HDDT ’15: King Drunk på slap line

HDDT ’15: King Drunk på slap line

En halv flaske Jack Daniel's, smøger og underholdende anekdoter. King Dude gav den gas på scenen, men musik var der ikke så meget af fra den stangvisne solomusiker.

Kunstner
Spillested
Dato
03-05-2015
Karakter
2

Der findes en dokumentarfilm om den fremragende og fordrukne forfatter, Charles Bukowski, hvor man oplever, hvordan den litterære gigant i sine sene år tjener lidt skillinger på at holde oplæsninger på universiteter.

Optagelserne efterlader én med et sørgeligt indtryk, for de studerende er ikke til stede for at høre manden læse sine skriverier op, men for at opleve den ældre herre sidde med øl foran sig og bande og svovle og råbe af tilhørende, der kommer med kommentarer af alle mulige slags.

Sådan fornemmer man, at Bukowski endte sine dage som den fordrukne og underholdende abe, frem for forfatterskabet var i fokus.

Det er ikke helt skudt ved siden af at sige, at den fordrukne abe spøgte i Nordvest, da Thomas Jefferson Cowgill, neo-folkmusikeren, der optræder alene under navnet King Dude, åbnede den sidste dag på Heavy Days in Doom Town.

Som en kollega bemærkede: ”Man kommer helt tvivl om, det er koncerten eller stand-up-showet, der skal anmeldes”. Ja, godt spørgsmål, idet sidstnævnte fyldte mere end musikken i de omtrent tre kvarter, King Dude stod på scenen, hvor han fik røget rigeligt med smøger og tømt en halv flaske Jack Daniels, eller ”spirit water”, som han kaldte det.

King Dude er kendt for at være snakkesaglig på scenen og drikke en håndfuld sjusser, men søndagens koncert bar sgu mere præg af et dybt alkoholiseret menneske, end en musiker, der blot udlever singer-songwriter-traditionen.

Det er muligt, at det er autentisk at være fucked up, men når promillen slår så hårdt, at man må opgive at fremføre flere numre, så er resultatet selvsagt også derefter.

En håndfuld sange blev det da til. Primært publikumsønsker i form af ’Barbara Anne’, ’Jesus in the Courtyard’ ’River of Gold’, ’Born in Blood’ inden ’Witch’s Hammer’ satte proppen i.

Det gik da nogenlunde for den visne Dude at fremføre numrene i glidende tilstand, men uden at det blev en større åndelig oplevelse, i bund og grund også fordi materialet ikke strækker sig til mere end det middelmådige.

Men bevares, mandens anekdoter var da underholdende, mens det stod på. Der var turen i Moskva, hvor han havde smadret et glas i hoved på en gut i et barslagsmål og fået anerkendende respekt fra en vanvittig russisk promoter, der gerne selv stak folk ned for et godt ord. Der var historie om discomusik. Der var historier om narko. Der var faktisk lidt om det meste under koncerten – på nær ordentlig musik.