gælder koncerterne, der de fire gange, jeg har set King Dude – to solo, to med band – har rangeret fra det langtrukne over det halvpinlige til det virkelig gode.

Flere af sangene fra dette album har været spillet de sidste to gange, dudekongen har været forbi Danmark. Måske er det derfor, albummet umiddelbart virker så appellerende, som om flere af sangene allerede er blevet musikalske evergreens.

I americanaens grænseland

Med sidste års album ’Fear’ forlod King Dude den lo-fi-lyd, der prægede de tidlige album, og fik en mere bredspektret rocklyd, der sendte projektet lidt vel meget i retning af Nick Cave & the Bad Seeds, og som måske var en lidt rigeligt poleret overgang sammenlignet med tidligere; den indgød en lidt 80'er-agtig fornemmelse af nedslidte natklubber, blinkende lysstofrør på samme natklubbers toiletter og strippere, der er lige så nedslidte som natklubberne, og som man nødig vil se i lyset fra lysstofrørene. ’Songs of Flesh & Blood – in the Key of Light’ virker noget mindre poleret, men er langt fra så lo-fi som tidligere udgivelser, og her er det, som om lyden er ramt perfekt. Til sammenligning med 'Fear' er vi snarere sydpå, det er varmt og fugtigt og småkvælende, og ude i skoven foregår der mystiske ting, som man helst ikke vil vide noget om.

Musikalsk er vi stadig i et americana-grænseland. Grundsubstansen er en mørk og dyster, satanisk og smågotisk neofolk fusioneret med post-punkede elementer en hjemsøgthed hentet i tidlig blues, tidlig rock’n’roll og countrysangere som Hank Williams. Associationerne, det vækker, er både til førnævnte kunstnere og folk som Mark Lanegan, Johnny Cash og Tom Waits, sågar er der nu og da en stemning  a la Garth Ennis’ tegneserie ’Preacher’, et touch af Sergio Leone, men med en distinkt okkult undertone og metallisk og især post-punket vibe. Den stilforvirring, jeg tidligere har kritiseret, er der vel i og for sig stadig, men elementerne er her fusioneret til et hele.

Ikke metal, javist, snarere synkretistisk og samtidig i pagt med visse det 20. århundredes musikalske traditioner. Men mørket, håbløsheden og hjemsøgtheden har skaffet King Dude mange fans i metalmiljøer, lidt som vennen Kim Larsen i Of the Wand and the Moon. Albummet udkommer da også i Europa på Ván Records, ligesom Cowgill har optrådt på Heavy Days in Doom Town og såmænd også varmet op for Ghost. Og lur mig, om ikke bandnavnet er en lille hilsen til den danske konge fra Hvidovre, der er i frivilligt eksil i Texas.

Ballader, post-punk og dødsromantik

Albummet veksler mellem mere post-punkede rocknumre og mere balladepræget sangskrivning. Åbneren ’Black Butterfly’ ville ikke føles fremmed i Beastmilks/Grave Pleasures’ repertoire. Den efterfølgende ’Deal with the Devil’ trækker på den store amerikanske sangskat med tekster, der er opdateret til at passe til nutidens forbrug af rusmidler: ”The first time I saw her the Angels appeared / I knew what had to be done / The blood in my veins mixed with MDMA / Jesus Christ told me I was in love”. Var det ikke for MDMA’en, kunne sangen lige så godt have været sunget af Hank Williams for 65 år siden, sådan som den trækker på den populærkulturelle tradition for dødsromantik. Og så alligevel, for Williams havde nok alligevel ikke skrevet en sang om at sælge sin sjæl for at vriste en afdød kærlighed fri af himlen, ”where she doesn’t belong”.

’Death Won’t Take Me’, én af albummets og King Dudes fineste sange, kan minde om Nick Cave & the Bad Seeds’ senere materiale som den piano-drevne ballade, den er, og så har det alligevel en anden personlighed, en mere nedbarberet og nøgen æstetik. Andre højdepunkter er den gospel-prægede ’A Little Bit of Baby Gonna Make Me Live Again’, den rituelle og anspændte ’Desolate Hour’ og det forløsende afslutningsnummer ’The Silver Crucifix’, der kommer ubehageligt tæt på at minde om 90’ernes college rock, men reddes fra mainstreamsuppen af charmen, personligheden og King Dudes musikalske æstetik, der hæver sangen til det fremragende. Men der er i det hele taget mange højdepunkter på albummet, der har et højere bundniveau end tidligere udgivelser, og som har et topniveau, der som sædvanlig er tårnhøjt. Samtidig er arrangementerne mere varierede end tidligere, hvor pianoet og orgelet er mere fremtrædende end tidligere, og hvor violin og vibrafon optræder på den luciferianske, western-prægede hymne ’The Heavy Curtain’.

Med ovennævnte referencer in mente kan man ikke kalde King Dude originalt. Men originalitet er også overvurderet – det er vigtigere at have stil. Det har King Dude i metermål. Han har også gode sange. Og besynderligt nok er det lykkedes mig at skrive en alenlang anmeldelse uden at komme ind på, hvor godt Cowgill synger på pladen.

Med ’Songs of Flesh & Blood – in the Key of Light’ har han også lavet det album, der kan bringe ham op i en større liga og åbne for et nyt og bredere publikum, uden at han behøver miste det gamle af den grund.