En dyster aften i Templet

Populær
En dyster aften i Templet

Der var dømt dyster rock og folk i forskellige varianter torsdag i Templet, hvor Of the Wand and the Moon og Heavy Days in Doom Town-aktuelle King Dude spillede op til tristesse og mordballader.

Titel
+ King Dude
Spillested
Dato
26-03-2015
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Før jeg skrider til anmeldelsen, må jeg hellere skynde mig at erklære mig inhabil; jeg kender begge bands privat, og jeg har tidligere solgt merchandise for Of the Wand and the Moon til deres koncerter. Ironisk nok havde jeg denne aften sagt ja til at hjælpe dem i merch-boden endnu aften, før Devilution også kaldte. Det er hårdt at være eftertragtet, men pointen er ikke (kun) at fremhæve egen popularitet, men også at pointere at man sagtens kan drage min habilitet hvad angår denne anmeldelse i tvivl, selvom jeg selv mener, den er skrevet med et rent hjerte.

Selvom Of the Wand and the Moon er danske, er det ikke så tit, man ser dem med fuldt band – syv mand m/k høj – på dansk grund, hvor det ofte er i en mere nedskaleret version. Alene derfor var der grund til at tage til Lyngby denne torsdag. Men når opvarmningen så er amerikanske King Dude, der er et af den dystre folks mere interessante navne i disse år, så er der ikke megen undskyldning for at blive væk fra Lyngbys spillested Templet, og det er der en del, der har fundet ud af – i hvert fald er det ganske godt pakket denne torsdag.

King Dude var modsat tidligere besøg i København kun bestående af én mand, nemlig hovedmanden T.J. Cowgill; ved tidligere besøg har der været en bassist og en trommeslager med. King Dude var vist oprindelig sat på som hovednavn, men rækkefølgen er tippet, fordi det let kan virke som et antiklimaks med én person på scenen efter et stort band. Det er nu ellers ikke, fordi den selskabeligt overraskede Cowgill savner intensitet på en scene. Man skal ikke lade sig narre af det fjollede bandnavn, det her er dystert og mørkt, og Cowgill har da også en baggrund i den hårdere musik i form af Book of Black Earth og de nu opløste Teen Cthulhu.

Satan, mord og romantik

Grundformlen er en sort, sort americana, der trækker på folkemusik, blues og country og også inddrager en anelse punkethed og Swans-inspiration. Cowgill skifter mellem at croone som en anden Roy Orbison (eller Glenn Danzig i velmagtsdagene) og gurgle og ralle og nu og da synge så dybt, at det næsten bliver (bevidst) falsk. Mordfrekvensen og Satan-frekvensen i teksterne er højere end i det meste metal, men som i countryen kan romantikeren ikke skjules i et veldefineret lydbillede, der ikke er helt så lo fi som på pladerne.

Scenepersonligheden er anderledes vennesæl, og han får publikum til at hente ham whisky og får dem med på fællessang til hittet ’Lucifer Is the Light of the World’ og virker i det hele taget glad for at være her i sine talrige taksigelser til publikum; det kan let blive lovlig rørstrømsk med al den glæde over at spille en koncert, men det virker oprigtigt, og manden er oprigtigt charmerende, så man køber den alligevel. Nok hjulpet på vej af, at han er en ferm sangskriver, der ryster hits ud af ærmet; og af at han nok indskriver sig i en lang tradition, men også bidrager med sit eget unikke take på samme tradition. Publikum virker også tilfredse, og det kan mærkes i merchandiseboden En virkelig god koncert, og King Dude bør helt sikkert beses, når han rammer Danmark næste gang på Heavy Days in Doom Town til maj...

Melankoli i bredformat

Netop Heavy Days in Doom Town kan siges at være en fællesnævner for de to projekter, idet Of the Wand and the Moon spillede der sidste år; selvom ingen af grupperne er metal, er de begge metalrelevante.

På trods af inhabilitet mener jeg oprigtigt, at Of the Wand and the Moon er et af de bedste danske bands nogensinde; en ven udtalte efter koncerten, at det var ”ren verdensklasse”, og jeg tilbøjelig til at give ham ret. Denne aften havde de indrulleret Bo Rande (Choir of Young Believers, Blue Foundation, The William Blakes) på trompet og omnichord, og det lagde flere lag til ”Vanten”s i forvejen fyldige og rigt nuancerede lyd. Gruppen, der vel oprindelig og reelt er Kim Larsens soloprojekt, begyndte karrieren som et neofolkband og er vel et af de 3-4 største navne på den scene, men har med tiden og især med det seneste album, hovedværket ’The Lone Descent’, udviklet sig til en mørkrandet, dyster rock, der både kan arbejde i en svulmende bredformat, være arrigt støjende og sørgmodige og melankolske og ramme noget tidløst og klassisk.

Sætlistens indhold stammer netop primært fra ’The Lone Descent’ med enkelte nedslag i bagkataloget, og min eneste anke er vel, at jeg egentlig godt kunne tænke mig at høre lidt mere af det gamle materiale udsat for denne live-line up. Det er en lidt nærig kritik, når man får så meget andet, og den er heller ikke graverende. Of the Wand and the Moon virker som et meget tæt sammenspillet band, der kan improvisere inden for sangenes rammer og på den måde tilføje studieversionerne noget nyt. Det er en af de bedste gange, jeg har set bandet.